Nedskæringerne i 2002

Nedskæringerne i 2002
Sammenligner man situationen for dansk energiforskning før og efter regeringsskiftet 2001, er den vigtigste forskel en markant reduktion af de nationale støttemidler, især indenfor VE.

De direkte afsatte beløb til energiforskning på finanslovene 1998-2007 var, opgivet i mio. kr.: [1]

  Forskning/Udvikling  VE/Energibesparelser 
1998 115,1  333,2 
1999 112,0  373,9 
2000  145,1  334,9 
2001  197,9  302,6 
2002  40,0  134,3 
2003  134,2  131,3 
2004  71,8  107,8 
2005  72,8  107,1 
2006  74,4  122,2 
2007  183,3  116,7 

I perioden frem til 2001 blev der desuden årligt anvendt mellem 1 og 2 mia. kr. som tilskud til begrænsning af CO2 – dette beløb er siden 2002 sat ned til ca. ½ mia. kr. årligt eller lavere.

Som følge af regeringsskiftet i 2001 blev energiområdet fjernet fra miljøministeriet og placeret under erhvervsministeriet i perioden 2002-2005. Derefter blev området lagt ind under transportministeriet fra 2006 og frem.

Tidligere fandtes der følgende støtteordninger: [2]

EFP (EnergiForskningsProgrammet), der efter ansøgning blev tildelt forskning og udvikling indenfor udvalgte teknologier.

UVE (Udviklingsprogrammet for Vedvarende Energi), der faldt i tre kategorier: 1) Basistilskud til drift af prøvestationer for vindmøller, biobrændsel, solenergi og varmepumper. 2) Projekttilskud til udvikling og demonstration af VE-anlæg. 3) Standardtilskud til produkter, der ikke selv kunne klare sig på markedet endnu. Ideen var at gøre det attraktivt at investere i dem og således sætte gang i en serieproduktion, der med tiden skulle gøre det muligt for produkterne at klare sig på markedet uden tilskud.

PSO (Public Service Obligation), som omtalt i afsnit 4.

Udover denne direkte støtte fandtes der indirekte støtte i form af 10- og 17-øren, som var refusionsordninger for den CO-afgift hhv. energiafgift, der blev indført i 1990erne. [3]

Efter 2001 blev UVE fjernet helt og EFP beskåret kraftigt. En række bevillinger og tilskud blev ligeledes fjernet, bl.a. mistede Nordisk/Nordvestjysk Folkecenter for Vedvarende Energi [4] hele sin bevilling. Et andet tiltag fra 2002 var, at VK-regeringen ophævede elselskabernes pålæg om at opføre 3 af de nævnte 5 havvindmølleparker.

Støttemidlerne anvendes i dag på følgende programmer:

Transport- og energiministeriet varetager EFP samt programmerne ELFORSK og ForskEL. ForskEL består i ca. 30 mio. kr., der går til forskning, udvikling og demonstration af miljøvenlige energityper, og administreres af Energinet. ELFORSK består i ca. 25 mio. kr., der går til forskning, udvikling og demonstration vedr. effektiv udnyttelse af el, og administreres af brancheforeningen for de danske eldistributionsselskaber ELFOR. Begge er PSO-programmer.

Videnskabsministeriets Strategiske Forskningsråd varetager programmet EnMi (Energi Miljø), der dækker lignende forskningsområder. [5]

Spørgsmålet om nedskæringernes omfang blev flere gange debatteret kraftigt i Folketinget, men med en stærkt selektiv brug af vidt forskellige tal.

