Finansieringsspørgsmål
Hvis man skal vurdere effekten af et givent CO2-kompensationstilbud, er det vigtigt ikke kun at se på det tilhørende projekt i sig selv. Finansieringen risikerer nemlig at få en stærkt begrænset effekt, hvis en uforholdsmæssigt stor del af pengene bruges på administration, havner i fælles kasser og kanaliseres ud til mange forskellige klimaprojekter af varierende kvalitet, eller indgår i finansieringsmodeller, hvor der ikke er nogen direkte økonomisk forbindelse til de konkrete projekter. Ingen af de eksisterende certificeringsstandarder forholder sig til disse spørgsmål, og der er endnu ikke lavet nogen undersøgelser af, hvor stor betydning “slørede” finansieringsveje har for effekten af CO2-kompensationstilbud generelt.
Ombudsmanden i Danmark har fastslået, at konkrete påstande i miljømarkedsføring altid skal kunne dokumenteres, [65] men lovgivningen stiller endnu ingen særlige krav om en direkte sammenhæng mellem kompensationstilbud og -projekter. [66] Adskillige af tilbudene på det danske marked er baseret på indirekte finansiering, især via køb af ordinære CO2-kvoter, mens markedet for “grøn el” domineres af tilbud, der bygger på køb af VE-certifikater. Disse lider dog af det problem, at forbindelsen mellem merprisen og de CO2-reduktionsprojekter, som den muligvis går til, er svær at påvise i praksis. [67]
Når det gælder ordinære CO2-kvoter, er billedet endnu mere tåget. Som kunde bidrager man her kun til en meget beskeden og udokumenterbar påvirkning af det samlede internationale kvotehandelssystem. Ideen er at opkøbe CO2-kvoter og få dem annulleret, således at de ikke kan bruges af andre virksomheder til at udlede en tilsvarende mængde CO2 i den aktuelle kvoteperiode. Samtidig vil færre kvoter på markedet alt andet lige øge prisen på de resterende og dermed gøre det mere attraktivt at investere i CO2-reducerende løsninger i stedet for at købe nye kvoter. I praksis mangler der dog redskaber til at vurdere, hvorvidt et CO2-reduktionsprojekt i en given virksomhed helt eller delvist skyldes et mersalg af CO2-kvoter til annullering. [68]
For at kunne vurdere additionaliteten i et givet CO2-kompensationstilbud, er det nødvendigt samtidig at kunne vurdere de konkrete projekter, som tilbudet i sidste ende bygger på. Det er noget lettere ved projektbaseret CO2-kompensation, men også her er der faldgruber. Således spreder en række mellemforhandlere pengene på en række vidt forskellige projekter med varierende grad af additionalitet. CO2-kompensation består hos Climate Neutral Group i et “standard carbon credit mix”, hvor pengene fordeles ligeligt mellem
1) skovrejsningsprojekter, for øjeblikket et enkelt projekt, der handler om regnskov på den malaysiske del af Borneo, og
2) blandede CO2-reduktionsprojekter i øvrigt: vindmøller i det Indre Mongoliet og Indien, vandkraft i Kina, et projekt med ovne til madlavning i Sydafrika samt et biomasseprojekt i Brasilien, alle certificeret efter VCS. [69]
Ganske vist nævner virksomheden i sin seneste årsrapport, at den arbejder på at give kunderne bedre muligheder for selv at vælge, hvilke konkrete projekter de vil investere i, [70] men denne mulighed fremgår endnu ikke af Climate Neutral Groups hjemmeside.
