Additionalitetsudfordringer på markedet for projektbaseret CO2-kompensation
1. Problemstilling
Hvilke muligheder har offentligheden for at sikre, at projektbaserede CO2-kompensationstilbud fører til additionelle reduktioner i mængden af drivhusgasser i atmosfæren, og hvilken betydning har dette for planlægningen af den fremtidige internationale klimaindsats?
Gennem de seneste år har der verden over været øget opmærksomhed omkring klimaproblemerne, der med stadig større sikkerhed skyldes menneskeskabte udledninger af CO2 og andre drivhusgasser. En lang række virksomheder er derfor begyndt at markedsføre deres produkter som særligt klimavenlige. Samtidig har de internationale forhandlinger om at begrænse klimaændringerne ført til, at der med Kyoto-protokollen er blevet oprettet et CO2-kvotehandelssystem, som har været den vigtigste drivkraft i et nyt internationalt marked for “offsetting” eller CO2-kompensation. De lande og virksomheder, der er omfattet af protokollens
bestemmelser, kan kompensere for en øget CO2-udledning ved at købe CO2-kvoter af andre virksomheder eller ved at købe sig ind i reduktionsprojekter i de såkaldte Annex I-lande, der ikke er omfattet af protokollen. Projekterne handler enten om at reducere den aktuelle eller fremtidige udledning af drivhusgasser generelt eller om at indvinde CO2 fra atmosfæren.
Additionalitet er et afgørende begreb, når man skal vurdere projekternes virkning. Det kan defineres både snævert, dvs. projektorienteret, og bredt, dvs. tilbudsorienteret. Et projekt giver additionelle begrænsninger af mængden af drivhusgasser, hvis begrænsningerne overstiger, hvad der ville være sket uden kompensationsprojektet og finansieringen fra de tilhørende tilbud. Et projektbaseret CO2-kompensationstilbud giver additionelle begrænsninger, hvis dets tilhørende projekter lever op til dette, og de reelle begrænsninger samtidig er mindst lige så store som de udledninger, tilbuddet skal kompensere for. Som det vil fremgå, er det dog umuligt at fastslå, om et givent CO2-kompensationsprojekt mindsker mængden af drivhusgasser med fuldstændig sikkerhed. En vurdering af additionalitet vil altid bygge på kontrafaktiske overvejelser om, hvad der kunne være sket, og derfor vil problemstillingen altid handle om “overvejende sandsynligheder” snarere end sikker viden.
Effekten af både konkrete reduktionsprojekter og bestemte projekttyper er genstand for meget forskellige vurderinger, alt efter hvem man spørger. De virksomheder, der tilbyder CO2-
kompensation, er i sagens natur meget optimistiske. Eksempelvis får selskabet Climate Neutral Group alle sine projekter certificeret efter enten CDM, VCS eller Gold Standard [1] (mere om disse senere), og mener, at disse standarder alle er en garanti for, at et givent projekt også fører til additionalitet. En række græsrodsorganisationer har omvendt skrevet en række ofte stærkt kritiske rapporter om projekterne. Nogle af dem konkluderer, at bestemte projekttyper eller endog hele CO2-markedet er uanvendelige som redskab til at opnå CO2-reduktioner, [2] mens andre grundlæggende mener, at reduktionsprojekterne er nødvendige eller i hvert fald uundgåelige, og at det derfor handler om at forbedre de eksisterende målingssystemer. [3]
Endnu har relativt få virksomheder i Danmark benyttet sig af CO2-kompensation eller brugt det aktivt i deres markedsføring. Børsens Forlag har udsendt en håndbog for danske erhvervsledere, der ønsker at udarbejde en klimastrategi for deres virksomhed. Dens forfattere undersøgte de 100 største danske virksomheder i foråret 2009, og fandt ud af, at kun 40 af dem foreløbigt havde en klimastrategi, samt at kun 4 af disse var baseret på CO2-kompensation. [4]
Efterspørgslen har dog udsigt til at vokse betydeligt i fremtiden. I disse år bliver der forhandlet om nye internationale og skærpede målsætninger for den globale reduktion af drivhusgasser, som efter 2012 skal afløse de ret beskedne målsætninger i den nuværende Kyoto-protokol. Det vil sandsynligvis øge opmærksomheden omkring både klimaproblemerne og hvordan reduktionerne kan gennemføres billigst muligt. Derfor er det meget relevant at diskutere offentlighedens muligheder for at sikre, at forskellige tilbud om CO2-kompensation rent faktisk virker efter hensigten og ikke bare fungerer som “grønvask” af udbyderen. Jo tidligere der kan skabes opmærksomhed omkring effekten og gennemskueligheden af de enkelte tilbud og projekter, jo lettere vil det også blive at korrigere eller undgå tvivlsomme koncepter.