Berlingske Tidende hævdede den 8. april 2002, at hele 86 % af de tidligere forskningsmidler var blevet fjernet. [6] I Folketinget fik det Arne Toft (S) til at spørge Bendt Bendtsen (KF), om han kunne bekræfte dette tal. Bendtsen svarede, at det var forkert, da det også omfattende udgifter, der havde været anvendt til andre formål end forskning og udvikling. Han citerede Energistyrelsen for, at der havde været anvendt 930 mio. kr. på området i 2001, hvis man medregnede både statslige tilskud, andre offentlige midler og en ikke nærmere præciseret ”privat indsats”. I 2002 forventedes beløbet at blive ca. 650 mio. kr. Ifølge Arne Toft var de offentlige tilskud til puljen til forskning i VE reduceret fra 285 mio. kr. i 2001 til 40 mio. kr. i 2002. [7]

I maj 2006 mente den konservative transportminister Flemming Hansen, at der blev brugt omkring 300 mio. kr. på energiforskning – et tal, der angiveligt var tæt på beløbet under den forrige regering. Torben Hansen (S) hævdede, at hvis man kun så på beløbet på statsbudgettet, blev der i 2000-2001 brugt 646 mio. kr. på energiforskning, mens det i 2005 var nede på 147. Flemming Hansen oplyste, at han ikke havde modtaget nogen oplysninger om sådanne tal. Han blev bakket op af Helge Adam Møller (KF), der fremhævede, at der var blevet afsat 60 mio. kr. til en 3-årig forsøgsordning med biodiesel. Venstres Eivind Vesselbo fulgte op med at hævde, at der stort set ingen forskel var mellem den nuværende og den tidligere regerings beløb – at nedskæringerne skulle eksistere, var blot en ”myte”, som oppositionen havde lanceret. [8]

I forbindelse med nedskæringerne blev der ifølge Politiken fyret ca. 400 ansatte i Miljøministeriet og Energistyrelsen. [9] Den nye miljøminister, Hans Christian Schmidt (V), begrundede dette med at regeringen ganske enkelt prioriterede sygehuse og ældre højere. Denne meget ærlige argumentation optrådte sjældent i debatterne om nedskæringer, men virker umiddelbart troværdig. Regeringens ønske om at opfylde diverse valgløfter på velfærdsområdet var ekstra krævende, da den samtidig indførte et skattestop, der pga. inflation kræver årlige nedskæringer på statsbudgettet på ca. 2 mia. kr. [10] Hensynet til skattestoppet blev dog ikke inddraget i nedskæringsdebatten fra hverken regerings- eller oppositionsside.

I Folketingsdebatterne de efterfølgende år fik regeringens begrundelser for nedskæringerne et kraftig ad hoc-præg, da dens ordførere bevægede sig frem og tilbage mellem vidt forskellige og ofte meget generelle forklaringer.

Ideologiske argumenter?

Ved flere lejligheder forklarede regeringens kritikere nedskæringerne med rent ideologiske og underforstået useriøse forestillinger og hensyn. Således udtalte Torben Hansen (S) i 2002, at den nye regerings kurs var udtryk for, at den ikke kunne se de økonomiske muligheder i bl.a. vindmølleindustrien og hang fast i en fortidig og forældet opfattelse af VE som ”noget 'småflippet' og økonomisk urentabelt”. [11]

På samme måde hævdede Informations miljøjournalist Jørgen Steen Nielsen i 2006, at pengene til energiforskning primært blev reduceret som led i et ideologisk hævntogt imod Svend Aukens tidligere ”projekt”, samt at debattøren Bjørn Lomborg i forvejen havde ”talt miljøengagementet ned”. [12]

Svend Auken fungerede dog ikke som primært argument for nedskæringerne. Ganske vist blev hans ”miljøimperium” fra tid til anden hentet frem og brugt som skræmmebillede af VK-regeringen i den offentlige debat om miljøindsatsen generelt, f.eks. da Eivind Vesselbo fremstillede miljøministeriets budgetter under Svend Auken som et ”overforbrug” der stod i modsætning til det angiveligt mere naturlige niveau, der havde været før hans tid – og nu var blevet genskabt af VK-regeringen. [13] Men når Auken blev omtalt i den offentlige debat om nedskæringerne, var det altid på et meget generelt plan. Som da Anders Fogh Rasmussen præsenterede regeringens nye, kortfattede energistrategi i 2007 med ordene: ”Auken havde bygget et imperium op i 1990’erne uden at skele til, om investeringerne var samfundsøkonomisk rentable, og om man fik nok miljø for pengene. Det var nødvendigt at foretage en sanering. Den har fundet sted, og på et frisk grundlag lægger vi nu en meget ambitiøs energiplan frem.” [14]

