Projekttypespørgsmål

Projekttypespørgsmål
Man kan groft sagt inddele CO2-kompensationsprojekter i to hovedgrupper: 1) Dem, der skal begrænse udledningen af CO2 eller andre drivhusgasser til atmosfæren, og 2) dem, der skal trække CO2 ud af atmosfæren igen. De færreste vil sætte spørgsmålstegn ved de første, i hvert fald hvis de retter sig mod ”mildere” drivhusgasser og ikke f.eks. HFC-23. Alle projekttyper indenfor den anden gruppe er derimod blevet genstand for omfattende debatter, da CO2-binding giver en vis risiko for, at den bundne CO2 frigøres igen og dermed undergraver projekternes additionalitet.

I 2007 kom hele 40 % af CDM-kreditterne fra energieffektiviseringsprojekter, mens vandkraft bidrog med 12 % og projekttyper som lattergas-reduktion, HFC-reduktion, vindkraft, biomasse, genbrug af kulminemetan, gasindvinding fra lossepladser og andre affaldsrelaterede affaldsprojekter fordelte sig med mellem 4 og 9 % til hver. JI-markedet blev domineret af energieffektiviseringsprojekter (23 %), genbrug af kulminemetan (27 %) og lattergas-reduktion (16 %). [1] Med andre ord spiller CO2-binding kun en meget lille rolle på CDM/JI-markedet.

Point Carbon har vurderet, hvilke projekttyper der har størst chance for at blive videreført i CDM-regi efter 2012. De mener, at de sikreste kort er energieffektivisering, reducering af CO2-udslip fra f.eks. cementproduktion, ændret/forbedret arealanvendelse, biobrændsel, vandkraft, vindenergi og forskellige typer af affaldsbehandling. Geologisk CO2-deponering (CCS) har også gode chancer. Ifølge Point Carbon er kun Brasillien og Indien modstandere af at inddrage denne teknologi, som til gengæld støttes af “rest of the world”. CO2-binding ved hjælp af skov- og vådområder er uvisse, mens egentlig skovrejsning eller undladelse af at fælde eksisterende skove kun har ringe chancer for at indgå i fremtidens CDM. [2]

HFC-problemet

- er en bivirkning af, at CDM og kvotesystemet i øvrigt er baseret på seks vidt forskellige drivhusgasser, men bruger CO2-ækvivalenter som målestok. Det giver et indlysende økonomisk incitament til at reducere drivhusgasser, der er væsentligt kraftigere end CO2, da de giver flest kreditter og størst indtjening på kort tid. Det bedste eksempel er hydroflourcarbonet HFC-23, der har været anvendt i bl.a. køleskabe som erstatning for de ozonlagsnedbrydende CFC-gasser. [3] Selvom CO2 på globalt plan er den vigtigste drivhusgas pga. de store udledte mængder, opnår man den samme effekt ved at sænke den langt mindre udledning af HFC-23 med et enkelt ton, som hvis man havde reduceret CO2-udledningen med 12.000 tons. Lohmann beskriver to indiske HFC-reduktionsprojekter, der tilsammen stod for knapt 85 % (!) af landets CDM-kvoter tilbage i 2006. [4]

Man kan indvende, at hele ideen med CDM og kvotehandel er at sikre, at reduktionerne først finder sted, hvor det bedst betaler sig, og at det er gavnligt at udfase HFC-gasserne så hurtigt som muligt, netop pga. deres kraftige virkning. Men når der er en så markant forskel i klimapåvirkningen som her, bliver konsekvenserne også tilsvarende større, hvis et HFC-projekt viser sig at være ikke-additionelt.

