Vendepunkter?

Vendepunkter?
I juli 2004 blev der i Folketinget indgået et bredt elforlig, som ifølge Jyllands-Posten indebar ”et drastisk kursskifte” på energiområdet. Økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen indtog angiveligt en mere positiv position end tidligere til statsstøttet energiforskning, hvilket fik pengene til at ”strømme hurtigere” og muliggjorde to havvindmølleparker. ”Ministeren er skiftet fra at være skeptiker og er i dag en overbevist tilhænger af at igangsætte og støtte forskning og udvikling i brintteknologi.” Om han tidligere havde været direkte modstander af støtte til forskning, fremgik ikke af artiklen. Men Svend Auken roste Bendtsen for at være vendt tilbage til den line, de foregående tre danske regeringer havde fulgt. [1] Det giver dog ingen mening at betragte elforliget som noget dramatisk vendepunkt, da regeringens syn på ”markedet” og forpligtende målsætninger forblev uændret de næste par år.

I begyndelsen af september 2006 meldte energi- og transportminister Flemming Hansen pludselig ud, at Det internationale Energiagenturs prognoser forudsagde en skræmmende afhængighed af importeret olie og gas, hvilket var forklaringen på, at nye energiteknologier blev efterspurgt over hele verden. Den danske eksport af energiteknologi var ganske vist en succeshistorie, men kunne godt blive endnu bedre, og derfor var det nødvendigt at finansiere demonstrationsanlæg, så der kunne tiltrækkes risikovillig kapital til videre udvikling. ”De senere år har tydeliggjort, at vi i dag har for lille fokus på den vanskelige og kostbare fase, hvor forskningen slipper, og den nye teknologi skal udvikles, demonstreres og afprøves i større skala med henblik på tekniske forbedringer og den efterfølgende markedsmodning.” I øvrigt passede øget støtte godt ind i regeringens planer om at leve op til EU’s Barcelona-målsætning om at bruge 3 % af BNP på forskning i 2010. Men netop fordi demonstrationsanlæg hurtigt kunne koste ”mange hundrede millioner” måtte der prioriteres hårdt mellem projekterne. [2]

Også et nyt udviklings- og demonstrationsprogram var i støbeskeen. Den konservative energipolitiske ordfører, Charlotte Dyremose, udtalte til Berlingske Tidende, at de konservative længe havde ønsket at tilføre området flere midler. [3]

Sidst på måneden erklærede regeringen, at den ville bruge 200 mio. kr. ekstra til energiforskning ”…og ikke mindst demonstration af nye energiteknologier”, hvilket ville gøre Danmark til et af de EU-lande, der brugte flest penge pr. indbygger på området. Andelen af VE skulle stige fra 15 til 25 % i 2025. Venstres Lars Christian Lilleholt udtalte, at det var et ”realistisk og realiserbart” mål, som faktisk var meget ambitiøst, mens oppositionens mere vidtgående forslag var urealistisk overbudspolitik. [4]

Lilleholt afviste samtidig, at regeringens nye kurs betød en tilbagevenden til Svend Aukens politik: ”Der bliver ikke noget med så og så mange vindmøller eller så og så mange biogasanlæg eller store tilskud. Antallet af møller osv. er ikke et mål i sig selv, selv om vi er indstillet på, at der skal etableres flere havvindmølleparker. Først og fremmest handler det om at mindske afhængigheden af olie og gas. Men Venstre er ikke forskrækket over at opstille faste mål for, hvor stor en rolle den vedvarende energi skal spille i fremtidens energiforsyning. Jeg vil ikke være forbavset, hvis det bliver 25-30 procent i 2025. Men vi vil lade markedsmekanismen styre, hvilke teknologier, der skal vinde frem, således at det er de mest konkurrencedygtige teknologier, der vinder frem. Og så vil det kræve, at vi satser meget mere på forskning og udvikling og i særdeleshed på demonstrationsanlæg. Danmark kan ikke ligge i baghjul, hvis vore forskere og virksomheder skal have mulighed for at få andel i nogle af de mange milliarder kroner, der er afsat i EU's 7. forskningsprogram. Der er sket meget med den politiske dagsorden i de sidste par uger[5]

Der var således sket et skift i retorikken omkring forpligtende målsætninger, selvom de nævnte ”faste mål” om andelen af VE var gratis, da de stort set ikke afveg fra den andel, som ville blive opnået i 2025 uden politiske redskaber. [6] En anden ændring i regeringens udmeldinger var, at hvor støttepenge tidligere kun skulle gå til ”forskning og udvikling”, var målsætningen nu justeret til ”forskning, udvikling og demonstration”.

