Pres fra erhvervslivet?

En anden forklaring kan være hensynet til erhvervslivet, som jo blev brugt af bl.a. Bendt Bendtsen som formel begrundelse for modstanden mod statstilskud.
 
I september 2006 gættede Information-journalisten Jørgen Steen Nielsen på, at regeringens kursskifte skyldtes erhvervslivets kritik af ”udsultningen” af forskning, udvikling og demonstration, at Danmark gennem de seneste år var ”sakket agterud” i forhold til de øvrige OECD-lande, eller at regeringen havde fået inspiration fra udlandet – amerikanske investeringer i nye energiløsninger og/eller den svenske plan På väg mot et oljefritt Sverige. [83] Det sidste lyder ikke videre sandsynligt. Som det er fremgået, havde regeringen ikke nogen særlig interesse i emnet tidligere, og den havde netop indledt sin regeringstid med at droppe målsætningerne fra Energi 21 – som i øvrigt mindede meget om På väg mot et oljefritt Sverige.

Energistøttens betydning som erhvervsstøtte har ofte været til debat, både blandt erhvervsfolk og i Folketinget. Allerede i februar 2002 kritiserede Ole Vagn (S) nedskæringerne for at skade erhvervslivet, men Bendtsen var optimistisk, for eksporten gik jo godt. [84]

Senere på året kritiserede Arne Toft (S) med en upræcis henvisning til ”mange forskere inden for alternativ energi”, at manglen på statslige tilskud kunne fjerne virksomhedernes lyst til at investere i området. Bendt Bendtsen forsvarede regeringen med henvisning til konkurrenceevnepakken, som skulle øge virksomhedernes mulighed for selv at finansiere forskning og udvikling af bl.a. energiteknologier via et skattefradrag på 150 pct. [85]

Jens Rostrup-Nielsen, forskningschef fra Haldor-Topsøe, kritiserede samtidig nedskæringerne med ordene ”Hvis den danske stat ikke er en pålidelig partner, må vi jo søge partnere uden for Danmark, og så ender teknologien og fortjenesten også et andet sted”. Søren Houmøller, afdelingschef ved rådgivningsvirksomheden dk-TEKNIK ENERGI & MILJØ, havde følgende vurdering: ”Det virker, som om regeringen tror, den sparer på luksusudgifter til venstrefløjen, når den nedprioriterer forsknings- og udviklingsmidlerne til vedvarende energi, men i realiteten fjerner man et tilskud til teknologier, der står på tærsklen til at give Danmark eksportindtægter i milliardklassen”. Danmark havde ifølge Houmøller tidligere haft en førerposition, men nedskæringerne betød, at allerede investerede midler nu blev smidt væk. Lene Lange, forskningschef på Novozymes, var i forvejen ikke imponeret over, hvor hurtigt forskningsresultater blev udnyttet i Danmark i forhold til i USA, og mente, at det var ekstra bekymrende, når ”de få kasser, der var”, nu blev skåret ned. [86]

I Berlingske Tidende kom formanden for REFU, Ulla Röttger, i 2006 med en vurdering, der lå tættere på regeringens argumentation: ”Hvorfor er interessen der ikke? Det er en af de ting, som vi nu fokuserer på i udvalget. Svaret er måske, at vi er vokset op i planøkonomien og statsstøtte-regi”, men uden at komme nærmere ind på spørgsmålet om offentlige tilskud og markedsskabelse. [87]

På IMV var Bjørn Lomborg i 2004 blevet afløst af Peter Calow. Han anbefalede at skabe bestemte behov vha. miljølovgivningen og så lade industrien finde løsningerne, hvilket Martin Lidegaard (RV) var ganske enig i. Målet med bestemte beskatningstyper skulle ikke være at skaffe penge til statskassen men derimod at skabe et marked. I øvrigt var niveauet for ren forskning efter de seneste års energiforlig ved at nærme sig det oprindelige (under SR-regeringen), men problemet var stadig, at der manglede penge til udvikling og demonstration. Der var selvsagt uenighed blandt politikerne, om hvordan regeringens nedskæringer efterfulgt af gradvise stigninger i forskningsmidlerne skulle fortolkes på dette tidspunkt. Lars Chr. Lilleholt (V) mente, at nedskæringerne var led i en nødvendig ”oprydning”, mens Steen Gade (SF) mente, at problemet var, at regeringen havde overset, at miljø- og energiområdet var et ”guldæg” og at den nu havde svært ved at trække sin tidligere kritik af SR-regeringens politik i land. [88]

