Hvordan blev de eksisterende undersøgelser anvendt?

Før regeringsskiftet fandtes der flere evalueringer af støtten til dansk energiforskning. Umiddelbart skulle man tro, at disses kritikpunkter ville have haft stor betydning i debatterne om nedskæringer. Det var imidlertid ikke tilfældet.

I marts 1998 levede Rambøll en vurdering af den danske støtte til VE, der bl.a. kom ind på forholdet mellem forskning og optimal anvendelse af støttemidlerne. Rapportens udgangspunkt var, at støttetildelingen skulle vurderes på baggrund af, om den bidrog til at opfylde de delmål, der var indeholdt i Energi 21. Alle støtteformer burde bygge på en langsigtet strategi, der opererede med en gradvis reduktion af støtten, afhængigt af den teknologiske udvikling og graden af konkurrence med fossile brændstoffer. [47]

Mere konkret anbefalede rapporten at fortsætte med anlægsstøtte i form af dels 10- og 17-øren, dels støtte til Forskning og Udvikling. Forfatterne var dog ikke begejstrede for den nuværende situation, hvor der blev givet tilskud, som på den ene side var tidsubegrænsede, men på den anden side ikke var forsynet med nogen garanti for, at de fortsat ville eksistere. Som alternativ anbefalede de at indføre en garanti for tilskud til anlæg, men kun i en afgrænset periode. Dette ville klart være at foretrække frem for blot at reducere tilskuddene. Dels ville tidsbegrænsede men uændrede tilskud give et ekstra incitament til at indføre ny teknologi, dels ville deres uændrede størrelse fortsat sikre udbygningen i de første år. [48]

Rapporten fandt, at tilskud var nødvendige for at opretholde husstandsmøllerne, der ellers ikke var særligt økonomiske, men var en politisk prioritering. Der var ikke noget behov for at ændre støtten til solvarme og varmepumper. Støttevirkningen på halm- og træbaseret decentral kraftvarme burde undersøges yderligere – var det en god ide at fortsætte med mange forskellige udviklingsspor som det var tilfældet i dag, eller burde der i stedet fokuseres på enkelte, særligt lovende spor? UVE burde anvendes til at undersøge betydningen af husholdningsaffald til energi, og der blev anbefalet selektive anlægstilskud til biogasgård- og fællesanlæg.

Alt i alt var der tale om en rapport, der handlede om detaljerede justeringer af et komplekst støtteordningssystem. Men regeringens nye kurs havde ikke karakter af justeringer, men var derimod et klart brud med den tidligere kurs. Målene i Energi 21 bortfaldt og dermed også grundlaget for Rambøll-rapportens vurderinger. Kernen i f.eks. regeringens Energistrategi 2025, som jeg kommer ind på senere, var, at regeringen ikke ønskede forpligtende mål men derimod uforpligtende ”pejlemærker”. Hvis disse af sig selv blev opfyldt, var det godt, ellers var det bare ærgerligt.

I 2001 vurderede Energistyrelsen selv i en konklusionsrapport, at UVE burde bevares men med en ændret profil. Basis- og standardtilskud til f.eks. solenergi og biobrændsel burde nedprioriteres, da der ikke kunne påvises nogen øget udbredelse af disse energityper som direkte følge af tilskuddene. [49]

Af senere vurderinger kan nævnes Jørgen Lundsgaard, som mener, at der i 1990erne manglede en klar evaluering af givne energiforskningsprojekter. Dette gjorde, at tvivlsomme (men ikke nærmere præciserede) projekter fik lov til at bruge midler, der kunne have været brugt bedre på f.eks. forskning i vindmøllegeneratorer, batterier eller brændselsceller. [50] Klaus Skytte nævner – i stil med Rambøll-rapportens konklusioner – at det ville kræve alt for megen kapital, hvis danske virksomheder skulle deltage i udviklingen af solceller. [51]

De eksisterende evalueringer tyder således på, at systemet i 1998-2001 godt kunne forbedres på en række områder. Men detaljerede økonomiske overvejelser af de nævnte typer optrådte på intet tidspunkt i regeringens argumenter i de første fem år efter nedskæringerne, og blev da heller ikke afspejlet i dens politik eller strategier for energiforskningen. En visionær dansk energipolitik 2025 fra 2007 skiller sig ud fra de hidtidige officielle strategier, da den så småt begynder at inddrage innovationsteoretiske argumenter, dog med hovedvægt på nytten af demonstrationsanlæg og ikke på f.eks. oprettelse af midlertidigt beskyttede markeder.

[47] Juul-Kristensen, s. 47.
[48] Ibid., s. 18-19.
[49] Energistyrelsen 2001, s. 30-38.
[50] Lundsgaard, s.119-126.
[51] Skytte, s. 147-48.