Den 15. februar 2007 kom regeringen så med en ny energiplan En visionær dansk energipolitik 2025. Denne plan var meget kortfattet, men i modsætning til f.eks. Energistrategi 2025 indeholdt den opbakning til politiske mål. Konkret bestod de i følgende:

Anvendelsen af fossile brændsler skulle reduceres med 15 % i forhold til ”i dag” Andelen af VE skulle øges til mindst 30 % i 2025. Andelen af biobrændsel til transport skulle øges til 10 % i 2020. – og frem mod 2020 skulle midlerne til offentligt finansieret forskning, udvikling og demonstration af energiteknologi ”fordobles” til at udgøre 1 mia. kr. om året. Indledningsvist blev der afsat 50 mio. kr. til et demonstrationsprojekt for brændselsceller.

Samtidig ville der blive oprettet et nyt program for Energiteknologisk Udvikling og Demonstration (EUDP). Problemet var, at midlerne til demonstration af nye energiteknologier var for små til, at private investorer selv turde bidrage til endnu ikke markedsmodne projekter. Samtidig havde erfaringen vist, at kun ca. halvdelen af de ”fuldt støtteværdige” projekter, der søgte om midler, kunne støttes. Ideen med EUDP var at få lukket denne flaskehals. [7]

Selvom planen blev kritiseret af både oppositionen og diverse eksperter for at være alt for overfladisk og uambitiøs, [8] accepterede regeringen for første gang begrebet ”forpligtende målsætninger”, som den tidligere havde taget afstand fra. En anden interessant detalje ved planen var, at den gav udtryk for en opfattelse af markedsudvikling, der rent faktisk beskæftigede sig med markedet og dets funktion, og ikke bare lod ”markedet” være et slagord for at bevare den til hver en tid gældende status quo. Samtidig skal det dog understreges, at kursskiftet på dette område primært gjaldt synet på demonstrationsanlæg og ikke markedsmodning.

Intriger og valgstrategi

Den danske dagspresse bød på talrige forklaringer på, hvorfor regeringen var begyndt at foretage disse delvise kursskifter.

Politikens Michael Rothenborg mente, at finansminister Thor Pedersen (V) var den vigtigste bremse for regeringens nye strategi, og at hans motiv var modviljen mod Svend Auken. Men Pedersen var presset af de konservative ministre, der var begyndt at skifte kurs som følge af pres fra erhvervslivet, der ønskede penge overført til forskning i miljøteknologi fra EU’s Globaliseringsfond, der var stiftet nogle år tidligere. Desuden mente Rothenborg, at både Flemming Hansen og Bendt Bendtsen havde ”set lyset” på miljøområdet. Hans eneste argument var dog, at Bendtsen for nyligt havde deltaget i indvielsen af et bølgeenergicenter i Nissum Bredning og udtalt, at ”Det her kan blive starten på et nyt vindmølleeventyr for Danmark”. [9]

Samfundsforskeren Johannes Andersen vurderede, at de nye udmeldinger først og fremmest skyldtes hensynet til enten vælgerne som sådan eller de konservative regeringspartnere, der ifølge Andersen havde en mere grøn profil end Venstre. [10] Dette passer dog hverken på energiforskningen eller klimaproblematikken. Her er de to partiers holdninger reelt identiske men med meget store forskelle mellem holdningerne hos enkeltpersoner som f.eks. Bendt Bendtsen og Connie Hedegaard.