Forfatterne til den klimastrategiske håndbog mener, at “Det giver god mening og er fuldt forsvarligt at udnytte mulighederne for offsetting, blandt andet fordi man derigennem kan gøre noget og i et hurtigere tempo end ellers. Men det kræver naturligvis stor forsigtighed og grundighed i udvælgelsen af partnere og offsetting-projekter”. [5] De nævner ikke, hvilke faktorer man præcist skal være opmærksom på, men jeg håber at kunne give et fingerpeg med denne undersøgelse. Mit udgangspunkt er ikke blot virksomhederne men “offentligheden”, forstået som alle de personer og grupper, der er interesseret i at skaffe oplysninger om, hvorvidt bestemte tilbud om CO2-kompensation rent faktisk også virker efter hensigten.
Additionalitet er kun ét af flere omdiskuterede emner ved kompensationsprojekterne. Ligesom traditionelle ulandsprojekter står de tit i det dilemma, at de skal fremme flere forskellige mål, der – i hvert fald på kort sigt – kan være indbyrdes uforenelige, f.eks. fattigdomsbekæmpelse vs. miljøhensyn. Flere af de rapporter, jeg gennemgår, kritiserer de eksisterende certificeringssystemer for ikke at tage tilstrækkelige hensyn til forskellige bæredygtighedsaspekter, som ikke nødvendigvis har noget at gøre med klimaproblemer. Det gælder især Smith, [6] Lohmann [7] og Eraker. [8] Overvejelser om dette indgår i flere virksomheders tilbud og fylder meget i procedurerne for den såkaldte Gold Standard, men jeg vil ikke komme nærmere ind på bæredygtighedsaspekterne, da de ikke har betydning for spørgsmålet om additionalitet. Bortset fra det er de relevante nok at forholde sig til, blot ud fra andre perspektiver.
[1] Climate Neutral Group, s. 26.
[2] F.eks. Lohmann.
[3] F.eks. Schneider.
[4] Hansen, s. 21.
[5] Hansen, s. 100-104.
[6] Smith fremhæver tre skovprojekter i Indien, Uganda og Sydafrika, som alle har ført til, hvad han betegner som “CO2-kolonialisme” (på engelsk “CO2lonialism”) i den forstand, at vestlige virksomheder har lagt beslag på store landområder i ulandene (Smith, s. 24-42).
[7] Lohmann beskriver et solenergiprojekt i Sri Lanka, der så godt ud på papiret, men alligevel blev kastebold i en politisk magtkamp mellem lokale plantageejere og arbejdere. For at kunne benytte det nye solenergianlæg var arbejderne nødt til at tilmelde sig elnettet, hvilket i praksis var umuligt, uden at de samtidig satte sig i gæld til plantageejerne og derved blev afhængige af dem (Lohmann, s. 222-254 + 302-309). Desuden beskriver Lohmann en række skovplantningsprojekter i Guatemala, Ecuador, Uganda, Tanzania, Costa Rica og Brasilien, der ser ud til at have haft skadelige virkninger for de lokale befolkninger (Lohmann, s. 272-280).
[8] Eraker har undersøgt de to norske virksomheder Tree Farms og Norwegian Afforestation Groups skovrejsningsprojekter i Uganda. Han kritiserer dem for at forudsætte, at ca. 8.000 lokale bønder og fiskere forlader området med heraf følgende risiko for sociale problemer. Også Eraker bruger udtrykket CO2-kolonialisme om det forhold, at den ugandiske regering har solgt retten til at benytte områderne permanent for en meget lav sum (3 $ pr. hektar om året) (Eraker, s. 10-15).