Et dansk HFC-23-reduktionsprojekt i Kina er således blevet kritiseret af Greenpeace, fordi det støttede to kemiske fabrikkers udfasning af HFC-23 – med den bivirkning, at det mindskede industriernes incitament til at omlægge produktionsprocessen som sådan, selvom den også udledte drivhusgassen HCFC-22, som er endnu kraftigere end HFC-23. [5]

Det er dog et åbent spørgsmål, hvor stort HFC-problemet egentlig er. På den ene side er de nævnte ulemper alvorlige nok, på den anden side tyder udviklingen i CDM-markedet på, at HFC-reduktionsprojekter i høj grad udgjorde en kortvarig boble, hvor mulighederne for at skaffe masser af billige reduktioner skævvred markedet i de første år, men hurtigt blev udtømt. Efter 2005, hvor disse projekter stod for næsten 2/3 af de samlede globale drivhusgasreduktioner (målt i CO2-ækvivalenter), er deres andel styrtdykket, og i 2007 udgjorde de mindre end 1/10. [6] Blandt COP-landene har der været en del debat om, hvilke typer af HFC-projekter, der kunne accepteres under hvilke omstændigheder, men ifølge Point Carbon er det tvivlsomt, om HFC-reduktion vil overleve de næste forhandlingsrunder. [7]

Uanset hvad lader det dog til at være en god ide at undgå projekter, der skal reducere særligt skadelige drivhusgasser, [8] alene af den grund, at risikoen for manglende additionalitet er langt højere end ved andre projekter. Ikke fordi der er højere sandsynlighed for projektfejl, men fordi de negative konsekvenser af en fejlvurdering er langt større.

Carbon Capture and Storage

Til forskel fra biologisk CO2-lagring handler CCS om at indvinde CO2 fra afbrænding af fossile brændstoffer i kraftværker og omdanne kuldioxiden til flydende form, hvorefter den deponeres. Der har været foreslået flere deponeringsmuligheder, bl.a. i havene, men det eneste der virker (nogenlunde) sikkert, er deponering i underjordiske depoter under særligt stabile forhold. [9] Adskillige lande, bl.a. Norge og Saudi-Arabien, ønsker at CCS skal medtages som CDM-teknologi. [10] Dette spørgsmål har været drøftet blandt COP-landene siden 2005, og CDM Executive Board har fra 2006 arbejdet på at udvikle procedurer for området.

I 2007 vurderede en rapport fra OECD og Det Internationale EnergiAgentur, at der fandtes et stort potentiale for CCS i Annex I-landene, samt at de hidtidige erfaringer fra tre større CCS-projekter i Norge, Canada og Algeriet viste, at risikoen for udslip var tæt på at være ikke-eksisterende. Selv hvis nogle af de underjordiske CO2-lagre skulle begynde at lække engang i fremtiden, mener rapporten ikke, at det vil være noget særligt problem, hvis blot det først sker efter et par hundrede år. Niveauet af CO2 i atmosfæren vil alligevel have toppet efter dette tidsrum, da oliealderen må formodes at være forbi. [11] Denne argumentation virker dog ikke overbevisende, da det endnu ikke er muligt at fastslå, hvornår den menneskeskabte CO2-udledning topper (og ikke mindst stopper), eller hvor meget af den udledte CO2 der atter kan optages i f.eks. verdenshavene og over hvor lang tid i forhold til CO2-depoternes stabilitet.

Rochons kritiske rapport False Hope omtaler et geologisk forsøg i Texas, der viste, at der kan opstå uforudsete problemer, når man pumper CO2 ned i jorden. I Texas gik kuldioxiden i forbindelse med saltvand og dannede syre, der begyndte at opløse de omkringliggende mineraler, som ellers skulle sikre, at den deponerede CO2 ikke slap ud. Derfor konkluderer Rochon på den ene side, at det ikke er muligt at garantere sikker og permanent CCS. [12] På den anden side anerkender rapporten også, at det Internationale Klimapanel (IPCC) i 2005 konkluderede, at man godt kan lagre CO2 på betryggende vis. [13] Problemet er bare, at det kun kan lade sig gøre under særligt gunstige geologiske omstændigheder, som kun sjældent er til stede, hvor kraftværkerne ligger.

Rochons øvrige indvendinger mod CCS er, at teknologien er kun i sin opstartsfase og nok først kan bruges i større omfang omkring 2030, at det kræver ekstra energi at opsamle CO2 fra kraftværker (hvilket dog ikke nødvendigvis er et argument imod additionaliteten), samt at anlæg af rørledninger over lange afstande vil gøre teknikken væsentligt dyrere og samtidig give en øget risiko for CO2-udslip under transporten. Også Ernsting påpeger, at CCS er en meget ny teknologi, og at det kommer til at tage tid – måske adskillige årtier – før den kommer ud over sit nuværende udviklingsstadie. [14]

Endnu et problem er, at teknologien kun giver mening ved større kulbaserede kraftværker. På den ene side kan man mindske eksisterende værkers CO2-udledning gennem CCS – men på den anden side risikerer man derved samtidig at fremme brugen af kulkraft i et længere tidsperspektiv.

