Konklusion og perspektivering
Det er en kompleks opgave at vurdere additionaliteten i projektbaserede CO2-kompensationstilbud. Adskillige uafhængige undersøgelser af de hidtidige projekter tyder på, at kontrolmekanismerne i det nuværende CDM-system endnu ikke er i stand til at give en særligt høj sandsynlighed for additionalitet. Dette er et væsentligt problem, da CDM er den toneangivende standard på kompensationsmarkederne.
Mere præcise retningslinier og skærpede krav virker umiddelbart som indlysende bud på, hvordan standarden kan forbedres. De rummer dog også en vis risiko for, at øgede omkostninger ved kompensationsprojekterne vil afskrække så mange virksomheder fra at benytte sig af dem, at det opvejer de additionalitetsgevinster, som ellers måtte følge af forbedringerne. Men det er svært at sige, hvor grænsen i givet fald går, og det virker oplagt at løse dette mulige problem ved at øge de nuværende og ret spinkle CDM-institutioners budget og medarbejderstab. Det kræver selvfølgelig den fornødne politiske vilje hos COP-landene, og handler derved også om, hvor stor interesse offentligheden har for spørgsmålet i det hele taget.
Trods svaghederne ved CDM og det bagvedliggende kvotehandelssystem gør inertien i de internationale politiske beslutningsprocesser, at systemet sandsynligvis også får en central placering i de globale klimastrategier efter 2012. Man kan let opstille teoretiske alternativer til kvotesystemet og dermed også den eksisterende CO2-kompensation, men i praksis bliver alternativerne enten blokeret af COP-landenes modstridende interesser, eller vil tage adskillige årtier at forhandle på plads. Da klimaproblemerne vil udvikle sig over en periode på flere århundreder, er det dog stadig fornuftigt at fremme forskellige alternative klimastrategier og redskaber, som er mere effektive end kvotesystemet, og hvor CO2-kompensation bliver begrænset mest muligt. Men man skal være forberedt på, at politikudviklingen kan tage meget lang tid, og at udfaldet af fremtidige internationale forhandlinger er svært at forudse.
Hvis man som offentlighed ønsker at fremme en effektiv klimaindsats i mellemtiden, er det derfor nødvendigt både at fremme mere målbare og sikre lokale begrænsninger i udledningen af drivhusgasser, end kompensationsprojekterne er i stand til at sandsynliggøre, og arbejde for at fremme forbedrede standarder og finansieringsmuligheder for de CO2-kompensationstilbud og tilhørende projekter, som mange virksomheder og forbrugere under alle omstændigheder vil benytte sig af, så længe den politiske opbakning er så massiv, som det er tilfældet. På baggrund af de kilder, jeg har gennemgået i denne undersøgelse, kan man opstille en række tommelfingerregler:
1. Selvom projektbaseret CO2-kompensation i modsætning til f.eks. ordinære CO2-kvoter giver en direkte økonomisk forbindelse mellem tilbud og projekt, er det også vigtigt at forholde sig til
- om pengene går direkte til et enkelt projekt eller til en pulje, samt
- om den reelle CO2-kompensation som minimum modsvarer den udledning, som et givent tilbud skal kompensere for. Ellers risikerer man blot at give utilstrækkelige “almisser” til projekterne eller at prisudviklingen på f.eks. CDM-kvoter undergraver finansieringen.
2. Der findes en række procedurer for kompensationsprojekter, men ingen af dem kan sikre eller erstatte den kombination af “sund fornuft” og forholdsvist omfattende research, som er nødvendig, hvis man skal nå en høj sandsynlighed for additionalitet. Den vigtigste certificeringsstandard, CDM, virker endnu ikke særligt effektiv, og de fleste andre standarder er på samme niveau eller ringere. Gold Standard fremstår p.t. som den mindst ringe, især fordi den på forhånd afviser en række problematiske projekttyper. Endnu findes der dog kun et lille antal GS-projekter, og det er derfor endnu ikke muligt at lave en meningsfuld statistik på disse, sådan som man kan på CDM. Når det gælder arealanvendelse (skovrejsning, hindring af skovfældning, plantagedrift, landbrug, m.v.), findes der en række specialiserede standarder, der kan afhjælpe manglerne i hovedstandarderne, men dette modvirkes af, at de fleste projekter på dette område handler om biologisk CO2-lagring.
3. Alt andet lige virker det sikrere at investere i projekter, der skal hindre udledning af de ”mildere” drivhusgasser (energieffektiviseringer, vedvarende energi, bedre arealudnyttelse) end i projekter, der skal reducere udledningen af kraftige gasser såsom HFC, eller binde allerede udledt CO2 via skovrejsning og -bevaring, biochar eller CCS. Det er uvist, om disse teknologier har potentiale til at binde CO2 i den samme mængde, som der findes i reserverne af fossile brændstoffer, og det taler for at give udledningerne førsteprioritet. Dertil kommer problemerne med at sikre, at bundet CO2 bliver, hvor den er, så additionaliteten ikke forsynes med en uønsket udløbsdato. Det gælder især ved skovrejsning men kendetegner al CO2-binding i større eller mindre grad.
4. Man bør altid undgå projekter, der har ”enten-eller”-karakter, befinder sig i politisk fastlagte rammer (f.eks. ved at indgå blandt målsætningerne i en femårsplan), eller finder sted i lande, hvor det ikke er muligt at få de nødvendige oplysninger om lokale energisystemer m.v. Det gælder også, selvom der er tale om vedvarende energi og/eller teknologi i mindre skala. Ikke mindst Kina er på mange måder et problematisk værtsland for CDM og CO2-kompensationsprojekter i det hele taget.
5. Det er uklart, hvor stor en forskel “programmatisk CDM” vil gøre i fremtiden. På den ene side kan det måske forny CDM-konceptet, og har næppe de samme problemer med bestemte projekttyper som traditionel CDM. På den anden side stiller programmatisk CDM høje krav til myndighederne i værtslandet, vil forudsætte et nyt og omfattende sæt af retningslinier, og kræver den samme omfattende viden om lokale årsagssammenhænge som alle andre projekter.
Derudover er kvotemarkederne og de hidtidige erfaringer med CO2-kompensation endnu nye, og langtfra alle aspekter er undersøgt til bunds. Konklusioner om projektbaseret CO2-kompensation skal derfor altid behandles med et særlig forbehold for fremtidige undersøgelser, og det er især vigtigt at være opmærksom på lokale forhold, der kan påvirke de enkelte projekters additionalitet.
Projektbaseret CO2-kompensation stiller offentligheden i et dilemma, hvis den vil fremme en effektiv klimaindsats. På den ene side er det let at argumentere imod konceptet i det hele taget. De mange additionalitetsproblemer gør, at bidrag til kompensationsprojekter altid vil være en ringere løsning end at nedbringe sin egen udledning af drivhusgasser eller arbejde for mere effektive politiske løsninger. På den anden side er det vigtigt at sikre så effektive standarder og finansieringsmuligheder som muligt for den fremtidige CO2-kompensation, da den sandsynligvis vil få endnu større betydning for de internationale klimastrategier i løbet af det næste tiår.