Pengespild?

Et vigtigt argument for nedskæringerne var, at en del af midlerne i årene forinden angiveligt var blevet spildt på projekter, der ikke havde vist tegn på potentiale, selvom de havde modtaget støtte over en længere årrække. I 2002 nævnte Kim Andersen (V) således solområdet som eksempel på et område, der ikke havde vist potentiale trods årelange statslige tilskud og derfor måtte ”sættes på vågeblus”. Det måtte være op til private firmaer selv at tage den risiko, det var at investere i sådanne energityper.

Anledningen til Andersens udmelding var, at Kristendemokraterne havde foreslået at lave en tilskudsordning til kvalitetssikring af biobrændsel og solceller samt en typegodkendelsesordning af vindmøller - hvilket blev afvist af regeringen. Anne Grete Holmsgaard (SF) mente, at forslaget burde ses i lyset af, at fjernelsen af UVE-midlerne havde sat udviklingen i stå indenfor springteknologier, som der var perspektiv i, men som endnu ikke kunne klare sig på markedet. Som eksempler nævnte hun biogas og geotermi – og sjovt nok også solceller og solvarme. [37]

Det kan også have spillet ind, at der fandtes en generel fornemmelse af, at der blev spildt store summer på ligegyldige projekter indenfor miljøområdet, sådan i al almindelighed. Kort tid efter regeringsskiftet skrev tre af Jyllands-Postens journalister, Lars From, Axel Pihl-Andersen og Niels Ditlev, en baggrundsartikel, hvor de forsøgte at give et bud på, hvilke projekter, der stod på den nye regerings ”dødsliste”. Det drejede sig først og fremmest om initiativer som Den Grønne Jobpulje, Naturrådet og ikke mindst Den Grønne Fond, der bl.a. havde støttet en økologisk tøjbutik og en økologisk frisør. Journalisterne forudså desuden en betydelig nedskæring på energiforskningen, men uden at det stod særligt klart hvorfor. [38]

Denne generelle frygt blev udtrykt meget klart af Venstres energiordfører Helga Moos, så tidligt som i 2000. Under en debat om energibesparelser erklærede hun sig som en varm tilhænger af at prioritere, så vi kunne få mest CO2-reduktion for pengene, gerne beregnet med udgangspunkt i skyggepriser. Her blev Nordvestjysk Folkecenter for Vedvarende Energi inddraget som apropossammenligning:

”Jeg er meget bevidst om, at man på det her område kan smide rigtig mange gode penge efter dårlige, hvis man ikke passer på. Der er så mange dyre løsninger og vidtløftige ideer i den her branche. Vi kan bare tage et smut op til Nordvestjysk Folkecenter. Det er deroppe, hvor man skal gnave karper til aftensmad, hvis man har været på toilettet om morgenen, fordi de skal holde gang i kredsløbet. Og da kan jeg kun sige, at hvis man begynder på sådan noget adfærdsregulerende, så kan man roligt melde mig ud af kredsløbet. Jeg er ikke med dér. Så det er sådan, at det nødvendigvis skal styres med fast hånd, hvis ikke energiforbrugerne, dvs. os alle sammen, skal risikere at få os en makaber og økonomisk overraskelse.”

Martin Glerup (S) tog centret i forsvar, da det bl.a. gjorde et godt stykke arbejde inden for udviklingen af gårdbiogasanlæg. Moos mente til gengæld, at det måtte være en enlig svale, der nok også kunne have været udviklet et andet sted, ”…men når man ser, hvor mange miserer de har, når man ser, hvad der bliver hældt penge ud til deroppe, så må vi også have noget benchmarking på, hvad det er, der foregår deroppe, og det med karperne kan man roligt lukke ned, det kan jeg love.” [39]
Desværre fremgik det ikke af debatten, hvad det præcist var for miserer, Moos tænkte på. Karpeargumentationen virker mere som en instinktiv forargelse over et formodet men ikke dokumenteret pengespild, og har intet med energiforskning at gøre. Ikke desto mindre mistede Folkecentret hele sin bevilling i forbindelse med nedskæringerne.

