Ideologiske argumenter?

Ved flere lejligheder forklarede regeringens kritikere nedskæringerne med rent ideologiske og underforstået useriøse forestillinger og hensyn. Således udtalte Torben Hansen (S) i 2002, at den nye regerings kurs var udtryk for, at den ikke kunne se de økonomiske muligheder i bl.a. vindmølleindustrien og hang fast i en fortidig og forældet opfattelse af VE som ”noget 'småflippet' og økonomisk urentabelt”. [29]

På samme måde hævdede Informations miljøjournalist Jørgen Steen Nielsen i 2006, at pengene til energiforskning primært blev reduceret som led i et ideologisk hævntogt imod Svend Aukens tidligere ”projekt”, samt at debattøren Bjørn Lomborg i forvejen havde ”talt miljøengagementet ned”. [30]

Svend Auken fungerede dog ikke som primært argument for nedskæringerne. Ganske vist blev hans ”miljøimperium” fra tid til anden hentet frem og brugt som skræmmebillede af VK-regeringen i den offentlige debat om miljøindsatsen generelt, f.eks. da Eivind Vesselbo fremstillede miljøministeriets budgetter under Svend Auken som et ”overforbrug” der stod i modsætning til det angiveligt mere naturlige niveau, der havde været før hans tid – og nu var blevet genskabt af VK-regeringen. [31] Men når Auken blev omtalt i den offentlige debat om nedskæringerne, var det altid på et meget generelt plan. Som da Anders Fogh Rasmussen præsenterede regeringens nye, kortfattede energistrategi i 2007 med ordene: ”Auken havde bygget et imperium op i 1990’erne uden at skele til, om investeringerne var samfundsøkonomisk rentable, og om man fik nok miljø for pengene. Det var nødvendigt at foretage en sanering. Den har fundet sted, og på et frisk grundlag lægger vi nu en meget ambitiøs energiplan frem.” [32]

I Folketingsdebatterne blev Auken først inddraget i regeringens og Dansk Folkepartis argumentation adskillige år efter nedskæringerne, som når Tina Petersen (DF) i 2006 udtalte, at hun var bekymret for, at et konkret socialdemokratisk forslag skulle føre til tilstande som i ”Aukentiden”, dvs. højere forbrugerpriser pga. skjulte grønne afgifter. [33]

Hvad så med den vidtforgrenede Lomborg-debat, der blev indledt i 1998 og med jævne mellemrum er blusset op i den offentlige debat siden? Ligesom Jørgen Steen Nielsen betragtede Jyllands-Postens journalister Anne Mette Svane og Dorte Ipsen Boddum i en artikel i januar 2007 Lomborg som et redskab, der havde leveret argumenterne for de omfattende nedskæringer i 2002. Men fem år senere havde han udspillet sin rolle, ikke mindst fordi regeringen var nødt til at finde et nyt projekt og forebygge vælgerflugt pga. sin hidtidige laissez faire-kurs på miljø- og energiområdet. [34]

På klimaområdet kan man nemt genfinde elementer af Bjørn Lomborgs argumentation i regeringens strategier – f.eks. den ubetingede tiltro til ”markedet” forstået som status quo. Men argumenterne er langtfra identiske. VK-regeringen har som helhed tilsluttet sig Kyoto-protokollen, som Bjørn Lomborg har taget afstand fra pga. forholdet mellem dens økonomiske omkostninger i forhold til aftalens effekt, hvis man vel at mærke betragter den som et isoleret fænomen. [35] Omvendt anerkender Lomborg det Internationale Klimapanels forskningsresultater, mens f.eks. finansminister Thor Pedersen flere gange har benægtet deres gyldighed – jeg vender tilbage til dette i afsnit 9.

Med Lomborg som direktør udgav Institut for Miljøvurdering (IMV) i oktober 2002 en rapport med samme udgangspunkt og konklusioner som regeringens En omkostningseffektiv klimastrategi, der blev udgivet året efter. Begge havde det udgangspunkt, at det handlede om isoleret at leve op til Kyotoprotokollen indtil 2012 – men så heller ikke mere. [36]

På et generelt plan kan ideen om, at miljøområdet i al almindelighed bør nedprioriteres, sagtens have haft en indirekte betydning for energiforskningen. Ligeledes kan Lomborgs/IMV’s opfattelse af det eksisterende marked som optimalt fungerende nemt bruges som argument imod statsstøtte til alt andet end grundforskning. Nedskæringerne på såvel energi som miljø kan dog lige så vel have været udtryk for en i forvejen eksisterende ”stemning”, som Lomborg i højere grad var udtryk for end årsag til. Under alle omstændigheder er der ingen henvisninger til Lomborg i regeringens argumentation for nedskæringer indenfor energiforskning. Han er kun blevet nævnt som mulig men uuddybet årsagsforklaring hos de nævnte journalister og oppositionspolitikere. Jeg er heller ikke stødt på nogen eksempler i dagspressen, den øvrige politiske debat eller IMV’s rapporter, hvor Lomborg/IMV har debatteret energiforskningen.

Det er derfor ikke muligt at vurdere, om Auken (som fjendebillede) eller Lomborg (som indirekte ekstra skyts) har fungeret som udløsende årsag til nedskæringerne eller om de snarere er blevet bragt på banen som ad hoc-argumenter. Begge dele kan have været tilfældet.

[29] Inf. 17. april 2002, 1. sektion, s. 9: ”Borte med blæsten”.
[30] Inf. 30. maj 2006, s. 2-3: ”Danmark som vision”.
[31] JP 13. juni 2003: ”Miljøindsats som før Auken”.
[32] JP 28. januar 2007, indblik, s. 9: ”Foghs forvandling”. Se også Weekendavisen (WA) 29. september 2006, 1. sektion, s. 1: ”Foghs 180-graders vending”, hvor Venstres energiordfører Lars Chr. Lilleholt indirekte tog afstand fra Svend Auken.
[33] FF: B 132 - 11/5 06. Se note 26.
[34] JP 28. januar 2007, indblik, s. 9: ”Foghs forvandling”.
[35] Lomborg, s. 234-46.
[36] Kristoffersen 2002.