Nogle måneder senere beskrev Politiken, hvordan statsminister Anders Fogh Rasmussen kort før jul havde sendt et energipolitisk udspil fra Thor Pedersen og Flemming Hansen tilbage for anden gang, for at bringe målsætningen for VE op på 30 %. Hansens og Pedersens oprindelige udspil havde lagt op til, at andelen skulle øges fra 15 til 25 % i 2025, mens Energistyrelsens prognoser viste, at den som følge af den generelle udvikling ville stige til 22 % af sig selv. Den nye konservative miljøminister Connie Hedegaard kritiserede desuden Pedersens/Hansens uambitiøse målsætning, og blev bakket op af sin partifælle Christian Wedell-Neergaard, der også var formand for Folketingets miljøudvalg. [11]

I et læserbrev i Berlingske Tidende rettede Martin Lidegaard (RV) den 16. januar 2006 et hårdt angreb på regeringen, som han mente, havde to energiprofiler – ”mørkemændene”, der omfattede finansminister Thor Pedersen, som ”slagtede” dansk energiforskning i 2002, og deres modstandere, der til forskel fra ”mørkemændene” havde arbejdet professionelt med energiområdet, havde øjnene oppe for nødvendigheden af at udfase forbruget af fossile brændstoffer og kunne se perspektiverne i dansk energieksport. Desværre fremgik det ikke, hvem der hørte til de to grupper, bortset fra Thor Pedersen. [12]

Dagen efter kunne B.T. til gengæld præsentere en tilsvarende opdeling af ministrene i ”den grønne fløj” og ”den sorte fløj” men på et temmelig overfladisk grundlag. ”Den grønne fløj” bestod ifølge B.T. af Anders Fogh Rasmussen, beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) og Connie Hedegaard. Rasmussen pga. hans udtalelse om, at andelen af VE skulle stige til 30-35 % i 2025. Og Hedegaard pga. hendes status som miljøminister samt et interview i Søndagsavisen i begyndelsen af oktober, hvor hun havde udtalt, at hendes arbejde i de sidste to år bl.a. havde bestået i at få Fogh til at komme med sine aktuelle udmeldinger.

”Den sorte fløj” bestod af Thor Pedersen, Flemming Hansen, skatteminister Kristian Jensen (V) og Bendt Bendtsen. Pedersen fordi han i 2005 havde sendt et brev til de øvrige ministre, hvor han erklærede sig som ”stor modstander af enhver energi- og klimapolitik, der kostede penge”. Anonyme kilder hævdede desuden, at han var manden, der havde forsinket den nye energiplan. Jensen fordi han angiveligt men uden kildeangivelse ønskede et stort forbrug af naturgas frem for halm og affald til afbrænding, da gassen gav afgiftsindtægter og et lavere forbrug af gas således hindrede skattelettelser (!) Og Bendtsen fordi han ifølge B.T. hellere ville bruge penge på mere forskning og udvikling end på mere VE. [13] Dybere stak analysen ikke.

I Jyllands-Posten betragtede Anne Mette Svane og Dorte Ipsen Boddum kursskiftet som forårsaget af to forskellige udviklinger indenfor Venstre hhv. det Konservative Folkeparti. Hos Venstre betød den internationale udvikling og ikke mindst den amerikanske præsident George W. Bushs påståede begyndende opblødning på klimaspørgsmålet, at Anders Fogh Rasmussen blev mindre afvisende overfor området end tidligere – ikke mindst fordi området også var af sikkerhedspolitisk betydning. [14] Samtidig var bevidstheden om de høje eksportindtægter fra energiteknologien begyndt at vinde indpas hos Venstrefolk i almindelighed. Og Claus Hjort Frederiksen havde ifølge ikke nærmere præciserede meningsmålinger opdaget, at flere og flere vælgere var begyndt at interessere sig for miljøspørgsmål, og her havde regeringen en blottet flanke, der måtte lukkes. Hos det Konservative Folkeparti var motiverne langtfra så beregnende. I stedet var der tale om et sammenstød mellem den hidtidigt dominerende linie og en ny og mere miljøbevidst konservatisme i form af Connie Hedegaard. Svane og Boddum anså endda de interne tovtrækkerier om regeringens nye energiplan for at være det første tegn på en konservativ magtkamp mellem Connie Hedegaard og Lene Espersen om, hvem der skulle efterfølge Bendt Bendtsen som partileder. Bendtsens modstand mod et ambitiøst udspil skyldtes angiveligt, at et sådant ville styrke Connie Hedegaards position unødigt. Hans hidtidige modstand mod forpligtende målsætninger overflødiggør dog sådanne taktiske overvejelser som forklaring.

