Global opvarmning - en indirekte faktor

Global opvarmning - en indirekte faktor
Politikernes syn på dette emne er ikke en direkte del af energiforskningspolitikken, men fortjener alligevel at blive omtalt her. Dels fordi holdningen til dette emne har betydelige indirekte konsekvenser for synet på energiforskningen. Dels fordi den er et godt udtryk for de forskellige partiers opfattelse af energiforskningens formål i en bredere sammenhæng. Og dels fordi holdningen til global opvarmning på internationalt plan lader til at være den faktor, der har størst udsigt til at skubbe til energipolitikken i Danmark.

Det paradoksale i, at regeringen på den ene side kan være modstander af forpligtende målsætninger men samtidig tilhænger af at overholde målsætningerne for EU, forstærkes af de forskellige ministres og ordføreres vidt forskellige syn på klimaproblematikken.

Under en debat om styrkelse af dansk energiforskning i 2006 mente hverken Flemming Hansen eller Henriette Kjær (K), at der burde være forpligtende målsætninger for udviklingen på energiområdet. Kjærs begrundelse var, at teknologiudviklingens forløb var uforudsigeligt, og at forpligtende målsætninger ville risikere at skade fleksibiliteten. Højere oliepriser ville af sig selv sikre et lavere CO2-udslip.

Martin Lidegaard (RV) kritiserede denne holdning ud fra hensynet til at bekæmpe global opvarmning. Med Hansens og Kjærs tilgang ville et fremtidigt stort oliefund betyde, at regeringen sprang op og faldt ned på CO2-problematikken. Alene derfor var det nødvendigt med politiske målsætninger.

Eivind Vesselbo frygtede derimod at gentage, hvad han beskrev som den forrige regerings fejltagelser. Såsom at binde Danmark til at reducere CO2-udslippet med 21 %. Man skulle ikke bare ”tænke på et tal” og så følge det som målsætning uden hensyntagen til de miljømæssige (!) og økonomiske konsekvenser. Martin Lidegaard undrede sig over dette svar, da han ellers troede, at regeringen kæmpede for nye bindende målsætninger efter 2012, hvor Kyotoprotokollen udløber og skal erstattes af en ny international aftale om CO2-reduktion. Også Anne Grete Holmsgaard (SF) undrede sig over Vesselbos frygt for omkostninger. SF havde foreslået en omlægning af benzinafgifterne, der ifølge partiets beregninger kun indebar en minimal merpris for hver enkelt optankning (2 kr. pr. tank), mens Vesselbo henviste til regeringens klimastrategi, som sagde, at en nedsættelse af afgifterne i stil med det foreslåede ville koste op mod 800 mio. kr. og derfor var uacceptabelt. Desuden fandtes der ifølge Vesselbo ”nogle oplysninger” om, at CO2-udslippet kunne reduceres billigere på andre måder end med bioætanol. Den tidligere regerings initiativer, hvor der ifølge Vesselbo ikke var klarhed over omkostningerne, må absolut undgås. Men regeringen var enig i, at CO2-udslippet skulle nedbringes. Netop derfor havde den udgivet Energistrategi 2025! [1] Der som nævnt fandt, at det var godt, hvis udslippene blev nedbragt uden offentlig indblanding.

Som sagt var også Flemming Hansen stærk modstander af forpligtende målsætninger. Men som det fremgår af hans svar på et §20-spørgsmål fra Morten Messerschmidt (DF) i 2006, anfægtede Hansen ikke det Internationale Klimapanels (IPCC) konklusioner, om at temperaturen primært steg som følge af CO2-udledning. Her holdt Hansen sig til, hvad han kaldte ”den højeste videnskab på området” – i dette tilfælde IPCC’s tredje hovedrapport og Miljøministeriet. [2] Hansen anerkendte således problemerne, samtidig med at han tog afstand fra at forsøge at løse dem ad politisk vej.

Thor Pedersen var derimod modstander af forpligtende målsætninger, samtidig med at han tog afstand fra IPCC’s konklusioner. Han kritiserede således måleværktøjerne (sammenligningen mellem de nuværende temperaturstigninger og situationen i før-industriel tid) for ikke at give mening, da tidligere tiders temperaturer ifølge Pedersen var ukendte. At sammenligne med dem svarede derfor til at bruge et vaterpas uden luftboble – resultatet blev fuldstændigt tilfældigt. Da han blev spurgt, om han selv anerkendte, at klimaforandringer var et reelt problem, svarede han undvigende, at han anerkendte, at de fleste forskere mente dette. [3]

