Intriger og valgstrategi

Den danske dagspresse bød på talrige forklaringer på, hvorfor regeringen var begyndt at foretage disse delvise kursskifter.

Politikens Michael Rothenborg mente, at finansminister Thor Pedersen (V) var den vigtigste bremse for regeringens nye strategi, og at hans motiv var modviljen mod Svend Auken. Men Pedersen var presset af de konservative ministre, der var begyndt at skifte kurs som følge af pres fra erhvervslivet, der ønskede penge overført til forskning i miljøteknologi fra EU’s Globaliseringsfond, der var stiftet nogle år tidligere. Desuden mente Rothenborg, at både Flemming Hansen og Bendt Bendtsen havde ”set lyset” på miljøområdet. Hans eneste argument var dog, at Bendtsen for nyligt havde deltaget i indvielsen af et bølgeenergicenter i Nissum Bredning og udtalt, at ”Det her kan blive starten på et nyt vindmølleeventyr for Danmark”. [75]

Samfundsforskeren Johannes Andersen vurderede, at de nye udmeldinger først og fremmest skyldtes hensynet til enten vælgerne som sådan eller de konservative regeringspartnere, der ifølge Andersen havde en mere grøn profil end Venstre. [76] Dette passer dog hverken på energiforskningen eller klimaproblematikken. Her er de to partiers holdninger reelt identiske men med meget store forskelle mellem holdningerne hos enkeltpersoner som f.eks. Bendt Bendtsen og Connie Hedegaard. Nogle måneder senere beskrev Politiken, hvordan statsminister Anders Fogh Rasmussen kort før jul havde sendt et energipolitisk udspil fra Thor Pedersen og Flemming Hansen tilbage for anden gang, for at bringe målsætningen for VE op på 30 %. Hansens og Pedersens oprindelige udspil havde lagt op til, at andelen skulle øges fra 15 til 25 % i 2025, mens Energistyrelsens prognoser viste, at den som følge af den generelle udvikling ville stige til 22 % af sig selv. Den nye konservative miljøminister Connie Hedegaard kritiserede desuden Pedersens/Hansens uambitiøse målsætning, og blev bakket op af sin partifælle Christian Wedell-Neergaard, der også var formand for Folketingets miljøudvalg. [77]

I et læserbrev i Berlingske Tidende rettede Martin Lidegaard (RV) den 16. januar 2006 et hårdt angreb på regeringen, som han mente, havde to energiprofiler – ”mørkemændene”, der omfattede finansminister Thor Pedersen, som ”slagtede” dansk energiforskning i 2002, og deres modstandere, der til forskel fra ”mørkemændene” havde arbejdet professionelt med energiområdet, havde øjnene oppe for nødvendigheden af at udfase forbruget af fossile brændstoffer og kunne se perspektiverne i dansk energieksport. Desværre fremgik det ikke, hvem der hørte til de to grupper, bortset fra Thor Pedersen. [78]

Dagen efter kunne B.T. til gengæld præsentere en tilsvarende opdeling af ministrene i ”den grønne fløj” og ”den sorte fløj” men på et temmelig overfladisk grundlag. ”Den grønne fløj” bestod ifølge B.T. af Anders Fogh Rasmussen, beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) og Connie Hedegaard. Rasmussen pga. hans udtalelse om, at andelen af VE skulle stige til 30-35 % i 2025. Og Hedegaard pga. hendes status som miljøminister samt et interview i Søndagsavisen i begyndelsen af oktober, hvor hun havde udtalt, at hendes arbejde i de sidste to år bl.a. havde bestået i at få Fogh til at komme med sine aktuelle udmeldinger.

”Den sorte fløj” bestod af Thor Pedersen, Flemming Hansen, skatteminister Kristian Jensen (V) og Bendt Bendtsen. Pedersen fordi han i 2005 havde sendt et brev til de øvrige ministre, hvor han erklærede sig som ”stor modstander af enhver energi- og klimapolitik, der kostede penge”. Anonyme kilder hævdede desuden, at han var manden, der havde forsinket den nye energiplan. Jensen fordi han angiveligt men uden kildeangivelse ønskede et stort forbrug af naturgas frem for halm og affald til afbrænding, da gassen gav afgiftsindtægter og et lavere forbrug af gas således hindrede skattelettelser (!) Og Bendtsen fordi han ifølge B.T. hellere ville bruge penge på mere forskning og udvikling end på mere VE. [79] Dybere stak analysen ikke.