Trods kritikken af den nye energiplans ambitionsniveau var den ifølge Svane og Boddum ”kulminationen på flere måneders slagsmål” i regeringen, og langt mere ambitiøs end det tidligere nævnte udspil, som Anders Fogh Rasmussen havde kasseret før jul, og hvor Thor Pedersen og Bendt Bendtsen havde trukket i, hvad de to journalister betegnede som ”den moderate retning”, dvs. ingen plan overhovedet. Svane og Boddum anså statsministerens nye kurs for at markere et betydeligt politisk skifte, som de ligefrem kaldte Foghs ”økologiske omvendelse”. Et bombastisk udtryk, når man tager i betragtning, at kursskiftet trods alt var meget beskedent, og statsministeren ikke havde taget del i debatterne om energipolitik og -forskning indtil da. [15]

I en anden artikel, der fokuserede på den interne uenighed i regeringen om biobrændsel, mente Boddum, at kampen stod mellem hovedparten af Venstre, der ønskede at give støtte til førstegenerationsbiobrændstof af hensyn til landbruget, og Konservative, der ligesom de to Venstreministre Thor Pedersen og Kristian Jensen frarådede dette, da der ikke kunne påvises nogen mærkbare miljøgevinster og det derfor var bedre at yde støtten til andengenerationsbiobrændstof. Kompromisset blev, at der blev afsat 200 mio. kr. til forskning i andengenerationsbrændstof, men samtidig åbnet mulighed for, at også førstegenerationsbrændstof kunne opnå støtte, hvis det kunne dokumenteres, at de konkrete projekter gav miljøgevinster. Boddum vurderede også, at der var opstået en alliance mellem Connie Hedegaard og den nye ”grønne” Anders Fogh, på bekostning af Thor Pedersen og Bendt Bendtsen. Den udslagsgivende faktor havde været, at Claus Hjort Frederiksen havde erklæret sig som fortaler for miljøet, især af hensyn til vælgerne. Heller ikke denne artikel kom dog ind på, om der kunne påvises noget skift i vælgernes interesse for miljøspørgsmål. [16]

Pres fra erhvervslivet?

En anden forklaring kan være hensynet til erhvervslivet, som jo blev brugt af bl.a. Bendt Bendtsen som formel begrundelse for modstanden mod statstilskud.

I september 2006 gættede Information-journalisten Jørgen Steen Nielsen på, at regeringens kursskifte skyldtes erhvervslivets kritik af ”udsultningen” af forskning, udvikling og demonstration, at Danmark gennem de seneste år var ”sakket agterud” i forhold til de øvrige OECD-lande, eller at regeringen havde fået inspiration fra udlandet – amerikanske investeringer i nye energiløsninger og/eller den svenske plan På väg mot et oljefritt Sverige. [17] Det sidste lyder ikke videre sandsynligt. Som det er fremgået, havde regeringen ikke nogen særlig interesse i emnet tidligere, og den havde netop indledt sin regeringstid med at droppe målsætningerne fra Energi 21 – som i øvrigt mindede meget om På väg mot et oljefritt Sverige.

Energistøttens betydning som erhvervsstøtte har ofte været til debat, både blandt erhvervsfolk og i Folketinget. Allerede i februar 2002 kritiserede Ole Vagn (S) nedskæringerne for at skade erhvervslivet, men Bendtsen var optimistisk, for eksporten gik jo godt. [18]

Senere på året kritiserede Arne Toft (S) med en upræcis henvisning til ”mange forskere inden for alternativ energi”, at manglen på statslige tilskud kunne fjerne virksomhedernes lyst til at investere i området. Bendt Bendtsen forsvarede regeringen med henvisning til konkurrenceevnepakken, som skulle øge virksomhedernes mulighed for selv at finansiere forskning og udvikling af bl.a. energiteknologier via et skattefradrag på 150 pct. [19]