I Folketingsdebatterne blev Auken først inddraget i regeringens og Dansk Folkepartis argumentation adskillige år efter nedskæringerne, som når Tina Petersen (DF) i 2006 udtalte, at hun var bekymret for, at et konkret socialdemokratisk forslag skulle føre til tilstande som i ”Aukentiden”, dvs. højere forbrugerpriser pga. skjulte grønne afgifter. [15]

Hvad så med den vidtforgrenede Lomborg-debat, der blev indledt i 1998 og med jævne mellemrum er blusset op i den offentlige debat siden? Ligesom Jørgen Steen Nielsen betragtede Jyllands-Postens journalister Anne Mette Svane og Dorte Ipsen Boddum i en artikel i januar 2007 Lomborg som et redskab, der havde leveret argumenterne for de omfattende nedskæringer i 2002. Men fem år senere havde han udspillet sin rolle, ikke mindst fordi regeringen var nødt til at finde et nyt projekt og forebygge vælgerflugt pga. sin hidtidige laissez faire-kurs på miljø- og energiområdet. [16]

På klimaområdet kan man nemt genfinde elementer af Bjørn Lomborgs argumentation i regeringens strategier – f.eks. den ubetingede tiltro til ”markedet” forstået som status quo. Men argumenterne er langtfra identiske. VK-regeringen har som helhed tilsluttet sig Kyoto-protokollen, som Bjørn Lomborg har taget afstand fra pga. forholdet mellem dens økonomiske omkostninger i forhold til aftalens effekt, hvis man vel at mærke betragter den som et isoleret fænomen. [17] Omvendt anerkender Lomborg det Internationale Klimapanels forskningsresultater, mens f.eks. finansminister Thor Pedersen flere gange har benægtet deres gyldighed – jeg vender tilbage til dette i afsnit 9.

Med Lomborg som direktør udgav Institut for Miljøvurdering (IMV) i oktober 2002 en rapport med samme udgangspunkt og konklusioner som regeringens En omkostningseffektiv klimastrategi, der blev udgivet året efter. Begge havde det udgangspunkt, at det handlede om isoleret at leve op til Kyotoprotokollen indtil 2012 – men så heller ikke mere. [18]

På et generelt plan kan ideen om, at miljøområdet i al almindelighed bør nedprioriteres, sagtens have haft en indirekte betydning for energiforskningen. Ligeledes kan Lomborgs/IMV’s opfattelse af det eksisterende marked som optimalt fungerende nemt bruges som argument imod statsstøtte til alt andet end grundforskning. Nedskæringerne på såvel energi som miljø kan dog lige så vel have været udtryk for en i forvejen eksisterende ”stemning”, som Lomborg i højere grad var udtryk for end årsag til. Under alle omstændigheder er der ingen henvisninger til Lomborg i regeringens argumentation for nedskæringer indenfor energiforskning. Han er kun blevet nævnt som mulig men uuddybet årsagsforklaring hos de nævnte journalister og oppositionspolitikere. Jeg er heller ikke stødt på nogen eksempler i dagspressen, den øvrige politiske debat eller IMV’s rapporter, hvor Lomborg/IMV har debatteret energiforskningen.

Det er derfor ikke muligt at vurdere, om Auken (som fjendebillede) eller Lomborg (som indirekte ekstra skyts) har fungeret som udløsende årsag til nedskæringerne eller om de snarere er blevet bragt på banen som ad hoc-argumenter. Begge dele kan have været tilfældet.

Pengespild?

Et vigtigt argument for nedskæringerne var, at en del af midlerne i årene forinden angiveligt var blevet spildt på projekter, der ikke havde vist tegn på potentiale, selvom de havde modtaget støtte over en længere årrække. I 2002 nævnte Kim Andersen (V) således solområdet som eksempel på et område, der ikke havde vist potentiale trods årelange statslige tilskud og derfor måtte ”sættes på vågeblus”. Det måtte være op til private firmaer selv at tage den risiko, det var at investere i sådanne energityper.

