Erhvervsstøtte

I januar 2002 kom Venstres finansminister Thor Pedersen med et principielt argument for nedskæringer, nemlig en generel modstand mod statstilskud i almindelighed. Af denne årsag var Økonomi- og Erhvervsministeriets områder blevet skåret ned med 1,2 mia. kr., hvilket ikke kun ramte energiforskningen. Ifølge Erhvervsbladet, hvor Pedersen udtalte sig, blev boligområdet hårdest ramt (her blev der foretaget nedskæringer på 580 mio. kr.) efterfulgt af energiområdet (nedskæringer på 410 mio. kr., fordelt på både energiforskning og tilskud til såvel energibesparelser som VE). [52]

I maj 2002 erklærede Bendt Bendtsen, at vindmølleindustriens allerede betydelige eksport og indtjening gjorde den i stand til at finansiere forskning og udvikling uden tilskud. Hans optimisme blev kritiseret af Arne Toft (S), da det jo ikke var sikkert, at virksomhederne selv ville vælge at bruge midler til forskning. Som eksempel nævnte Toft et projekt, hvor DTU biocentrum, Risø og NovoZymes samarbejdede om udvikling af bioætanol. Projektet havde modtaget tilskud i 7 år, og skulle ifølge en aftale med Energistyrelsen fra 2001 have haft støtte i yderligere 5 år, men mistede nu støtten, lige før projektet ifølge Tofts partifælle Torben Hansen gik ind i sin ”afgørende fase”. [53] Ifølge Toft stillede markedsprognoserne en gevinst på 2,5 mia. kr. i udsigt, men først efter år 2010, og uden tilskuddene ville projektet ikke have eksisteret.

Bendtsen mente omvendt, at forskellen på den nuværende regering og den forrige var, om man valgte at tro, at ”det hele” skulle foregå med offentlige tilskud, eller om vi skulle skabe et marked, hvor virksomhederne kunne selv. Arne Toft gav ham ret i, at de eksisterende virksomheder nok skulle klare sig, men hvad med de nye? Som endnu et eksempel nævnte han derpå en sag, hvor et jysk barmarksværk (decentralt anlæg til energiproduktion) skulle have opført et testanlæg til forgasning til 35 mio. kr. Der var imidlertid ikke råd til denne investering uden et tilskud fra EU på 15 mio. kr., men EU ville kun give dette tilskud, hvis den danske stat selv bidrog med 5 mio. kr. – og det var der ingen politisk vilje til. Bendtsen henviste til de generelle støttemidler, og fastslog endnu en gang, at der var betydelige økonomiske midler til rådighed. [54]

Et kristendemokratisk forslag om bl.a. tilskudsordninger til biobrændsel og solceller blev i 2003 afvist af Bendt Bendtsen med den begrundelse, at det ville virke konkurrenceforvridende at indføre statstilskud til bestemte prøvningsinstitutioner. Regeringens generelle erhvervspolitik var et frit og ustøttet marked, også mht. energi. Også Kim Andersen (V) afviste forslaget med samme begrundelser. I stedet glædede han sig over, at der stadig væk fandtes mange midler til forskning og udvikling i området, og kom med en uforbeholden men noget intetsigende opbakning til, at forskningen i det hele taget eksisterede.

Det udløste et par sarkastiske kommentarer fra Martin Lidegaard (RV) og Erik Mortensen (S), hvorefter Kim Andersen præciserede, at VK støttede en prioritering af forskningsmidlerne på de områder, hvor der var en udvikling, men ikke der hvor tingene var gået i stå. Samtidig stod Venstre ved sin deltagelse i alle de store energipolitiske forlig, men den tidligere udbygning af VE havde angiveligt været så markant og dyr for erhvervslivet, at der nu skulle ”andre boller på suppen”. Andersen mente, at det på langt sigt blev en  kæmpegevinst for dansk vindmølleindustri, at vindmølleafregningen nu fandt sted på markedsvilkår. For kun derved kunne vindmøllestrøm opnå større udbredelse i udlandet.

Erik Mortensen henviste til signaler fra vindmølleindustrien om, at hvis vi ikke havde et hjemmemarked, havde vi heller ikke noget eksportmarked. Denne holdning tog Aase D. Madsen (DF) afstand fra, da man så ligeså godt kunne sige, at hele industrien skulle have statstilskud. Bodil Kornbek (KD) var til gengæld skuffet over, at regeringen ikke engang vil give penge til kvalitetssikring af de nye produkter. [55]

Venstres Eivind Vesselbo var af samme opfattelse som Bendt Bendtsen. Under en debat om olieafhængighed i transportsektoren i 2005 klandrede Vesselbo Socialdemokratiet for at have været ”modige på andres bekostning” i 1990erne, når de førte en energipolitik, der lagde store byrder på erhvervslivet. [56]

[52] Erhvervsbladet 30. januar 2002: ”Forslag uden overraskelser”.
[53] Inf. 16. maj 2002, 1. sektion, s. 9: ”Energien der blev glemt”.
[54] FF: Spørgsmål nr. S 1710 - besvaret 08/05-2002.
[55] FF: B 120 - 21/3 03. Se note 37.
[56] FF: Beslutningsforslag nr. B 20: Forslag til folketingsbeslutning om mindre afhængighed af olie i transportsektoren. Fremsat 27/10 05.