Direktør for Dansk Energi, Hans Duus Jørgensen, mente, at statens indsats på energiområdet burde styrkes, hvis ikke Danmark skulle kobles af udviklingen. Efter hans opfattelse skulle investeringen tredobles, hvis de private investorer for alvor skulle engagere sig, så Danmark kom på højde med Norge og Sverige. [89]

Og Anders Stouge, branchedirektør fra Energiindustrien under Dansk Industri, kritiserede regeringen for at bruge for få midler i forhold til netop Norge, der havde afsat 20 mia. norske kr. til en energifond. Det kunne måske få danske forskere til at forske i udlandet i stedet. [90]

I august meldte Connie Hedegaard ud, at en stor del af pengene fra Globaliseringspuljen burde anvendes til miljø- og energiforskning, målrettet til ”vand”, brændselsceller og bioteknologi. Berlingske Tidende omtalte, at der forud havde været kritik fra dele af erhvervslivet, bl.a. Niels Due Jensen, bestyrelsesformand for Grundfos-koncernen, for ikke at stille tilstrækkelige forskningsmidler til rådighed, når det gjaldt energi og miljø. [91]

I november 2006 udtalte Vækstfondens direktør Christian Motzfeldt, at den danske energibranche manglede ”enterpreneurship”. Ganske vist fandtes der et uudnyttet potentiale for at starte nye virksomheder i Danmark, men forskningsbevillingerne var simpelthen for små – for at starte demonstrationsanlæg var det ofte  nødvendigt med 3-cifrede millionbeløb. Selv havde Vækstfonden kun kunnet finde tre virksomheder at skyde penge i – Biogasol (andengenerations udvinding af bioethanol), Stirling (biobrændselmotorer) og AllSun (solvarmestyringsanlæg). Anders Stouge mente, at der var behov for hele 1,5 mia. kr. til energiforskning om året (mod 600 mio. kr. i dag). De burde fordeles på 1 mia. til forskning og ½ mia. til demonstrationsprojekter. [92]

Det er således rigtigt, at dele af erhvervslivet løbende er kommet med kritik af regeringen for dens nedskæringer. Som argument for kursskiftet kan det dog ikke stå alene, da regeringen jo bl.a. handlede ud fra en generel modvilje mod al slags statsstøtte. Dertil kommer, at de første kritiske røster fra erhvervslivet kom allerede i 2002 og ikke først i 2006.

[83] Inf. 9. september 2006, s. 4-5: ”Fogh vil erobre den grønne førertrøje”.
[84] FF: Spørgsmål nr. S 1087 - besvaret 27/02-2002.
[85] FF: Spørgsmål nr. S 1710 - besvaret 08/05-2002.
[86] Ber. 8. april 2002, 1. sektion, s. 1: ”Fagfolk: Dansk forskning truet”.
[87] Ber. 6. maj 2006, 3 sektion, business, s. 5: ”Energibranchen vil tiltrække kapital med kæmpe showroom”.
[88] Inf. 11. maj 2006, s. 2-3: ”Dansk milliardforretning forsømmes”.
[89] Inf. 29. maj 2006, s. 8-9: ”Vedvarende energi er blevet big business”.
[90] Børsen (resumé) 14. juni 2006, 1. sektion, s. 9: ”DI frygter hjerneflugt blandt energiforskere”.
[91] Ber. 16. august 2006, 1. sektion, s. 3: ”Miljøminister kræver store investeringer i eksportsucces”.
[92] Ber. 1. november 2006, 3 sektion, business, s. 6: ”Behov for flere penge til energiforskning”.