Fremgangsmåde og valg/fravalg af kilder
Selvom CO2-kompensationsprojekter ikke nødvendigvis har noget at gøre med det internationale CO2-kvotehandelssystem, fylder systemet alligevel meget i min undersøgelse, da det omfatter hovedparten af de projekter, som iværksættes på verdensplan. Clean Development Mechanism dominerer markedet for kompensationsprojekter i ulandene, hvilket jeg beskriver nærmere i afsnit 4.
Jeg vil derfor indlede med kort at redegøre for debatten om, hvor hensigtsmæssigt det internationale kvotehandelssystem er ud fra en overordnet additionalitetsbetragtning. Derefter præsenterer jeg CDM/JI og de konkurrerende eller afledte certificeringsstandarder med udgangspunkt i rapporten Making Sence of the Voluntary Carbon Market (2008). [9]
Ved at anvende den “brede” definition på additionalitet, får jeg inddraget forskellige faktorer, som kan have stor indvirkning på, om et kompensationstilbud bidrager med additionalitet eller ej, men alligevel ikke er omfattet af standarderne. Jeg har udvalgt tre emner med særlig betydning, som jeg vil diskutere i denne rækkefølge:
1) Finansieringen. Først præciserer jeg forskellen mellem direkte projektbaseret finansiering og indirekte finansiering af projekter, hvor det ofte er vanskeligt eller umuligt at vurdere effekten, eller om der overhovedet er noget projekt. Derefter diskuterer jeg den økonomiske sammenhæng, som tilbuddene og de tilhørende projekter indgår i, hvilken betydning den har for additionaliteten, og hvilke led i finansieringskæden, der ligger indenfor certifikationsstandardernes “synsvidde”.
2) Projekttyperne. Her kommer jeg ind på debatten om, hvorvidt der findes projekttyper, som pr. definition ikke kan leve op til additionalitetskravet. Debatten på dette område handler primært om CO2-binding og kun i meget begrænset omfang om reduktioner i CO2-udledning. Især skovrejsning og -bevaring er undersøgt og kritiseret meget grundigt, men også emner som geologisk CO2-lagring (Carbon Capture and Storage) og biochar fylder i debatten.
3) Additionalitetskontrollen indenfor CDM. Der findes en række empiriske undersøgelser af, hvordan forskellige CDM-projekter har virket i praksis. Den mest omfattende er det tyske Öko-Instituts Is the CDM fulfilling its environmental and sustainable development objectives? (2007), der er udarbejdet for Verdensnaturfonden, undersøger 93 tilfældigt udvalgte CDM-projekter blandt de 768 projekter, der var registreret den 18. juli 2007, og henviser til flere andre relevante undersøgelser. Udover finansieringsproblematikken kan også den politiske kontekst i værtslandene og manglen på pålidelige data være en hindring for additionalitet. I forlængelse heraf kommer jeg ind på debatten om, hvordan CDM kan udvikles i fremtiden, og om det vil betyde, at offentligheden får øget sikkerhed for, at projekterne rent faktisk virker.
Som kilder anvender jeg standardernes egne retningslinier samt udvalgte evalueringsrapporter om konkrete projekter og de forskellige projekttypers ulemper og forbedringsmuligheder. Bortset fra nogle få opklarende kommentarer, jeg har modtaget fra danske virksomheder, er alle kilderne offentligt tilgængelige på internettet eller i bogform. I diskussionen og noteapparatet betegner jeg for nemheds skyld rapporterne med deres (første) forfatters efternavn.
En begrænsning i min fremgangsmåde er, at mine konklusioner er afhængige af de eksisterende undersøgelser og deres kvalitet. De kritiske “midtvejsevalueringer” stammer primært fra uopfordrede tredjeparter i form af NGO’er. På den ene side betyder det, at kritikken er økonomisk uafhængig af de involverede aktører i CDM-projekterne. På den anden side kan NGO’erne have en interesse i at overdrive problemer ved de enkelte projekter, som følge af deres ofte kritiske grundholdning til kvotehandelssystemet og CO2-kompensation generelt. Ikke desto mindre findes der adskillige godkendte CDM-projekter, hvor NGO-rapporterne argumenterer overbevisende for, at der alligevel er additionalitetsproblemer.
En lignende begrænsning består i, at der stadig findes blinde vinkler i de nævnte undersøgelser, som primært forholder sig til de eksisterende standarder og projekter, men ikke kommer hele vejen rundt omkring CDM og dets afledte effekter eller kvotemarkedernes funktionsmåde. F.eks. findes der endnu ikke systematiske undersøgelser af, hvor stor betydning CO2-kompensationstilbud generelt har for finansieringen af de projekter, der befinder sig i kædens anden ende. Jeg er heller ikke stødt på undersøgelser af, om det har nogen konkret betydning, når et projekt påvirker antallet af tilgængelige CO2-kvoter ved at blive udført som CDM/JI i stedet for at blive certificeret efter en af de frivillige standarder.
Det er vigtigt at holde sig for øje, at mine generelle konklusioner ikke siger noget om, hvorvidt bestemte konkrete tilbud på f.eks. det danske marked virker eller ej. En sådan vurdering vil kræve en gennemgang af de enkelte cases og tilgængeligheden af de nødvendige data. Min undersøgelse vil dog godt kunne bruges i sammenhæng med sådanne gennemgange, da jeg identificerer de vigtigste standpunkter i debatterne om additionalitet og samtidig netop afklarer, hvor standarderne har blinde vinkler.
Hvis man som del af offentligheden ønsker at trække kvotehandelssystemet i en bestemt retning eller erstatte det med andre klimastrategier ad politisk vej, vil det også være relevant at undersøge de politiske beslutningsprocesser på internationalt plan, og de tovtrækkerier og kompromisser, der skyldes regeringernes forskellige tilgange og interesser i forhold til klimaproblemet. [10] Dette falder dog udenfor undersøgelsens mål.
[9] Kollmuss.
[10] Arler giver en overordnet beskrivelse af de argumenter, som forskellige stater bruger i de internationale forhandlinger om reduktion af drivhusgasser (Arler, s. 245-266). Se også Grubb, som gennemgår de konkrete interessemodsætninger mellem de lande, der deltog i forhandlingerne om Kyoto-protokollen (Grubb, s. 27-36).