5.1. Omfangsproblematikken
Et muligt mål for et tilbuds effektivitet er, hvor stor en andel af merprisen for et tilbud, der går direkte til de CO2-kompenserende projekter. Climate Neutral Group oplyser, at pengene til deres projekter generelt fordeler sig på 60 % til egentlige projektomkostninger, 22 % til lønninger, 9 % til marketing og resten til kontorhold og andre udgifter. [71] Atmosfair reklamerer med en målsætning om at holde administrations- og PR-omkostninger nede under 20 % af de indkomne kompensationsbidrag. De levede op til dette i 2007, hvor hele 95 % af bidragene gik til projekter eller blev opsparet til senere projektbrug. [72] Kollmuss påpeger dog, at man ikke nødvendigvis får mere CO2-kompensation for pengene ved at investere i de projekter, hvor den højeste andel af budgettet går til projekterne selv. Udgifterne kan opgøres på meget forskellige måder, og nogle projekttyper kræver mere administration end andre. [73]
Et større problem er, at der ikke nødvendigvis er nogen sammenhæng mellem kundens egen CO2-udledning og den CO2-reduktion, der kommer ud af et bidrag til et givent projekt. Problemstillingen har især været iøjnefaldende indenfor flyselskabernes kompensationstilbud, da der er mange faktorer, der afgør klimabelastningen fra flyrejser. [74] Et eksempel er selskabet Star Tours 5+5-tilbud, hvor man som kunde kan vælge, om man vil donere 5 kr. til Atmosfairs projekter, uanset hvor lang en flyrejse man bestiller. [75] Beløbet bliver derpå fordoblet til 10 kr. af TUI Nordic og investeret i Atmosfairs GS-projekter, men set i forhold til Atmosfairs egen beregning er dette bidrag rent symbolsk. Selv en flyrejse mellem København og Billund vil ifølge deres online-beregner medføre en udledning af 60 kg. CO2 pr. person, hvilket ifølge Atmosfair selv koster 6 € (ca. 30 kr.) at få kompenseret via deres projekter. [76]
Men uanset hvem der tilbyder projekterne, er det afgørende, at der findes en gennemskuelig forbindelse mellem omfanget af ens egen udledning af drivhusgasser i forbindelse med en given aktivitet, omfanget af den tilbudte CO2-kompensation (som mindst skal matche den oprindelige udledning) og den finansiering, der fungerer som bindeled imellem de to. I modsat fald kan det godt være, at projektet isoleret betragtet giver additionelle CO2-reduktioner – men det gør kompensationstilbuddet som helhed ikke.
5.2. Empirisk kritik af projektfinansiering
Schneider redegør for en såkaldt Delphi-meningsmåling om CDM, som det tyske Öko-institut har foretaget blandt 800 eksperter, her defineret som personer fra myndigheder, NGO’er, virksomheder samt konsulent- og forskningsverdenen med flere års praktisk erfaring med CDM. [77] 71 % af de adspurgte svarede ja til spørgsmålet “Many projects would also be implemented without registration under the CDM”, hvilket dog ikke blev fulgt op med spørgsmål om, hvorvidt de personligt havde negative erfaringer med bestemte projekter eller projekttyper. Det var heller ikke tilfældet med spørgsmålet “In many cases, carbon revenues are the icing on the cake, but are not decisive for the investment decision”, som hele 86 % svarede ja til. [78]
Til gengæld findes der en række uafhængige undersøgelser af projekter, der på den ene side er blevet godkendt, men hvor CDM-bidragene på den anden side ikke har haft betydning for deres udførelse. Eksempelvis refererer Schneider til Ellis (Overcoming barriers to clean development mechanism projects), som er enig i, at CDM-bidraget mest er “glasur på lagkagen” i en række tilfælde. Kilden er en sammenligning af 23 udvalgte CDM-projekters genererede CO2-kreditter og noget højere investeringsomkostninger. [79]
Schneider omtaler desuden en evaluering af 52 indiske CDM-projekter (beskrevet i Michaelowas Additionality determination of Indian CDM projects). Den nåede frem til, at i hvert fald to projekter med sikkerhed ikke var additionelle, og at 5 ud af 19 nærmere undersøgte projekter nok burde have været afvist.
Således fik Jindal South West Steel godkendt finansieringen af en beholder til opsamling af gas til elektricitetsproduktion på et af selskabets kraftværker. Ifølge Michaelowa skyldtes godkendelsen imidlertid kun en valideringsrapport, som dels fejlvurderede, om kraftværket havde økonomiske incitamenter til selv at investere i beholderen, dels hævdede, at “komplekse teknologiske problemer” skulle løses, før gassen kunne bruges til at fremstille elektricitet på kraftværket. Til trods for at beholderen var en lavteknologisk indretning, og værket netop var bygget til at håndtere afbrænding af genbrugsgas.