Anledningen til Andersens udmelding var, at Kristendemokraterne havde foreslået at lave en tilskudsordning til kvalitetssikring af biobrændsel og solceller samt en typegodkendelsesordning af vindmøller - hvilket blev afvist af regeringen. Anne Grete Holmsgaard (SF) mente, at forslaget burde ses i lyset af, at fjernelsen af UVE-midlerne havde sat udviklingen i stå indenfor spring-teknologier, som der var perspektiv i, men som endnu ikke kunne klare sig på markedet. Som eksempler nævnte hun biogas og geotermi – og sjovt nok også solceller og solvarme. [19]

Det kan også have spillet ind, at der fandtes en generel fornemmelse af, at der blev spildt store summer på ligegyldige projekter indenfor miljøområdet, sådan i al almindelighed. Kort tid efter regeringsskiftet skrev tre af Jyllands-Postens journalister, Lars From, Axel Pihl-Andersen og Niels Ditlev, en baggrundsartikel, hvor de forsøgte at give et bud på, hvilke projekter, der stod på den nye regerings ”dødsliste”. Det drejede sig først og fremmest om initiativer som Den Grønne Jobpulje, Naturrådet og ikke mindst Den Grønne Fond, der bl.a. havde støttet en økologisk tøjbutik og en økologisk frisør. Journalisterne forudså desuden en betydelig nedskæring på energiforskningen, men uden at det stod særligt klart hvorfor. [20]

Denne generelle frygt blev udtrykt meget klart af Venstres energiordfører Helga Moos, så tidligt som i 2000. Under en debat om energibesparelser erklærede hun sig som en varm tilhænger af at prioritere, så vi kunne få mest CO2-reduktion for pengene, gerne beregnet med udgangspunkt i skyggepriser. Her blev Nordvestjysk Folkecenter for Vedvarende Energi inddraget som apropos-sammenligning:

”Jeg er meget bevidst om, at man på det her område kan smide rigtig mange gode penge efter dårlige, hvis man ikke passer på. Der er så mange dyre løsninger og vidtløftige ideer i den her branche. Vi kan bare tage et smut op til Nordvestjysk Folkecenter. Det er deroppe, hvor man skal gnave karper til aftensmad, hvis man har været på toilettet om morgenen, fordi de skal holde gang i kredsløbet. Og da kan jeg kun sige, at hvis man begynder på sådan noget adfærdsregulerende, så kan man roligt melde mig ud af kredsløbet. Jeg er ikke med dér. Så det er sådan, at det nødvendigvis skal styres med fast hånd, hvis ikke energiforbrugerne, dvs. os alle sammen, skal risikere at få os en makaber og økonomisk overraskelse.”

Martin Glerup (S) tog centret i forsvar, da det bl.a. gjorde et godt stykke arbejde inden for udviklingen af gårdbiogasanlæg. Moos mente til gengæld, at det måtte være en enlig svale, der nok også kunne have været udviklet et andet sted, ”…men når man ser, hvor mange miserer de har, når man ser, hvad der bliver hældt penge ud til deroppe, så må vi også have noget benchmarking på, hvad det er, der foregår deroppe, og det med karperne kan man roligt lukke ned, det kan jeg love.” [21] Desværre fremgik det ikke af debatten, hvad det præcist var for miserer, Moos tænkte på. Karpe-argumentationen virker mere som en instinktiv forargelse over et formodet men ikke dokumenteret pengespild, og har intet med energiforskning at gøre. Ikke desto mindre mistede Folkecentret hele sin bevilling i forbindelse med nedskæringerne.

