Om mig

Om mig

Rasmus Skov Larsen: Jeg er født i Svendborg i 1977, er opvokset på Tåsinge og boede i Odense fra 1996 til begyndelsen af 2013. Derpå flyttede jeg til Langeland, hvor min mors familie stammer fra (min fars familie har rødder på Lolland). Siden da har jeg boet i Kædeby Haver på gården Tjørnbjerg, som ejes af min mor, søster og jeg selv - dog er jeg den eneste med fast adresse på gården.

Engang for længe siden blev jeg uddannet som cand. mag i historie og samfundsfag. Siden har jeg beskæftiget mig en del med miljø- og især klima/energispørgsmål og har sideløbende fået to efteruddannelser i humanøkologi og miljøvurdering.

Jeg har arbejdet som miljøproceskonsulent i Fredericia Kommune, informationsmedarbejder for Fjordens Dag i Odense, klimamedarbejder for Odense Kommune og senest som selvstændig IT- og formidlingskonsulent i en længere årrække.

På IT-området er jeg selvlært. Jeg har især erfaring med opsætning af hjemmesider, podcasting, grafisk arbejde og support.

Blandt mine interesser er også...
- politik og samfundstendenser,
- foreningsarbejde,
- vandreture,
- musik, bøger og tegneserier,
- religion, folketro og absurde konspirationsteorier, gerne set fra kildekritiske vinkler.

Jeg deltager ofte i formidlingsprojekter, sommetider som led i foreningsarbejde, andre gange som privatperson eller gennem min virksomhed Grønkorn.

Når jeg ikke er i gang med projekter, tager jeg skiftende vikariater, især i forskellige industrivirksomheder på Fyn.