I et andet område af Indien var vindenergi så økonomisk attraktiv, at en projektudvikler, Bajaj Auto, fik afslag på sin ansøgning om at bruge den som basis for et CDM-projekt – men tilsyneladende kun fordi virksomhedens offentligt tilgængelige årsrapport i forvejen havde pralet med indtjeningsmulighederne uden at nævne noget om CDM. Andre vindkraftprojekter i området var blevet godkendt efter CDM, selvom de fungerede på samme vilkår som det beskrevne. [80]
CDM-kvoter byder på endnu et uforudsigeligt element, idet priserne svinger op og ned i takt med efterspørgslen. Lohmann omtaler en undersøgelse af seks CO2-reduktionsprojekter i Brasilien, som alle bestod af forskellige plantager, der producerede gummi, teaktræ, eucalyptus og forskellige palmetyper. Her viste det sig at være umuligt at sige, hvor mange af dem der bød på additionelle CO2-besparelser, og vurderingen af deres effekt kunne i nogle tilfælde svinge med op til flere hundrede procent. I nogle af de undersøgte cases havde udsving i kvotepriserne stor betydning, bl.a. fordi en lav kvotepris betød, at det økonomisk set bedst kunne betale sig at opgive projektet. [81]
Den aktuelle finanskrise har betydet et generelt fald i vækstraterne, hvilket har medført en lavere CO2-udledning pga. mindsket produktion. Dermed er priserne på de enkelte CO2-kvoter også dalet, da der ikke har været det samme behov hos de større virksomheder for at købe sig til ekstra udledningstilladelser. [82] Endnu har det ikke kunnet mærkes på antallet af ansøgninger om at starte CDM-projekter, men bl.a. Point Carbon frygter, at finansieringen af dem på længere sigt risikerer at stagnere som følge af krisen. Alene dette gør, at f.eks. faste tilskud til bestemte projekter vil give større sikkerhed for, at man får tilstrækkelig CO2-kompensation for pengene, end hvis man bidrager til projekterne gennem køb af CDM-kvoter. [83] I hvert fald i krisetider.
Både Lohmann og Erion kritiserer i øvrigt et sydafrikansk GS-/CDM-projekt i Kuyasa. Her blev i første omgang 10 huse indrettet som lavenergihuse med lavenergipærer, solvarmeanlæg og isolerede lofter, hvorefter yderligere 2.000 huse skulle gennemgå samme forbedringer. Projektet havde stor opbakning blandt de lokale beboere, men det antal kreditter, som projektet kunne generere, var så lavt, at CDM-finansieringen kun kunne dække 20 % af omkostningerne. Resten endte med at blive dækket af Sydafrikas miljø- og turistministerium (12,4 millioner Rand), mens provinsen Western Cape brugte 4 millioner og det franske elselskab Electricité de France 450.000. Som eksempel på, hvad man kan opnå via CDM eller Gold Standard betragter Erion det derfor som en fiasko. [84] Også Lohmann fremhæver Kuyasa-projektet, men hævder, at det er det eneste CDM-projekt, han kender, der rent faktisk har ført til additionelle CO2-besparelser, selvom den manglende finansiering også ifølge ham viser svagheden ved CO2-kompensation. [85] Hvorfor de 2.000 huse skulle betragtes som en helhed, og hvorfor projektet ikke kunne neddrosles til f.eks. kun at omfatte 400, melder historien dog ikke noget om. Kuyasa-projektet virker derfor ikke som et særligt overbevisende eksempel på ”mislykket CDM”.
5.3. Delkonklusion
I en række tilfælde er CDM-projekter blevet godkendt, selvom det er eller var sandsynligt, at det økonomisk set kunne betale sig at indlede dem under alle omstændigheder. Den største udfordring i forhold til finansieringen af CO2-kompensation generelt er dog, at der kun findes certificeringsstandarder for selve projekterne, ikke for tilbudene. De fleste led i finansieringskæden ligger uden for såvel standardernes som markedsføringslovgivningens “synsvidde”, og det er overladt til udbyderne og kunderne selv at forholde sig til de følgende problemstillinger:
1) Hvis pengene indgår i en pulje, hvor man ikke kan kontrollere, præcist hvilke midler, der går til hvilket projekt, svækkes additionaliteten i tilbuddet i samme omfang, som puljen finansierer projekter med tvivlsom additionalitet.
2) Hvis en uforholdsmæssigt stor del af pengene bliver spist af administration m.v., risikerer det ligeledes at svække additionaliteten. I praksis er det vigtigste spørgsmål her dog ikke nødvendigvis, hvor stor en andel af et kompensationsbidrag, der går direkte til det tilknyttede projekt…
3) – men derimod om udbyderen kan garantere, at den (sandsynlige) reduktion i drivhusgasser, som følger af et givent tilbud, er mindst lige så stor som den mængde udledt CO2, som tilbuddet lover at kompensere for i første omgang. En ineffektiv brug af pengene vil ikke nødvendigvis svække additionaliteten i det enkelte tilbud, men risikerer til gengæld at gøre det så dyrt, at kunderne bliver skræmt væk.