Ole Vagn tillagde Folkecentret meget stor betydning for energiforskningen, og kritiserede kraftigt regeringens beslutning under flere Folketingsdebatter i 2002. Bendt Bendtsen gik ikke nærmere ind i begrundelsen for Centrets nedlæggelse, men henviste til, at beslutningen byggede på Energistyrelsens vurderinger, der igen byggede på Det Rådgivende Energiforskningsudvalg (REFU), der var blevet nedsat samme år. [22] I forbindelse med et af spørgsmålene fiskede Ole Vagn efter svar på spørgsmålet om, hvorfor det lige netop var Folkecentret (og 50 tilknyttede miniprojekter), der skulle nedlægges, til trods for, at der var hele 63 fortrinsvis lokale aktører involveret. Vagn mistænkte regeringen for blot at skære ud fra et tilfældighedsprincip. Bendtsen gentog, at det var en politisk prioritering, og at REFU var sagkundskaben i denne sag. [23]

Det betyder dog ikke, at det var udvalget, der havde anbefalet at fjerne Folkecentrets tilskud. REFU’s 2002-anbefalinger nævnte således ikke centret overhovedet, men fokuserede på behovet for internationalt samarbejde og potentialerne i en række specifikke energiteknologier. [24] Bendtsens udtalelser affødte ingen umiddelbare reaktioner fra udvalget, men fire år senere lavede Information et interview med to af dets medlemmer, Søren Dyck-Madsen og Ulla Röttger, som selv havde den opfattelse, at de netop ikke var blevet taget alvorligt af regeringen. Således anbefalede udvalget allerede i 2002 at tilføre flere midler til energiforskning, men ifølge Dyck-Madsen stod regeringens kamp imod Svend Auken i vejen for dette. [25]

I 2003 vendte Ole Vagn Christensen (S) tilbage til spørgsmålet om Folkecentret, og ville havde oplyst, om der var lavet cost-benefit-analyser af, hvorvidt det kunne betale sig at fjerne dets basistilskud. Bendt Bendtsen gentog 3-4 gange, at regeringens holdning var, at midlerne gik til de projekter, der ud fra en faglig vurdering så mest lovende ud. Basismidler var ikke regeringens linie. [26]

Et andet argument gik på, at der i årene før regeringsskiftet ikke havde været tilstrækkelig mange projekter, så midlerne havde fået lov til at henligge år efter år. Således udtalte Eivind Vesselbo (V) i 2006, at den tidligere regerings penge til energiforskning i høj grad blot blev afsat som en ”politisk markering”. Han hævdede indirekte, at der på det tidspunkt var mange støttemidler, der bare lå og ventede, men uden at der var projekter nok. [27]

Dette argument ser dog ud til at være grebet ud af luften. Ifølge et 1998-notat fra Energistyrelsen blev adskillige kvalificerede projektforslag således afvist efter EFP-ansøgningsfristen 1. september 1997. De 240 forslag havde et samlet budget på 662 mio. kr., mens der kun var 490 mio. kr. til rådighed. [28]

Hvordan blev de eksisterende undersøgelser anvendt?

Før regeringsskiftet fandtes der flere evalueringer af støtten til dansk energiforskning. Umiddelbart skulle man tro, at disses kritikpunkter ville have haft stor betydning i debatterne om nedskæringer. Det var imidlertid ikke tilfældet.

I marts 1998 levede Rambøll en vurdering af den danske støtte til VE, der bl.a. kom ind på forholdet mellem forskning og optimal anvendelse af støttemidlerne. Rapportens udgangspunkt var, at støttetildelingen skulle vurderes på baggrund af, om den bidrog til at opfylde de delmål, der var indeholdt i Energi 21. Alle støtteformer burde bygge på en langsigtet strategi, der opererede med en gradvis reduktion af støtten, afhængigt af den teknologiske udvikling og graden af konkurrence med fossile brændstoffer. [29]

Mere konkret anbefalede rapporten at fortsætte med anlægsstøtte i form af dels 10- og 17-øren, dels støtte til Forskning og Udvikling. Forfatterne var dog ikke begejstrede for den nuværende situation, hvor der blev givet tilskud, som på den ene side var tidsubegrænsede, men på den anden side ikke var forsynet med nogen garanti for, at de fortsat ville eksistere. Som alternativ anbefalede de at indføre en garanti for tilskud til anlæg, men kun i en afgrænset periode. Dette ville klart være at foretrække frem for blot at reducere tilskuddene. Dels ville tidsbegrænsede men uændrede tilskud give et ekstra incitament til at indføre ny teknologi, dels ville deres uændrede størrelse fortsat sikre udbygningen i de første år. [30]