Ole Vagn tillagde Folkecentret meget stor betydning for energiforskningen, og kritiserede kraftigt regeringens beslutning under flere Folketingsdebatter i 2002. Bendt Bendtsen gik ikke nærmere ind i begrundelsen for Centrets nedlæggelse, men henviste til, at beslutningen byggede på Energistyrelsens vurderinger, der igen byggede på Det Rådgivende Energiforskningsudvalg (REFU), der var blevet nedsat samme år. [40] I forbindelse med et af spørgsmålene fiskede Ole Vagn efter svar på spørgsmålet om, hvorfor det lige netop var Folkecentret (og 50 tilknyttede miniprojekter), der skulle nedlægges, til trods for, at der var hele 63 fortrinsvis lokale aktører involveret. Vagn mistænkte regeringen for blot at skære ud fra et  tilfældighedsprincip. Bendtsen gentog, at det var en politisk prioritering, og at REFU var sagkundskaben i denne sag. [41]

Det betyder dog ikke, at det var udvalget, der havde anbefalet at fjerne Folkecentrets tilskud. REFU’s 2002-anbefalinger nævnte således ikke centret overhovedet, men fokuserede på behovet for internationalt samarbejde og potentialerne i en række specifikke energiteknologier. [42] Bendtsens udtalelser affødte ingen umiddelbare reaktioner fra udvalget, men fire år senere lavede Information et interview med to af dets medlemmer, Søren Dyck-Madsen og Ulla Röttger, som selv havde den opfattelse, at de netop ikke var blevet taget alvorligt af regeringen. Således anbefalede udvalget allerede i 2002 at tilføre flere midler til energiforskning, men ifølge Dyck-Madsen stod regeringens kamp imod Svend Auken i vejen for dette. [43]

I 2003 vendte Ole Vagn Christensen (S) tilbage til spørgsmålet om Folkecentret, og ville havde oplyst, om der var lavet cost-benefit-analyser af, hvorvidt det kunne betale sig at fjerne dets basistilskud. Bendt Bendtsen gentog 3-4 gange, at regeringens holdning var, at midlerne gik til de projekter, der ud fra en faglig vurdering så mest lovende ud. Basismidler var ikke regeringens linie. [44]

Et andet argument gik på, at der i årene før regeringsskiftet ikke havde været tilstrækkelig mange projekter, så midlerne havde fået lov til at henligge år efter år. Således udtalte Eivind Vesselbo (V) i 2006, at den tidligere regerings penge til energiforskning i høj grad blot blev afsat som en ”politisk markering”. Han hævdede indirekte, at der på det tidspunkt var mange støttemidler, der bare lå og ventede, men uden at der var projekter nok. [45]

Dette argument ser dog ud til at være grebet ud af luften. Ifølge et 1998-notat fra Energistyrelsen blev adskillige kvalificerede projektforslag således afvist efter EFP-ansøgningsfristen 1. september 1997. De 240 forslag havde et samlet budget på 662 mio. kr., mens der kun var 490 mio. kr. til rådighed. [46]

[37] FF: B 120 (som fremsat): Forslag til folketingsbeslutning om tilskud til godkendelses- og kvalitetssikringsordninger inden for vedvarende energi. Fremsat den 21/3 03.
[38] JP 28. december 2001, 1. sektion, s. 3: ”Miljøet skal af med millioner”.
[39] FF: Første behandling af lovforslag nr. L 241: Forslag til lov om fremme af besparelser i energiforbruget. Fremsat 29/3 2000.
[40] FF: Spørgsmål nr. S 1087 - besvaret 27/02-2002, Spørgsmål nr. S 1219 - besvaret 13/03-2002 samt Spørgsmål nr. S 1085 - besvaret 27/02-2002.
[41] FF: Spørgsmål nr. S 1565 til økonomi- og erhvervsministeren (3/4 02) – besvaret 11/4 02 samt Spørgsmål nr. S 1219 - besvaret 13/03-2002.
[42] REFU 2002.
[43] Inf. 16. maj 2006, s. 6-7: ”Regeringen var advaret mod at skære i energiforskning”.
[44] FF: Spørgsmål nr. S 2778 - besvaret 07/05-2003.
[45] FF: B 132 - 11/5 06. Se note 26.
[46] Energistyrelsen: ”Notat fra Energistyrelsen J.nr. 115/98-0001 Ref. PLT.”
http://www.folketinget.dk/Samling/19971/udvbilag/00345270.htm