"Vi lader markedet bestemme"

"Vi lader markedet bestemme"
En uuddybet henvisning til ”markedet” var et hyppigt anvendt argument for nedskæringerne, især fra Bendt Bendtsen og i endnu højere grad fra Flemming Hansen. Også flere af Venstres ordførere har anvendt markedet som argument, men fra tid til anden med lidt mere detaljerede begrundelser.

Da regeringen i 2002 ophævede elselskabernes pålæg om havvindmølleparker, [1] skrev Information-journalisten Ebbe Sønderriis en kritisk artikel. Her citerede han EU-kommissionen for at anbefale at indregne miljømæssige omkostninger i EU-landenes afgiftssystemer. Problemet var bare, at Bendt Bendtsen traf sine beslutninger om havvindmøller på grundlag af beregninger, der kun inddrog de forventede direkte markedspriser på den producerede el. Hverken miljøomkostninger eller gevinsten ved evt. at sende opførelsen af parkerne i udbud var regnet med. [2]

I 2005 udgav regeringen så Energistrategi 2025 med tilhørende baggrundsrapport. Den bestod fortrinsvis af en blanding af fremskrivninger af aktuelle tendenser indenfor energipriser, efterspørgsel m.v. og en gennemgang af forskellige teknologityper, der i fremtiden kunne have potentiale indenfor elforsyning, transport, osv. De forskellige faser i udviklingen af ny teknologi og markedets mulige funktion i disse optrådte kun meget kortfattet og stort set uden nogen overvejelser om muligheden for at korrigere markedet via lovgivning eller støtteordninger. Til trods for at strategien citerede det Internationale Energiagenturs World Energy Outlook 2004 for, at ”…hastigheden af den teknologiske udvikling og produkternes indtog på markedet er nøglespørgsmålet i forhold til at gøre det globale energisystem mere økonomisk, socialt og miljømæssigt bæredygtigt på sigt. Og at regeringerne allerede i dag må fremskynde denne proces.” [3]

Udbygning af VE kunne ifølge Energistrategi 2025 ske ad to veje: Enten via en ”markedsstrategi”, hvor overgangen skete automatisk i takt med stigende energipriser og/eller dyrere CO2-kvoter. Eller via en ”forceringsstrategi”, som rapporten klart frarådede, og bestod i at staten forsøgte at øge udbygningen i et hastigere tempo end markedsstrategiens. Det sidste ville ifølge Energistrategi 2025 skabe overhængende risici for overpriser på el og manglende mulighed for at udnytte erfaringerne med eksisterende VE-anlæg fuldt ud, da anlæggene ville blive opført alt for hurtigt – før evt. ulemper kunne opdages. [4]

Ifølge strategien burde PSO-tilskuddet til VE i teorien beregnes på grundlag af de samfundsmæssige fordele og ulemper, der lå i VE, men reelt betragtede forfatterne ikke dette som realistisk. Deres beregninger nøjedes derfor med at tage udgangspunkt i markedsprisen på den elproduktion, som VE ville kunne tilføre det nordiske elmarked plus en meget usikker værdi af betydningen for folkesundheden. De miljømæssige aspekter indgik således ikke i beregningerne, og værdien af at modvirke drivhuseffekten blev end ikke omtalt i strategiens liste over ekstra samfundsmæssige fordele, der af praktiske hensyn var udeladt. [5]

Forfatterne kom ind på en række aspekter af teknologiudvikling – bl.a. nødvendigheden af internationale netværk, hvor Danmark heldigvis var godt rustet, og udveksling af erfaringer med kommercialisering af nye teknologier, hvor Danmark også stod stærkt, selvom der endnu ikke var forsket i bl.a. demonstrationsanlæg: ”Der er registreret et klart behov for en forstærket indsats for øget demonstration”, [6] hvilket var det nærmeste, strategien kom på en kritik af eksisterende støtteforhold og ikke blev uddybet. Forfatterne gennemgik de eksisterende støtteordninger til forskning, og understregede, at demonstration og markedsmodning ikke lå inden for de eksisterende støtteformers rammer. Men uden at de kom nærmere ind på dette forhold eller konsekvenserne heraf.

Også den medfølgende Baggrundsrapport for Energistrategi 2025 var meget statisk i forhold til f.eks. Rambøll-rapporten. Den nye baggrundsrapport beskæftigede sig næsten ikke med politiske målsætninger (af gode grunde) eller reelle anbefalinger til handlemåder fra politisk side. Der fandtes en vis teknologiudvikling – det var godt. Der fandtes i Danmark og på internationalt plan en række forhold, der faciliterede dette – og det var også godt. Og andet var der ikke at sige om den sag.

Oppositionen var stærkt kritisk overfor Energistrategi 2025. Bl.a. udgav det Radikale Venstre året efter en alternativ Radikal Energiplan 2050, der bl.a. rummede følgende kritik af Energistrategi 2025: Dens antagelser om oliepriser var ikke opdateret i forhold til det Internationale Energiagenturs prognoser, der forudså en afledt effekt i form af prisfald på VE. Energistrategi 2025 havde sat værdien af forsyningssikkerheden til 0, og det samme gjaldt den nytte, som erhvervslivet måtte have af elbesparelser og VE-produktion, samt værdien af tidligere udviklet teknologi. Endelig var udledningen af CO2 undervurderet, da udvinding, raffinering og transport af olieprodukter ikke var regnet med. [7]

Omvendt lagde især Flemming Hansen klar afstand til den radikale energiplan, som også opstillede en række klare mål for udbygningen af VE i Danmark. Andelen skulle være øget til 80 % i år 2050. Hansen fandt det ”lidt pinligt”, at forfatterne overhovedet tænkte 44 år frem, for hvis man gjorde dette, kunne der jo ”være alt mulig andet” end olie og gas. I øvrigt gentog han, at regeringen ikke gik ind for ”planøkonomi” men lod markedet bestemme. Ifølge Hansen forventede regeringen (noget optimistisk), at VE ville dække 36 % af elforsyningen i 2025, men tilføjede, at det godt kunne komme meget højere op, hvis oliepriserne fortsatte med at stige.