Rapporten fandt, at tilskud var nødvendige for at opretholde husstandsmøllerne, der ellers ikke var særligt økonomiske, men var en politisk prioritering. Der var ikke noget behov for at ændre støtten til solvarme og varmepumper. Støttevirkningen på halm- og træbaseret decentral kraftvarme burde undersøges yderligere – var det en god ide at fortsætte med mange forskellige udviklingsspor som det var tilfældet i dag, eller burde der i stedet fokuseres på enkelte, særligt lovende spor? UVE burde anvendes til at undersøge betydningen af husholdningsaffald til energi, og der blev anbefalet selektive anlægstilskud til biogasgård- og fællesanlæg.

Alt i alt var der tale om en rapport, der handlede om detaljerede justeringer af et komplekst støtteordningssystem. Men regeringens nye kurs havde ikke karakter af justeringer, men var derimod et klart brud med den tidligere kurs. Målene i Energi 21 bortfaldt og dermed også grundlaget for Rambøll-rapportens vurderinger. Kernen i f.eks. regeringens Energistrategi 2025, som jeg kommer ind på senere, var, at regeringen ikke ønskede forpligtende mål men derimod uforpligtende ”pejlemærker”. Hvis disse af sig selv blev opfyldt, var det godt, ellers var det bare ærgerligt.

I 2001 vurderede Energistyrelsen selv i en konklusionsrapport, at UVE burde bevares men med en ændret profil. Basis- og standardtilskud til f.eks. solenergi og biobrændsel burde nedprioriteres, da der ikke kunne påvises nogen øget udbredelse af disse energityper som direkte følge af tilskuddene. [31]

Af senere vurderinger kan nævnes Jørgen Lundsgaard, som mener, at der i 1990erne manglede en klar evaluering af givne energiforskningsprojekter. Dette gjorde, at tvivlsomme (men ikke nærmere præciserede) projekter fik lov til at bruge midler, der kunne have været brugt bedre på f.eks. forskning i vindmøllegeneratorer, batterier eller brændselsceller. [32] Klaus Skytte nævner – i stil med Rambøll-rapportens konklusioner – at det ville kræve alt for megen kapital, hvis danske virksomheder skulle deltage i udviklingen af solceller. [33]

De eksisterende evalueringer tyder således på, at systemet i 1998-2001 godt kunne forbedres på en række områder. Men detaljerede økonomiske overvejelser af de nævnte typer optrådte på intet tidspunkt i regeringens argumenter i de første fem år efter nedskæringerne, og blev da heller ikke afspejlet i dens politik eller strategier for energiforskningen. En visionær dansk energipolitik 2025 fra 2007 skiller sig ud fra de hidtidige officielle strategier, da den så småt begynder at inddrage innovationsteoretiske argumenter, dog med hovedvægt på nytten af demonstrationsanlæg og ikke på f.eks. oprettelse af midlertidigt beskyttede markeder.

Erhvervsstøtte

I januar 2002 kom Venstres finansminister Thor Pedersen med et principielt argument for nedskæringer, nemlig en generel modstand mod statstilskud i almindelighed. Af denne årsag var Økonomi- og Erhvervsministeriets områder blevet skåret ned med 1,2 mia. kr., hvilket ikke kun ramte energiforskningen. Ifølge Erhvervsbladet, hvor Pedersen udtalte sig, blev boligområdet hårdest ramt (her blev der foretaget nedskæringer på 580 mio. kr.) efterfulgt af energiområdet (nedskæringer på 410 mio. kr., fordelt på både energiforskning og tilskud til såvel energibesparelser som VE). [34]

I maj 2002 erklærede Bendt Bendtsen, at vindmølleindustriens allerede betydelige eksport og indtjening gjorde den i stand til at finansiere forskning og udvikling uden tilskud. Hans optimisme blev kritiseret af Arne Toft (S), da det jo ikke var sikkert, at virksomhederne selv ville vælge at bruge midler til forskning. Som eksempel nævnte Toft et projekt, hvor DTU biocentrum, Risø og NovoZymes samarbejdede om udvikling af bioætanol. Projektet havde modtaget tilskud i 7 år, og skulle ifølge en aftale med Energistyrelsen fra 2001 have haft støtte i yderligere 5 år, men mistede nu støtten, lige før projektet ifølge Tofts partifælle Torben Hansen gik ind i sin ”afgørende fase”. [35] Ifølge Toft stillede markedsprognoserne en gevinst på 2,5 mia. kr. i udsigt, men først efter år 2010, og uden tilskuddene ville projektet ikke have eksisteret.