Nogle måneder forinden var det kommet frem, at Thor Pedersen havde taget afstand fra EU’s klimapolitik, som han betegnede som ”kejserens nye klæder” i et læserbrevudkast, han havde sendt til sine ministerkolleger pr. mail. [4] I november 2006 udkom interviewbogen Borgens dronninger, hvor Connie Hedegaard hævdede, at finansministeren ikke mente, at der var nogen miljøproblemer i Danmark. Dette fik Steen Gade (SF) til at rejse et § 20-spørgsmål til Hedegaard, om hvorvidt Thor Pedersens udmelding om ”kejserens nye klæder” var udtryk for regeringens synspunkter eller ej. [5] Spørgsmålet om hans udmeldinger blev også taget op i Europaudvalget, hvor Hedegaard atter lagde afstand til dem. [6]

Grundlaget for Pedersens kritik var fortsat, at han ikke mente, at det var muligt at estimere gennemsnitstemperaturerne før industrialiseringen. Dermed byggede IPCC’s grundlag for at tale om generelle temperaturstigninger på et tilfældigt grundlag, og EU’s målsætning om at begrænse stigningen til max. 2 grader celsius blev absurd. Derfor frarådede Pedersen oppositionspartierne at stole fast på videnskaben. Hvad han baserede sin vurdering på, er aldrig kommet frem. Connie Hedegaard understregede i sit gensvar, at der var et solidt videnskabeligt grundlag bag estimaterne.

Oppositionspartiernes ordførere stod forudsigeligt i kø for at kritisere Pedersen for at have andre motiver til sin udmelding. Anne Grete Holmsgaard fandt finansministeren ”plat” og mente, at hans udmelding i virkeligheden skyldtes, at han var dybt uenig i målsætningen om de to grader – en politisk målsætning, som Pedersen nu forsøgte at undergrave ved at betvivle dens faktuelle grundlag men uden at have noget at have kritikken i. Også Lone Dybkjær (RV) og Svend Auken tog afstand fra Pedersen. Auken mente, at Pedersens holdning også kom til udtryk ved, at han forsøgte at undgå at svare på, om han var enig i den nyudgivne Stern-rapports hovedkonklusion om, at det ville blive særdeles omkostningsfuldt ikke at bremse klimaændringerne. ”Den mand, der træffer de vigtige afgørelser, anser hele klimadiskussionen for at være noget intellektuelt pladder”. [7]

Omvendt gentog Connie Hedegaard i februar 2007, at hun gik varmt ind for forpligtende internationale målsætninger og gerne mål, der med tiden blev så ambitiøse, at vi i løbet af det 21. århundrede ville være i stand til at leve op til IPCC’s anbefalinger om reduktioner i et omfang, der gjorde, at temperaturstigningerne ikke ville komme op over 2-4 grader celsius. Forskningsresultaterne gjorde det mere og mere vanskeligt at påstå, at klimaændringerne blot var noget der ”gik væk” eller slet ikke skyldtes CO2-udledningen. Hun nævnte dog ikke Thor Petersen. [8]

Den grundlæggende laissez faire-holdning på klimaområdet, der kom til udtryk i både En omkostningseffektiv klimastrategi og Energistrategi 2025 stemte dog ikke overens med samtlige udmeldinger fra regeringen, før Connie Hedegaard blev miljøminister. I marts 2003 udtalte miljøminister Hans Christian Schmidt til Politiken, at Danmark hidtil havde ”keret sig om sig selv”, men at løsningen af klimaproblemerne var en global opgave, der krævede globale spilleregler. Samtidig erklærede han sig positivt indstillet til forskningsprojekter, såfremt de kunne give CO2-gevinster, der kostede under 120 kr./ton. ”Derfor vil biogas, varmepumper, effektive olie- og gaskedler samt energiruder måske nyde fremme. Også andre initiativer kan komme på tale, hvis der er gode argumenter”. Denne udtalelse er i øvrigt et sjældent eksempel på, at en af VK-regeringens ministre udtalte sig om energiforskning i sammenhæng med CO2-problematikken. [9]

Noter

[1] FF: B 132 - 11/5 06. Se note 26.

[2] FF: Spørgsmål nr. S 300, 19/10 06.

[3] FF: Spørgsmål nr. S 762, 22/11 06.

[4] Pol. 28. september 2006: ”Thor P. gør grin med EU's klimapolitik”.

[5] FF: Spørgsmål nr. S 762, 22/11 06.

[6] FF: Referat af 10. Europaudvalgsmøde fredag den 24. november 2006, kl. 10.00 http://www.folketinget.dk/?/Samling/20061/spoergsmaal/S762/svar/endeligt/20061122/index.htm

[7] Inf. 25. november 2006: ”Klimapolitik: Ny strid mellem Thor Pedersen og miljøministeren”.

[8] DR P1 Orientering 2. februar 2007, http://www.dr.dk/P1/orientering/OR+Aften/2007/02/05140856.htm [linket er nede p.t.]

[9] Pol. 3. marts 2003, 1. sektion, s. 4: ”Et land i vildrede om nye energi-eventyr”.