Skovrejsning og anden biologisk CO2-lagring

Skovrejsning er en særdeles omdiskuteret og kritiseret måde at opnå CO2-kompensation på, og der eksisterer ligefrem en græsrodsorganisation – SinksWatch – der direkte har som formål at bekæmpe denne form for CO2-binding. [15] Projekter af denne type udgør en væsentlig del af det frivillige kompensationsmarked (36 % i 2006), men er på retur på det europæiske marked, dels pga. problemer med additionaliteten, dels pga. en stigende interesse for projekter, der i stedet handler om renere teknologi. Af de 827 CDM-projekter, der blev registreret i perioden januar-september 2007, var kun et enkelt var skovrelateret. [16] UNEP Risø Centre anslår, at andelen, målt i genererede kreditter, kun udgør 0,4 % af den samlede mængde kreditter fra CDM-projekter på globalt plan. [17]

Elgie opstiller i rapporten Credit Check en række krav, som skal være opfyldt, for at givne projekter kan føre til reel CO2-reduktion. Skovrejsning har især problemer med tre af dem: [18]

1) Virkningen skal være permanent eller i det mindste kunne garanteres i det antal århundreder, som er nødvendigt, før frigivelsen af den bundne CO2 vil blive modsvaret af et øget optag andre steder, f.eks. i verdenshavene. Her kniber det med garantier for, at plantet skov vil blive stående.

2) Jo hurtigere CO2-reduktionen kan finde sted, jo bedre. Her har skovplantning det problem, at selvom den kan foretages på forholdsvist kort tid, varer det længe, før træerne vokser op og opnår den maksimale CO2-binding. (Dutschke mener dog, at blot det at udsætte emissioner er positivt, da den generelle økonomiske udvikling vil forbedre mulighederne for at tilpasse sig klimaændringer i fremtiden. [19])

3) Det skal være forholdsvist let at opgøre CO2-besparelserne. Også her er skovprojekter problematiske, da graden af CO2-binding beror på en lang række variable, bl.a. hvilke træarter med forskellige egenskaber der er tale om, og hvilken jordtype de kommer til at gro i.

I bogen The Carbon Neutral Myth beskriver også Smith en række problemer ved skovrejsning, som samlet gør, at det fremstår som virkningsløst. Et problem ligger i, at den CO2-mængde, der optages i opvoksende træer, er svær at holde styr på, da træer af natur ikke er noget stabilt lagringsmedie, men risikerer at brænde eller dø og nedbrydes over tid. Ganske vist kan man kompensere for dette ved hele tiden at plante nye træer, men herved støder man ind i et andet almindeligt problem ved de eksisterende tilbud, nemlig at omkostningerne ved at plante og vedligeholde skove/plantager er undervurderede. Udgifterne dækker typisk kun omkostninger ved at plante træerne i første omgang. Men hvis CO2-bindingen skal være effektiv, er det nødvendigt at træmassen bliver stående i ikke bare 100 eller 1.000 år men for altid – eller til der eventuelt opstår en teknisk og samtidig realistisk mulighed for at fjerne CO2 fra atmosfæren på anden vis. [20]

Climate Neutral Group mener at have taget højde for ustabiliteten ved at selskabet kun investerer i skovrejsningsprojekter, der lever op til krav om, at skoven skal overleve “for a prolonged period of time”. [21] Denne forsikring virker dog ikke overbevisende for de fleste kritikere.

Dutschke oplister i artiklen “How do we ensure permanence and assign liability?” en række forskellige risici ved skovrejsning og et par mere gennemtænkte løsningsforslag. Risiciene omfatter: - Naturlige risici såsom storme og brande eller klimarelaterede risici. - Udbudsside-risici såsom prisstigninger på landsbrugsvarer, der gør det mere attraktivt at fælde skovene til fordel for landbrug. - Problemer med projektpartnere, som kan gå fallit, have en dårlig projektstyring m.v., og - Politiske risici – en ny regering i værtslandet er ikke nødvendigvis interesseret i at bevare skovene.