Jens Rostrup-Nielsen, forskningschef fra Haldor-Topsøe, kritiserede samtidig nedskæringerne med ordene ”Hvis den danske stat ikke er en pålidelig partner, må vi jo søge partnere uden for Danmark, og så ender teknologien og fortjenesten også et andet sted”. Søren Houmøller, afdelingschef ved rådgivningsvirksomheden dk-TEKNIK ENERGI & MILJØ, havde følgende vurdering: ”Det virker, som om regeringen tror, den sparer på luksusudgifter til venstrefløjen, når den nedprioriterer forsknings- og udviklingsmidlerne til vedvarende energi, men i realiteten fjerner man et tilskud til teknologier, der står på tærsklen til at give Danmark eksportindtægter i milliardklassen”. Danmark havde ifølge Houmøller tidligere haft en førerposition, men nedskæringerne betød, at allerede investerede midler nu blev smidt væk. Lene Lange, forskningschef på Novozymes, var i forvejen ikke imponeret over, hvor hurtigt forskningsresultater blev udnyttet i Danmark i forhold til i USA, og mente, at det var ekstra bekymrende, når ”de få kasser, der var”, nu blev skåret ned. [20]

I Berlingske Tidende kom formanden for REFU, Ulla Röttger, i 2006 med en vurdering, der lå tættere på regeringens argumentation: ”Hvorfor er interessen der ikke? Det er en af de ting, som vi nu fokuserer på i udvalget. Svaret er måske, at vi er vokset op i planøkonomien og statsstøtte-regi”, men uden at komme nærmere ind på spørgsmålet om offentlige tilskud og markedsskabelse. [21]

På IMV var Bjørn Lomborg i 2004 blevet afløst af Peter Calow. Han anbefalede at skabe bestemte behov vha. miljølovgivningen og så lade industrien finde løsningerne, hvilket Martin Lidegaard (RV) var ganske enig i. Målet med bestemte beskatningstyper skulle ikke være at skaffe penge til statskassen men derimod at skabe et marked. I øvrigt var niveauet for ren forskning efter de seneste års energiforlig ved at nærme sig det oprindelige (under SR-regeringen), men problemet var stadig, at der manglede penge til udvikling og demonstration. Der var selvsagt uenighed blandt politikerne, om hvordan regeringens nedskæringer efterfulgt af gradvise stigninger i forskningsmidlerne skulle fortolkes på dette tidspunkt. Lars Chr. Lilleholt (V) mente, at nedskæringerne var led i en nødvendig ”oprydning”, mens Steen Gade (SF) mente, at problemet var, at regeringen havde overset, at miljø- og energiområdet var et ”guldæg” og at den nu havde svært ved at trække sin tidligere kritik af SR-regeringens politik i land. [22]

Direktør for Dansk Energi, Hans Duus Jørgensen, mente, at statens indsats på energiområdet burde styrkes, hvis ikke Danmark skulle kobles af udviklingen. Efter hans opfattelse skulle investeringen tredobles, hvis de private investorer for alvor skulle engagere sig, så Danmark kom på højde med Norge og Sverige. [23]

Og Anders Stouge, branchedirektør fra Energiindustrien under Dansk Industri, kritiserede regeringen for at bruge for få midler i forhold til netop Norge, der havde afsat 20 mia. norske kr. til en energifond. Det kunne måske få danske forskere til at forske i udlandet i stedet. [24]

I august meldte Connie Hedegaard ud, at en stor del af pengene fra Globaliseringspuljen burde anvendes til miljø- og energiforskning, målrettet til ”vand”, brændselsceller og bioteknologi. Berlingske Tidende omtalte, at der forud havde været kritik fra dele af erhvervslivet, bl.a. Niels Due Jensen, bestyrelsesformand for Grundfos-koncernen, for ikke at stille tilstrækkelige forskningsmidler til rådighed, når det gjaldt energi og miljø. [25]

I november 2006 udtalte Vækstfondens direktør Christian Motzfeldt, at den danske energibranche manglede ”enterpreneurship”. Ganske vist fandtes der et uudnyttet potentiale for at starte nye virksomheder i Danmark, men forskningsbevillingerne var simpelthen for små – for at starte demonstrationsanlæg var det ofte nødvendigt med 3-cifrede millionbeløb. Selv havde Vækstfonden kun kunnet finde tre virksomheder at skyde penge i – Biogasol (andengenerations udvinding af bioethanol), Stirling (biobrændselmotorer) og AllSun (solvarmestyringsanlæg). Anders Stouge mente, at der var behov for hele 1,5 mia. kr. til energiforskning om året (mod 600 mio. kr. i dag). De burde fordeles på 1 mia. til forskning og ½ mia. til demonstrationsprojekter. [26]