Bendtsen mente omvendt, at forskellen på den nuværende regering og den forrige var, om man valgte at tro, at ”det hele” skulle foregå med offentlige tilskud, eller om vi skulle skabe et marked, hvor virksomhederne kunne selv. Arne Toft gav ham ret i, at de eksisterende virksomheder nok skulle klare sig, men hvad med de nye? Som endnu et eksempel nævnte han derpå en sag, hvor et jysk barmarksværk (decentralt anlæg til energiproduktion) skulle have opført et testanlæg til forgasning til 35 mio. kr. Der var imidlertid ikke råd til denne investering uden et tilskud fra EU på 15 mio. kr., men EU ville kun give dette tilskud, hvis den danske stat selv bidrog med 5 mio. kr. – og det var der ingen politisk vilje til. Bendtsen henviste til de generelle støttemidler, og fastslog endnu en gang, at der var betydelige økonomiske midler til rådighed. [36]

Et kristendemokratisk forslag om bl.a. tilskudsordninger til biobrændsel og solceller blev i 2003 afvist af Bendt Bendtsen med den begrundelse, at det ville virke konkurrenceforvridende at indføre statstilskud til bestemte prøvningsinstitutioner. Regeringens generelle erhvervspolitik var et frit og ustøttet marked, også mht. energi. Også Kim Andersen (V) afviste forslaget med samme begrundelser. I stedet glædede han sig over, at der stadig væk fandtes mange midler til forskning og udvikling i området, og kom med en uforbeholden men noget intetsigende opbakning til, at forskningen i det hele taget eksisterede.

Det udløste et par sarkastiske kommentarer fra Martin Lidegaard (RV) og Erik Mortensen (S), hvorefter Kim Andersen præciserede, at VK støttede en prioritering af forskningsmidlerne på de områder, hvor der var en udvikling, men ikke der hvor tingene var gået i stå. Samtidig stod Venstre ved sin deltagelse i alle de store energipolitiske forlig, men den tidligere udbygning af VE havde angiveligt været så markant og dyr for erhvervslivet, at der nu skulle ”andre boller på suppen”. Andersen mente, at det på langt sigt blev en kæmpegevinst for dansk vindmølleindustri, at vindmølleafregningen nu fandt sted på markedsvilkår. For kun derved kunne vindmøllestrøm opnå større udbredelse i udlandet.

Erik Mortensen henviste til signaler fra vindmølleindustrien om, at hvis vi ikke havde et hjemmemarked, havde vi heller ikke noget eksportmarked. Denne holdning tog Aase D. Madsen (DF) afstand fra, da man så ligeså godt kunne sige, at hele industrien skulle have statstilskud. Bodil Kornbek (KD) var til gengæld skuffet over, at regeringen ikke engang vil give penge til kvalitetssikring af de nye produkter. [37]

Venstres Eivind Vesselbo var af samme opfattelse som Bendt Bendtsen. Under en debat om olieafhængighed i transportsektoren i 2005 klandrede Vesselbo Socialdemokratiet for at have været ”modige på andres bekostning” i 1990erne, når de førte en energipolitik, der lagde store byrder på erhvervslivet. [38]

Noter

[1] Økonomistyrelsen: ”Bevillingslove og statsregnskaber” på http://www.oes-cs.dk/bevillingslove/ Her findes en komplet oversigt over indholdet af de danske finanslove 1996-2007.

[2] Energistyrelsen 2001, s. 18.

[3] Juul-Kristensen, s. 12.

[4] Centret går under begge betegnelser; ”Nordisk” fungerer bedre, når det skal omtales i udlandet (Nordic ”Folkecenter” for Renevable Energy). www.folkecenter.dk.

