Pres fra udlandet?

Den bedste forklaring på tøbruddet er udviklingen på internationalt plan. Weekendavisens Frede Vestergaard mente i januar 2007, at regeringens kursskifte var reelt, og at det sandsynligvis skyldtes, at energipolitikken var blevet vigtig på EU-plan for at sikre forsyningssikkerheden – en problematik, der blev understreget af, at Rusland i januar 2006 havde nægtet Ukraine gasforsyninger og derved også sat fokus på EU’s sårbarhed.

Netop i 2006-7 kom der en række energipolitiske tiltag på EU-plan, som den danske regering ikke modarbejdede. F.eks. støttede forskningsminister Helge Sander (V) EU’s beslutning om at øge sit forskningsbudget mellem 2007 og 2013 fra 37 til 67 mia. om året, hvilket også betød øgede midler til energiforskning. [93]

Gennem 2006 arbejdede EU-Kommissionen på en energi- og klimastrategi, der forelå i januar 2007. Den fastlagde en CO2-reduktion på 20 % inden 2020 som minimumsmål for EU-landene, og da Danmark i forvejen så ud til at ville overgå dette, havde Flemming Hansen ingen problemer med at kalde strategien flot og ambitiøs. [94]

Et flertal af Venstre, Konservative, Radikale Venstre, Socialdemokraterne og SF havde allerede i oktober 2006 støttet, at EU’s energiforsyning skulle bestå af 15 % VE i år 2015 og enten 20 eller 25 % VE i år 2025. Venstres Lars Chr. Lilleholt udtalte til Information, at der også var en ambitiøs målsætning om energiforskning på vej i EU, og at han selv var meget tilfreds med den foreliggende skitse. [95]

I oktober præsenterede Flemming Hansen så regeringens udspil til fælleseuropæisk energipolitik – et udspil, der bød på en overraskelse i kraft af sætningen ”Danmark foretrækker bindende mål under fuld respekt for det enkelte medlemslands muligheder”. Dette indebar dog ingen reelle forpligtelser for Danmark, da udspillet ligesom det nævnte flertal i Folketinget foreslog en samlet andel af VE i EU på 15 % i 2015 samt en beslutning om at nå op på 20-25 % i 2025, alt efter teknologiens udvikling. Ifølge Svend Auken var udspillet et totalt brud med hidtidig energipolitik. Men ligesom med regeringens efterfølgende energistrategi En visionær dansk energipolitik 2025 var skiftet større i retorikken end i praksis. [96]

Ikke desto mindre stod den danske regering før En visionær… i den situation, at den på internationalt plan var tilhænger af forpligtende målsætninger indenfor CO2-udledning og andelen af VE, mens den på nationalt plan var modstander af forpligtende målsætninger på nogen af områderne. Dette regnestykke kan kun gå op, så længe de internationale målsætninger, som Danmark har tilsluttet sig, ligger lavere end de resultater, som Danmark selv vil opnå automatisk. Og selv da er kombinationen af forskellige holdninger stadig særdeles inkonsekvent. En visionær… kan derfor ses som en logisk nødvendig tilpasning af den førte nationale politik, så den ikke strider direkte imod den officielle holdning til de internationale målsætninger.

[93] JP 31. maj 2006, erhverv og økonomi, s. 8: ”Ekstra EU-milliarder til forskningen”.
[94] WA 12. januar 2007, 1. sektion, s. 7: ”Barrosos energi-revolution”.
[95] Inf. 12. oktober 2006, s. 6-7: ”Bredt flertal enes om energiudspil til EU”.
[96] Inf. 14. oktober 2006, s. 6-7: ”Danmark vil have faste EU-mål for grøn energi”.