Det er således rigtigt, at dele af erhvervslivet løbende er kommet med kritik af regeringen for dens nedskæringer. Som argument for kursskiftet kan det dog ikke stå alene, da regeringen jo bl.a. handlede ud fra en generel modvilje mod al slags statsstøtte. Dertil kommer, at de første kritiske røster fra erhvervslivet kom allerede i 2002 og ikke først i 2006.

Pres fra udlandet?

Den bedste forklaring på tøbruddet er udviklingen på internationalt plan. Weekendavisens Frede Vestergaard mente i januar 2007, at regeringens kursskifte var reelt, og at det sandsynligvis skyldtes, at energipolitikken var blevet vigtig på EU-plan for at sikre forsyningssikkerheden – en problematik, der blev understreget af, at Rusland i januar 2006 havde nægtet Ukraine gasforsyninger og derved også sat fokus på EU’s sårbarhed.

Netop i 2006-7 kom der en række energipolitiske tiltag på EU-plan, som den danske regering ikke modarbejdede. F.eks. støttede forskningsminister Helge Sander (V) EU’s beslutning om at øge sit forskningsbudget mellem 2007 og 2013 fra 37 til 67 mia. om året, hvilket også betød øgede midler til energiforskning. [27]

Gennem 2006 arbejdede EU-Kommissionen på en energi- og klimastrategi, der forelå i januar 2007. Den fastlagde en CO2-reduktion på 20 % inden 2020 som minimumsmål for EU-landene, og da Danmark i forvejen så ud til at ville overgå dette, havde Flemming Hansen ingen problemer med at kalde strategien flot og ambitiøs. [28]

Et flertal af Venstre, Konservative, Radikale Venstre, Socialdemokraterne og SF havde allerede i oktober 2006 støttet, at EU’s energiforsyning skulle bestå af 15 % VE i år 2015 og enten 20 eller 25 % VE i år 2025. Venstres Lars Chr. Lilleholt udtalte til Information, at der også var en ambitiøs målsætning om energiforskning på vej i EU, og at han selv var meget tilfreds med den foreliggende skitse. [29]

I oktober præsenterede Flemming Hansen så regeringens udspil til fælleseuropæisk energipolitik – et udspil, der bød på en overraskelse i kraft af sætningen ”Danmark foretrækker bindende mål under fuld respekt for det enkelte medlemslands muligheder”. Dette indebar dog ingen reelle forpligtelser for Danmark, da udspillet ligesom det nævnte flertal i Folketinget foreslog en samlet andel af VE i EU på 15 % i 2015 samt en beslutning om at nå op på 20-25 % i 2025, alt efter teknologiens udvikling. Ifølge Svend Auken var udspillet et totalt brud med hidtidig energipolitik. Men ligesom med regeringens efterfølgende energistrategi En visionær dansk energipolitik 2025 var skiftet større i retorikken end i praksis. [30]

Ikke desto mindre stod den danske regering før En visionær… i den situation, at den på internationalt plan var tilhænger af forpligtende målsætninger indenfor CO2-udledning og andelen af VE, mens den på nationalt plan var modstander af forpligtende målsætninger på nogen af områderne. Dette regnestykke kan kun gå op, så længe de internationale målsætninger, som Danmark har tilsluttet sig, ligger lavere end de resultater, som Danmark selv vil opnå automatisk. Og selv da er kombinationen af forskellige holdninger stadig særdeles inkonsekvent. En visionær… kan derfor ses som en logisk nødvendig tilpasning af den førte nationale politik, så den ikke strider direkte imod den officielle holdning til de internationale målsætninger.

Noter

[1] JP 27. juli 2004, erhverv & Økonomi, s. 4: ”Auken: Danmark er mester i energi”.