Flemming Hansen tog også afstand fra planens forslag om en omlægning af kørsels- og registreringsafgifterne, hvilket dårligt kunne være anderledes pga. skattestoppet. Der kunne højest være tale om at ”overveje” en omlægning af registreringsafgifterne alene. Den radikale energiplan foreslog også, at den del af det øgede Nordsø-provenu, der i de kommende år skyldtes prisstigninger på olien, skulle overføres til energiforskning. Mere konkret skulle energiforskningsrammen øges fra 350 mio. kr. til 500 mio. kr. pr. år, mens demonstration og udvikling skulle have 650 mio. kr. Desuden skulle der oprettes en lånefond til VE. Flemming Hansen foretrak dog, at ekstraprovenuet skulle gå til at afvikle den danske statsgæld. Om der skulle flere penge til energiforskning eller ej, overlod han det til en arbejdsgruppe at undersøge. For spørgsmålet måtte undersøges grundigt, inden man begyndte ”at smide borgernes penge ud”. [8]

I maj 2006 stillede Socialdemokraterne et forslag om udbygning af VE samt en ”markant styrkelse af dansk energiforskning, herunder udvikling, demonstration og markedsmodning”. Under den følgende debat argumenterede Flemming Hansen for en egentlig laissez faire-kurs. Dels var han principielt modstander af at opstille nogen politiske slutmål, med den begrundelse, at det ikke var muligt at forudsige fremtiden, dels ville slutmål pr. definition være ”planøkonomi”. Og ”planøkonomi” var stadig ikke regeringens politik. Han kom dog ikke nærmere ind på, om han anså enhver form for offentlig planlægning for at være ”planøkonomi”. Lars Chr. Lilleholt (V) fulgte op. Hans argument imod det socialdemokratiske forslag var, at det ikke ville sikre en omkostningseffektiv udvikling, og at indførelsen af mere VE skulle ske på markedsvilkår, som dog ikke blev nærmere præciseret. I øvrigt gjorde Danmark det godt i forvejen.

Senere kom debatten ind på EU’s biobrændselsdirektiv, der bl.a. anbefalede medlemslandene at forsøge at lade biobrændsel udgøre 2 % af EU’s samlede brændstofforbrug til transport i 2005 og 5,75 % i 2010. Flemming Hansen roste direktivet for ikke at rumme bindende målsætninger. Også her var regeringen modstander af kvantitative delmål for bestemte teknologier, ”da sådanne delmål ikke er forenelige med kravet om mest miljø for pengene”. Til gengæld havde regeringen nedsat en arbejdsgruppe til at fremsætte forslag om styrkelse af teknologiudviklingen indenfor biobrændsel og alternative drivmidler i øvrigt. Arbejdsgruppen skulle også udarbejde et oplæg til en foreløbig fastsættelse af de danske vejledende biobrændstofmål ved udgangen af 2010. [9] Men altså stadig kun vejledende!

Ingen af de nævnte udmeldinger forholdt sig til de eksisterende evalueringer af støtten til energiforskning. Derfor virker det ikke som om regeringen havde noget egentligt ønske om at anvende det faktisk eksisterende marked eller nogen bestemt økonomisk teori som redskab. Især neo-klassisk økonomi bliver fra tid til anden kritiseret for at have en for skrivebordsteoretisk tilgang til sin omverden, således at de økonomiske modeller risikerer at komme til at hvile på forudsætninger, der ikke er opfyldt i praksis. [10] Men i dette tilfælde er der snarere tale om, at de politikere, der anbefalede ”markedet”, ikke tog udgangspunkt i nogen modeller eller teori i det hele taget. I stedet fungerede de økonomiske udtryk som ”markedet” eller ”mest miljø for pengene” som positivt ladede slagord for først nedskæringer og siden bevarelsen af status quo, når det gjaldt energiforskning, samt en direkte laissez faire-kurs på klimaområdet. Den politiske debat om energiforskningen udviklede sig på intet tidspunkt til en faglig diskussion om økonomi.

Noter

[1] I 2004 blev en række nye havvindmøller dog sendt i udbud som følge af elforliget.

[2] Inf. 11. februar 2002, 1. sektion, s. 4: ”Danmark går mod strømmen”.

[3] Energistyrelsen: Energistrategi 2025, s. 30.

[4] Ibid., s.137-146.

[5] Ibid., s. 140-141.

[6] Ibid., s. 184.

[7] Det Radikale Venstre: Radikal Energiplan 2050.

[8] Inf. 3. maj 2006, s. 6-7: ” 'Vi lader markedet bestemme' ”.

[9] FF: B 132 - 11/5 06. Se note 26.

[10] En institutionsøkonomisk kritik af neo-klassisk økonomi kan findes i f.eks. Hvelplund 2005.