Debatten om tidspræferencer

Debatten om tidspræferencer
Den svageste kritik af Stern-rapportens diskonteringsrater retter sig mod den manglende tidspræference. Især Weitzman bryder sig ikke om forfatternes etiske begrundelse for dette og mener ikke, at det giver mening at vælge en δ på (i praksis) 0, når den adfærd folk normalt udviser ved investeringer, netop tyder på, at de prioriterer nutiden højere end fremtiden. Han påpeger, at en række tidligere undersøgelser har inddraget tidspræferencer, og henviser til Nordhaus, der før har konkluderet, at diskonteringsrater for offentlige projekter bør afspejle økonomien som helhed, medmindre der er et solidt grundlag for at gøre noget andet. [1] Weitzman gør en del ud af, at rapportens forfattere og forgængere som økonomen William Cline angiveligt udgør et mindretal, både blandt økonomer og i samfundet generelt. [2] Også Nordhaus selv kritiserer den manglende tidspræference, men mest i sidebemærkninger.

Cole forsvarer Stern-rapporten med, at den henviser til tidligere analyser i sin argumentation for de lave rater. Bl.a. Frank Ramsey som allerede i 1928 nåede frem til, at valget af social diskonteringsrate ikke bare var et spørgsmål om objektiv økonomi men om normativ etik. [3] Og Clines The Economics of Global Warming fra 1982 havde i øvrigt en δ på 0 %. Argumentet om at staterne ”bør” efterligne adfæren på markederne er dårligt, for det at have en tidspræference er noget, der knytter sig til de enkelte individer, mens udgifter til klimaændringer snarere skal ses som en slags kollektiv overførsel af penge fra nutid til fremtid. [4]

Dasgupta er enig i Coles kritik, og hævder i modsætning til Weitzman, at Sterns etiske grundlag faktisk er ”standard” i moderne økonomisk tænkning. Som belæg fremhæver Dasgupta ligeledes Clines konklusion om, at det godt kan betale sig at forfølge en ”aggressiv” strategi, til trods for at fremtiden bliver rigere end nutiden. Årsagen er, at de potentielle ødelæggelser alligevel vil overstige omkostningerne ved at forebygge dem – en argumentation der minder en del om Stern-rapportens. Også Byatt m.fl. og Quiggin anerkender den lave δ. Men at rapporten ligefrem giver udtryk for et etisk standardgrundlag indenfor økonomi, modsiges tydeligt af andre af dens kritikere.

Tol mener ligesom Weitzman, at det ikke giver mening, når forfatterne anvender ”etisk” diskontering, men heller ikke han er i stand til at komme med et bedre argument for at inddrage tidspræferencer i en samfundsøkonomisk analyse uden tidsbegrænsning. I stedet kritiserer han Stern-rapporten for at være ude af trit med, hvad der er almindelig praksis. Cole ironiserer over dette argument, som Tol også har fremført i en tidligere artikel. For betyder det, at man uden videre bør følge med, hvis noget er ”almindelig praksis”, uden hensyn til om denne praksis er etisk forsvarlig eller ej? [5] Til gengæld finder Cole det problematisk, at diskonteringsraterne i rapporten afviger betydeligt fra dem, der anbefales i det britiske finansministeriums egen grønbog om spørgsmålet. Det kan nemlig give indtryk af, at der er fusket med tallene. [6]

Generelt beskæftiger grønbogen hhv. Stern-rapporten sig dog med så forskellige emner og forskellige forudsætninger, at det er svært at sammenligne dem. Grønbogen fokuserer tilsyneladende på investeringer med langt kortere tidshorisont end Stern-rapportens. Hvis de strækker sig over 30 år eller mere, omtales de som projekter med ”very long-term impacts”. Grønbogens standardrate er på hele 3,5 %, men det skyldes bl.a., at den anbefaler at inddrage tidspræferencer ved langsigtede projekter. Begrundelsen er, at samfundet ”som helhed” prioriterer nutiden højere end fremtiden. [7] Denne ukommenterede påstand kan let anfægtes; således stemmer den dårligt overens med det forhold, at den britiske regering promoverer Stern-rapporten, der netop forsøger at give nutidens og fremtidens generationer samme vægt. [8]

Alt i alt virker Stern-rapportens afvisning af tidspræferencer som et meget logisk valg, der trods hård kritik ikke lader til at støde på nogen reelle modargumenter. En del af kritikerne fastholder dog, at det giver mening at slutte fra ”er” på mikroplan til ”bør” på makroplan. Men de kommer ikke med dybere argumenter, end at der findes en tradition for at gøre det. Og traditioner skal følges!

Noter

[1] Weitzman, s. 13.

[2] Cline argumenterede i The Economics of Global Warming for helt at udelade tidspræferencen fra samfundsøkonomiske analyser. Det gjorde han selv ved konferencen Copenhagen Consensus i 2004, hvor han leverede en beregning af drivhuseffektens omkostninger. Efterfølgende blev han kritiseret af sine to opponenter Robert Mendelsohn og Alan S. Manne for at anvende en ”urealistisk” lav diskonteringsrate. Især Mendelsohn mente, at fremtidige generationer selv måtte være i stand til at betale for at afhjælpe eller ligefrem fjerne de skadelige konsekvenser af drivhuseffekten, i takt med at de opstod. Cline forsvarede sine beregninger med, at det ikke var muligt at justere den globale temperatur uden videre, samt at Mendelsohn ikke tog højde for risikoen ved en opbremsning af Golfstrømmen m.v. Lomborg 2004, s. 16-17, 54 samt 59-60.

[3] Cole, s. 15 samt Stern, s. 35-36, 51 samt 53.

[4] Cole, s. 30-31.

[5] Cole, s. 12-13.

[6] Cole, s. 32-34.

[7] HM Treasury, s. 27 samt 97-100.

[8] Se også Arler 2007, s. 673-674.