Som løsninger foreslår Dutschke at forsikre skovene og lave kontrakter med ejerne af de pågældende landområder, som skal sikre dem en underskudsgaranti, hvis prisen på f.eks. soya- eller palmeolie overstiger et vist niveau. Samtidig kan man lave aftaler med værtslandene om, at de får adgang til en del af kreditterne til gengæld for at tage del i ansvaret for, at skovene bliver stående. [22]

Omvendt kritiserer Eraker i CO2lonialism brugen af skovrejsning i Uganda, og vurderer, at det (i hvert fald her) er umuligt at tage højde for brande, plantager, der forsvinder pga. manglende efterspørgsel på træ, eller ændrede politiske prioriteter hos fremtidige regeringer i landet. [23]

Kollmuss giver en meget neutral vurdering af skovrejsning som kompensationsprojekt. På den ene side er der problemer med additionaliteten af de ovenfor nævnte grunde. På den anden side mener Kollmuss, at skovrejsning “utvivlsomt” kunne bidrage til at løse en del af drivhusproblematikken, hvis ellers projekterne blev planlagt med den fornødne omhu. [24] Men overordnet fremstår skovprojekter som den mindst stabile form for CO2-binding.

Biochar

- er en særlig måde at binde CO2, som endnu ikke er anerkendt som muligt CDM-projekt, men har en pæn chance for at blive det i fremtiden. Ideen går ud på at dyrke en mængde biomasse, der undervejs optager CO2, hvorefter man varmebehandler biomassen. Herved bliver en del af den til biogas og -olie, som begge kan bruges som brændstof, mens resten omdannes til trækul (biochar), der kan tilsættes dyrkningsjord. Ifølge fortalerne for biochar kan den både binde en betydelig CO2-mængde, gøre jorden mere frugtbar og nedsætte den N2O-mængde, som ellers udledes fra landbrug. Biochar risikerer ikke at blive fældet eller forsvinde ved naturkatastrofer, og konceptet anbefales kraftigt af bl.a. NGO-netværket International Biochar Initiative. [25]

Organisationen Biofuelwatch kritiserer omvendt biochar for at være en “tidsindstillet CO2-bombe”, da den ikke er i stand til at binde CO2 permanent. I rapporten Climate Geo-engineering with ‘Carbon Negative’ Bioenergy underbygger Biofuelwatch dette med to artikler. [26] Den første, Lehmanns “Bioenergy in the black”, vurderer imidlertid kun, at der stadig mangler viden om biochar, men at det under de rette omstændigheder kan binde CO2 i flere hundrede eller ligefrem tusindvis af år – om end det vil frigives før eller siden! [27] Den anden artikel af Bruno Glaser når frem til en tilsvarende konklusion, [28] og begge vurderer, at biochar godt kan bruges til langtidslagring af CO2, om end ingen af dem angiver den præcise varighed af “lang tid”.

Biofuelwatch finder det til gengæld urealistisk, at biochar eller andre former for biologisk CO2-binding kan bidrage nævneværdigt til at løse klimaproblemerne, da det kræver betydelige arealer at dyrke den biomasse, der skal til for at binde tilstrækkeligt meget CO2 – mindst 500 millioner hektar (= 5 millioner km2, eller over halvdelen af f.eks. USA’s areal) og muligvis betydeligt mere er et realistisk bud. Samtidig er mængden af uudnyttet og brugbar dyrkningsjord stærkt overvurderet. [29] Smith bruger et tilsvarende argument imod skovrejsning, som ligefrem kræver større arealer, end der eksisterer på Jordens overflade for at kunne optage en CO2-mængde, der står mål med udledningen. [30] Dette er dog ikke nødvendigvis et argument mod at bruge biochar, skovrejsning eller andre biologiske former for CO2-lagring, men et godt argument imod at betragte disse projekttyper som andet end et supplement til de nødvendige reduktioner i CO2-udledningen.