I Jyllands-Posten betragtede Anne Mette Svane og Dorte Ipsen Boddum kursskiftet som forårsaget af to forskellige udviklinger indenfor Venstre hhv. det Konservative Folkeparti. Hos Venstre betød den internationale udvikling og ikke mindst den amerikanske præsident George W. Bushs påståede begyndende opblødning på klimaspørgsmålet, at Anders Fogh Rasmussen blev mindre afvisende overfor området end tidligere – ikke mindst fordi området også var af sikkerhedspolitisk betydning. [80] Samtidig var bevidstheden om de høje eksportindtægter fra energiteknologien begyndt at vinde indpas hos Venstrefolk i almindelighed. Og Claus Hjort Frederiksen havde ifølge ikke nærmere præciserede meningsmålinger opdaget, at flere og flere vælgere var begyndt at interessere sig for miljøspørgsmål, og her havde regeringen en blottet flanke, der måtte lukkes. Hos det Konservative Folkeparti var motiverne langtfra så beregnende. I stedet var der tale om et sammenstød mellem den hidtidigt dominerende linie og en ny og mere miljøbevidst konservatisme i form af Connie Hedegaard. Svane og Boddum anså endda de interne tovtrækkerier om regeringens nye energiplan for at være det første tegn på en konservativ magtkamp mellem Connie Hedegaard og Lene Espersen om, hvem der skulle efterfølge Bendt Bendtsen som partileder. Bendtsens modstand mod et ambitiøst udspil skyldtes angiveligt, at et sådant ville styrke Connie Hedegaards position unødigt. Hans hidtidige modstand mod forpligtende målsætninger overflødiggør dog sådanne taktiske overvejelser som forklaring.

Trods kritikken af den nye energiplans ambitionsniveau var den ifølge Svane og Boddum ”kulminationen på flere måneders slagsmål” i regeringen, og langt mere ambitiøs end det tidligere nævnte udspil, som Anders Fogh Rasmussen havde kasseret før jul, og hvor Thor Pedersen og Bendt Bendtsen havde trukket i, hvad de to journalister betegnede som ”den moderate retning”, dvs. ingen plan overhovedet. Svane og Boddum anså statsministerens nye kurs for at markere et betydeligt politisk skifte, som de ligefrem kaldte Foghs ”økologiske omvendelse”. Et bombastisk udtryk, når man tager i betragtning, at kursskiftet trods alt var meget beskedent, og statsministeren ikke havde taget del i debatterne om energipolitik og -forskning indtil da. [81]

I en anden artikel, der fokuserede på den interne uenighed i regeringen om biobrændsel, mente Boddum, at kampen stod mellem hovedparten af Venstre, der ønskede at give støtte til førstegenerationsbiobrændstof af hensyn til landbruget, og Konservative, der ligesom de to Venstreministre Thor Pedersen og Kristian Jensen frarådede dette, da der ikke kunne påvises nogen mærkbare miljøgevinster og det derfor var bedre at yde støtten til andengenerationsbiobrændstof. Kompromisset blev, at der blev afsat 200 mio. kr. til forskning i andengenerationsbrændstof, men samtidig åbnet mulighed for, at også førstegenerationsbrændstof kunne opnå støtte, hvis det kunne dokumenteres, at de konkrete projekter gav miljøgevinster. Boddum vurderede også, at der var opstået en alliance mellem Connie Hedegaard og den nye ”grønne” Anders Fogh, på bekostning af Thor Pedersen og Bendt Bendtsen. Den udslagsgivende faktor havde været, at Claus Hjort Frederiksen havde erklæret sig som fortaler for miljøet, især af hensyn til vælgerne. Heller ikke denne artikel kom dog ind på, om der kunne påvises noget skift i vælgernes interesse for miljøspørgsmål. [82]

[75] Pol. 13. september 2006, indland, s. 8: ”Gradvis klimaændring hos statsministeren”.
[76] DR P1, Miljømagasinet: ”Borgerligt nybrud i miljøpolitikken” 13. oktober 2006.
http://www.dr.dk/P1/Miljoemagasinet/Udsendelser/2006/10/11091624.htm
[77] WA 5. januar 2007, 1. sektion, s. 1: ”Vinden er vendt” samt Pol. 12. januar 2007, indland, s. 4: ”Hvor meget ny energi vil Fogh give miljøet?”.
[78] Ber. 16. januar 2006, 2 sektion, magasin, s. 11: ”Regering med to energiprofiler”.
[79] B.T. 17. januar 2007, 1. sektion, s. 22: ”Klimaet splitter Foghs regering”.
[80] Dette underbygges af statsministeren selv, idet han ved præsentationen af den nye energiplan udtalte: ”Jeg har lagt meget vægt på, at vi har set det her i en sikkerhedspolitisk sammenhæng. Det står klarere og klarere for mig, at energipolitik er blevet en del af udenrigs- og sikkerhedspolitikken. Der er politisk ustabile lande, som misbruger energivåbenet som led i udenrigs- og sikkerhedspolitikken”. Kristeligt Dagblad 20. januar 2007, s.2: ”Om 100 år er sol og vind inde”.
[81] JP 28. januar 2007, indblik, s. 9: ”Foghs forvandling”.
[82] JP 20. januar 2007, jp, s. 4: ”Grønt slagsmål i regeringen”.