4) Det samme problem risikerer at opstå, hvis man antager, at købet af hver CDM-kvote automatisk fører til en besparelse på 1 ton CO2. Kvotepriserne påvirkes af internationale konjunktursvingninger, og det har igen konsekvenser for, hvor store beløb CDM-baserede kompensationstilbud egentlig overfører til projekterne.
[65] Se f.eks. Ingeniøren 22. juni 2009: “Ombudsmand: Statoil slettede usikkerhed om biobenzin”,
http://ing.dk/artikel/99655-ombudsmand-statoil-slettede-usikkerhed-om-biobenzin
[66] Retsinformation: “Lov nr. 1389 af 21/12/2005 (Lov om markedsføring)”.
[67] Som eksempel kan nævnes, at elhandelselskaberne Lokalenergi, NOE Energi og Nordjysk Elhandel sælger grøn el, baseret på VE-certifikater fra Vindenergi Danmark, der opkøber elektricitet fra ca. 2.000 danske vindmøller til videresalg. Vindenergi Danmark oplyser dog, at de ikke ved, om der finder nogen VE-udbygning sted som følge af certifikatsalget, og at de heller ikke bruger nogen redskaber til at måle det.
http://www.vindenergi.dk/gronstrom/dk/files/pdf/produktbeskrivelse.pdf, http://www.dkvind.dk/nyheder/290307.htm samt telefonsamtale den 2. april 2009 med Niels Dupont, direktør for Vindenergi Danmark.
[68] Eksempler på CO2-kvotebaserede kompensationstilbud er de to elprodukter CO2 Reduceret og CO2 Neutral, man kan købe hos selskabet Modstrøm, samt Natur-Energis CO2 FRI. Her opkøbes ordinære CO2-kvoter til annullering i et omfang, der modsvarer udledningen fra kundernes elforbrug; i CO2 Reducerets tilfælde dog kun en fjerdedel af forbruget. (http://www.modstroem.dk/forside_produkter.aspx?ides=4aaae736-a6ff-4b9f-ae4a-f3fdc15a9cd0 samt
http://natur-energi.dk/produkter/co2-fri) Ingen af selskaberne kender til redskaber, der kan måle eventuelle effekter af kvotesalget. (Mail modtaget den 10. maj 2009 fra Anders Millgaard,
[69] Uddybende information om alle projekterne kan findes på http://www.climateneutralgroup.com/
[70] Climate Neutral Group, s. 26.
[71] Climate Neutral Group, s. 51.
[72] http://www.atmosfair.de/index.php?id=102&L=3
[73] Kollmuss, s. 43.
[74] Flyselskaberne bruger forskellige standardiserede beregningsmodeller, der oftest sætter mængden af udledt CO2 pr. km. meget lavt, da de ikke medregner den øgede påvirkning som følge af, at udledningen finder sted i stor højde, at også NOx, ozon og flyenes kondensstriber bidrager til påvirkningen, at mellemlandinger somme tider medregnes og somme tider ikke, osv. Se f.eks. EcoBusinessLinks.
[75] Star Tour: “Du giver lidt, vi giver lidt” på http://www.startour.dk/Nederst-paa-siden/Rejs-miljoevenligt/Rejsmiljoebevidst/Klimabidrag-5--5/
[76] https://www.atmosfair.de/index.php?id=5&no_cache=1&L=3 Om de 6 € præcist fører til additionelle reduktioner, svarende til 60 kg. CO2, er et andet spørgsmål.
[77] Cames, s. 72-76.
[78] Cames, s. 98.
[79] Schneider, s. 40-41 samt Ellis, s. 14-15.
[80] Michaelowa 2007, s. 10-13.
[81] Lohmann, s. 144-145 + 210 samt van Vliet, s. 152.
[82] Information 21. januar 2009: “CO2-markedets kollaps rammer u-landsprojekter”, http://www.information.dk/180201
[83] Point Carbon 22. september 2008: “All good things come to an end? The financial crisis and the primary market”, http://www.mgminter.com/pdfs/news/new/SEP_2008_Point%20Carbon.pdf
[84] Erion, s. 42-47.
[85] Lohmann, s. 297-302.