Flere af de her nævnte kritikere betragter biologisk CO2-lagring som et forgæves forsøg på at lade en del af det i forvejen eksisterende og afbalancerede CO2-kredsløb optage den CO2, som ikke er del af kredsløbet, da den består i det kulstof fra organisk materiale, der har lagret sig i form af olie og kul gennem mange hundreder millioner år.

Virksomheder som Climate Neutral Group betragter omvendt skovrejsning m.v. som en måde at genoprette en tidligere CO2-balance, hvor en stor mængde CO2 var oplagret i træer, som siden er blevet fældet. [31] Ifølge selskabet er skovrejsning en del af løsningen på klimaproblemet, da 20 % af den menneskeskabte globale opvarmning stammer fra skovfældning. [32] Det afhjælper selvfølgelig ikke den ekstra udledning, der stammer fra afbrænding af fossile brændstoffer, men det er heller ikke meningen – ingen løsninger er i stand til at afhjælpe alle dele af klimaproblematikken på én gang.

Tilbage bliver dog stadig en væsentlig forskel mellem at fjerne CO2 fra atmosfæren og nedbringe udledningen af CO2: Det sidste skyldes en irreversibel afbrænding af fossile brændstoffer, der igennem mange millioner år har trukket kul ud af de naturlige CO2-kredsløb, og det er langt fra sikkert, at andre former for CO2-binding vil kunne optage de samme mængder. Man kan sammenligne det med at have et utæt tag og en masse spande, hvoraf nogle i sig selv er utætte og andre ikke: Det er muligt at mindske regnskader, hvis man er i stand til at sortere spandene og anbringe de tætte under hullerne i taget, men så længe det ikke er repareret, er det kun en lappeløsning. Og selv de tætte spande har en øvre grænse for, hvor meget der kan fyldes i dem. Dette er et godt argument for, at det er vigtigst at få bremset den globale CO2-udledning. Når dette mål er nået, kan man altid vende tilbage til spørgsmålet om CO2-binding.

Additionalitet i de særlige “hjælpestandarder”

Der findes en række særlige certificeringsstandarder, som retter sig mod arealanvendelse. Det vil især sige forskellige varianter af biologisk CO2-binding såsom skovrejsning men også reduktion af drivhusgasser fra landbrug eller skov- og plantagedrift. Der findes ikke tilsvarende mærkningsordninger indenfor andre projekttyper.

CCB er en projektstandard, som er udviklet af paraplyorganisationen Climate, Community and Biodiversity Alliance (CCBA). Den retter sig mod jord- og skovrelaterede CO2-kompensationsprojekter, og inddrager additionalitetshensyn, selvom hovedformålet med CCB er at fremme biodiversitet. Et CCB-certificeret projekt skal leve op til forskellige additionalitetskrav, som standarden henter fra andre standarder, især CDM, og skal fornyes hvert femte år. Projektudvikleren skal desuden redegøre for projektets afledte CO2-effekter. Som projektstandard konkurrerer CCB ikke med de nævnte certificeringsstandarder men kan tilføjes et projekt som ekstra kvalitetsstempel. [33] Climate Neutral Groups skovrejsningsprojekter bliver således både verificeret med enten CDM, VCS eller Gold Standard og CCBA-standarden. [34]

Foreløbigt er 10 projekter certificeret efter CCB, mens yderligere 25 er ved at blive valideret. [35] CCB-manualens beskrivelser af additionalitet adskiller sig ikke særligt fra CDM-procedurernes. Den vigtigste forskel er, at der før projektets opstart skal skitseres en plan for, hvordan man kan registrere mulige afledte CO2-effekter af projektet eller uforudsete faktorer, der påvirker disse. Senest et halvt år efter, at projektet kører, skal der foreligge en fuldt udbygget overvågningsplan. [36]

Plan Vivo, som administreres af Plan Vivo Foundation, er endnu en projektstandard, rettet mod mindre CO2-projekter indenfor landbrug, skov- og plantagedrift i ulandene, som udføres i tæt samarbejde med lokale bønder. Den følger sine egne retningslinier og additionalitetskrav. Ideen er at sikre additionaliten ved at samarbejde direkte med småbønder og lokalsamfund, som med sikkerhed ikke kunne udføre projekterne, hvis de ikke fik økonomisk, teknisk og organisatorisk hjælp udefra. [37] Plan Vivo har for øjeblikket kun 3 fungerende projekter, fordelt på Mexico, Uganda og Mozambique. [38] Kollmuss vurderer, at de høje omkostninger ved konceptet hindrer det i at blive særligt udbredt. [39]