[5] Energistyrelsen 2005, s. 176.

[6] Berlingske Tidende (Ber.) 8. april 2002, 1. sektion, s. 1: ”Fagfolk: Dansk forskning truet”.

[7] FF: Spørgsmål nr. S 1710 - besvaret 08/05-2002.

[8] FF: B 132: Forslag til folketingsbeslutning om en langsigtet strategi for udbygning af den vedvarende energi og en markant styrkelse af dansk energiforskning, herunder udvikling, demonstration og markedsmodning. 1. behandling 11/5 06.

[9] Pol. 30. januar 2002, 1. sektion, s. 7: ”Sort dag for miljø”.

[10] Med skattestoppets nuværende udformning skal alle skatter/afgifter, der opkræves i % forblive på højest samme procentandel, mens dem der opkræves i faste beløb, skal forblive på højest dette beløb fra år til år. Inflationsniveauet betyder, at værdien af de sidstnævnte afgifter mindskes med ca. 2 mia. kr. om året. http://www.folketinget.dk/Samling/20001/udvbilag/FIU/PGF7_FFL01PGF7_bilag52.htm

[11] Inf. 17. april 2002, 1. sektion, s. 9: ”Borte med blæsten”.

[12] Inf. 30. maj 2006, s. 2-3: ”Danmark som vision”.

[13] JP 13. juni 2003: ”Miljøindsats som før Auken”.

[14] JP 28. januar 2007, indblik, s. 9: ”Foghs forvandling”. Se også Weekendavisen (WA) 29. september 2006, 1. sektion, s. 1: ”Foghs 180-graders vending”, hvor Venstres energiordfører Lars Chr. Lilleholt indirekte tog afstand fra Svend Auken.

[15] FF: B 132 - 11/5 06. Se note 26.

[16] JP 28. januar 2007, indblik, s. 9: ”Foghs forvandling”.

[17] Lomborg, s. 234-46.

[18] Kristoffersen 2002.

[19] FF: B 120 (som fremsat): Forslag til folketingsbeslutning om tilskud til godkendelses- og kvalitetssikringsordninger inden for vedvarende energi. Fremsat den 21/3 03.

[20] JP 28. december 2001, 1. sektion, s. 3: ”Miljøet skal af med millioner”.

[21] FF: Første behandling af lovforslag nr. L 241: Forslag til lov om fremme af besparelser i energiforbruget. Fremsat 29/3 2000.

[22] FF: Spørgsmål nr. S 1087 - besvaret 27/02-2002, Spørgsmål nr. S 1219 - besvaret 13/03-2002 samt Spørgsmål nr. S 1085 - besvaret 27/02-2002.

[23] FF: Spørgsmål nr. S 1565 til økonomi- og erhvervsministeren (3/4 02) – besvaret 11/4 02 samt Spørgsmål nr. S 1219 - besvaret 13/03-2002.

[24] REFU 2002.

[25] Inf. 16. maj 2006, s. 6-7: ”Regeringen var advaret mod at skære i energiforskning”.

[26] FF: Spørgsmål nr. S 2778 - besvaret 07/05-2003.

[27] FF: B 132 - 11/5 06. Se note 26.

[28] Energistyrelsen: ”Notat fra Energistyrelsen J.nr. 115/98-0001 Ref. PLT.” http://www.folketinget.dk/Samling/19971/udvbilag/00345270.htm

[29] Juul-Kristensen, s. 47.

[30] Ibid., s. 18-19.

[31] Energistyrelsen 2001, s. 30-38.

[32] Lundsgaard, s.119-126.

[33] Skytte, s. 147-48.

[34] Erhvervsbladet 30. januar 2002: ”Forslag uden overraskelser”.

[35] Inf. 16. maj 2002, 1. sektion, s. 9: ”Energien der blev glemt”.

[36] FF: Spørgsmål nr. S 1710 - besvaret 08/05-2002.

[37] FF: B 120 - 21/3 03. Se note 37.

[38] FF: Beslutningsforslag nr. B 20: Forslag til folketingsbeslutning om mindre afhængighed af olie i transportsektoren. Fremsat 27/10 05.