[2] Morsø Folkeblad 4. september 2006, s. 8-9: ”Regeringen vil styrke energiforskningen”.

[3] Ber. 16. september 2006, 1. sektion, s. 1: ”VK vil have kul på energiforskning”.

[4] Inf. 29. september 2006, s. 34-35: ”Kr. 200 mio årligt til vedvarende energi”.

[5] WA 29. september 2006, 1. sektion, s. 1: ”Foghs 180-graders vending”.

[6] WA 5. januar 2007, 1. sektion, s. 1: ”Vinden er vendt” samt Pol. 12. januar 2007, indland, s. 4: ”Hvor meget ny energi vil Fogh give miljøet?”.

[7] Energistyrelsen 2007. EUDP vil samtidig erstatte det nuværende EFP.

[8] Se f.eks. DR Nyheder 19. januar 2007: ”Forsker: Regeringen når ikke energimål”. http://www.dr.dk/Nyheder/Politik/2007/01/19/151017.htm

[9] Pol. 13. september 2006, indland, s. 8: ”Gradvis klimaændring hos statsministeren”.

[10] DR P1, Miljømagasinet: ”Borgerligt nybrud i miljøpolitikken” 13. oktober 2006. http://www.dr.dk/P1/Miljoemagasinet/Udsendelser/2006/10/11091624.htm [linket er nede p.t.]

[11] WA 5. januar 2007, 1. sektion, s. 1: ”Vinden er vendt” samt Pol. 12. januar 2007, indland, s. 4: ”Hvor meget ny energi vil Fogh give miljøet?”.

[12] Ber. 16. januar 2006, 2 sektion, magasin, s. 11: ”Regering med to energiprofiler”.

[13] B.T. 17. januar 2007, 1. sektion, s. 22: ”Klimaet splitter Foghs regering”.

[14] Dette underbygges af statsministeren selv, idet han ved præsentationen af den nye energiplan udtalte: ”Jeg har lagt meget vægt på, at vi har set det her i en sikkerhedspolitisk sammenhæng. Det står klarere og klarere for mig, at energipolitik er blevet en del af udenrigs- og sikkerhedspolitikken. Der er politisk ustabile lande, som misbruger energivåbenet som led i udenrigs- og sikkerhedspolitikken”. Kristeligt Dagblad 20. januar 2007, s.2: ”Om 100 år er sol og vind inde”.

[15] JP 28. januar 2007, indblik, s. 9: ”Foghs forvandling”.

[16] JP 20. januar 2007, jp, s. 4: ”Grønt slagsmål i regeringen”.

[17] Inf. 9. september 2006, s. 4-5: ”Fogh vil erobre den grønne førertrøje”.

[18] FF: Spørgsmål nr. S 1087 - besvaret 27/02-2002.

[19] FF: Spørgsmål nr. S 1710 - besvaret 08/05-2002.

[20] Ber. 8. april 2002, 1. sektion, s. 1: ”Fagfolk: Dansk forskning truet”.

[21] Ber. 6. maj 2006, 3 sektion, business, s. 5: ”Energibranchen vil tiltrække kapital med kæmpe showroom”.

[22] Inf. 11. maj 2006, s. 2-3: ”Dansk milliardforretning forsømmes”.

[23] Inf. 29. maj 2006, s. 8-9: ”Vedvarende energi er blevet big business”.

[24] Børsen (resumé) 14. juni 2006, 1. sektion, s. 9: ”DI frygter hjerneflugt blandt energiforskere”.

[25] Ber. 16. august 2006, 1. sektion, s. 3: ”Miljøminister kræver store investeringer i eksportsucces”.

[26] Ber. 1. november 2006, 3 sektion, business, s. 6: ”Behov for flere penge til energiforskning”.

[27] JP 31. maj 2006, erhverv og økonomi, s. 8: ”Ekstra EU-milliarder til forskningen”.

[28] WA 12. januar 2007, 1. sektion, s. 7: ”Barrosos energi-revolution”.

[29] Inf. 12. oktober 2006, s. 6-7: ”Bredt flertal enes om energiudspil til EU”.

[30] Inf. 14. oktober 2006, s. 6-7: ”Danmark vil have faste EU-mål for grøn energi”.