CDM og VCS har udviklet deres egne understandarder, specielt til projekter, der handler om arealudnyttelse, og som på hver deres måde forsøger at kompensere for risikoen for, at projekterne slår fejl. CDM A/R (Afforestation and Reforestation) anvender særlige midlertidige kreditter, som skal fornys efter et bestemt tidsrum eller erstattes med køb af andre CO2- eller CDM/JI-kvoter, hvis et projekt ikke giver den ønskede CO2-binding. [40] VCS AFOLU (Agriculture, Forestry and Other Land Use) tilbageholder forskellige procentdele af et projekts kreditter, som en slags forsikring imod at projektet slår fejl. Når/hvis projektet så fungerer, udbetales disse kreditter gradvist i rater hvert 5. år. [41] Desuden har såvel CDM A/R som VCS AFOLU udviklet særlige retningslinier for hver enkelt arealbaseret projekttype, der skal hindre risikoen for “lækning”.

I de tilfælde, hvor der er tale om en begrænsning af udledningen af CO2 eller metan fra f.eks. landbrug eller plantagedrift, kan nogle af de nævnte standarder godt fungere som ekstra sikkerhed. Om end CCB næppe er stærkere end CDM, og de to understandarder til CDM og VCS i højere grad fungerer som garantibevis end som kvalitetsstempel. Men når det gælder biologisk CO2-binding, retter hjælpestandarderne sig ironisk nok mod projekttyper, der i sig selv har så betydelige svagheder, at man sandsynligvis opnår en større sikkerhed for additionalitet, hvis man fra begyndelsen vælger disse projekter fra.

Delkonklusion

De projekttyper, der handler om energieffektiviseringer eller vedvarende energi, er ikke kontroversielle og har derfor heller ikke skabt nogen større debat. Lettjente penge via HCF-begrænsninger har tidligere udgjort et betydeligt problem for CDM-systemets troværdighed, men dels er omfanget mindsket kraftigt i de seneste år, dels er det sandsynligt, at projekttypen i fremtiden bliver udelukket fra CDM. Uanset hvad egner HFC-begrænsning sig næppe som CO2-kompensationsprojekt, hvis man ønsker en høj sikkerhed for additionalitet.

Som det fremgår, står og falder additionaliteten i CO2-lagring med, om kuldioxiden bliver i det valgte lagringsmedie eller ej. Træ er meget ustabilt. Biochar lader til at være væsentligt mere stabilt, men kræver store arealer til dyrkning. Deponering af flydende CO2 kan være stabilt, men er knyttet til en fortsat brug af kulkraft, og ser kun ud til at kunne fungere på både betryggende og økonomiske vilkår under særlige geologiske omstændigheder. Tidsperspektivet er den største udfordring ved alle former for CO2-binding i forhold til udledningsreduktion, og giver et ekstra usikkerhedselement, når man skal vurdere additionaliteten i et givent lagringsprojekt. Selv en beskeden usikkerhed kan gøre, at et projekt, der i nutiden virker holdbart, i sidste ende vil vise sig at være en fiasko. Dette er ikke nødvendigvis et argument mod CO2-binding i det hele taget, men gør, at man skal være ekstra opmærksom, hvis man vil basere et kompensationstilbud på CO2-binding af nogen art. Og tidsperspektivet giver pr. definition CO2-bindende projekttyper et klart handicap i forhold til det mere påtrængende behov for at begrænse udledningen af drivhusgasser.

Noter

[1] Capoor, s. 29-32.

[2] Point Carbon. Da det er svært at forudse udfaldet af de internationale forhandlinger, vurderer de for en sikkerheds skyld, at selv de sandsynlige teknologi/projekttyper kun har 2/3 chance for at blive videreført, mens selv de tvivlsomme typer har 1/3 chance for at blive godkendt.

[3] Lohmann, s. 163-165. Se også Tyler.

[4] Lohmann, s. 254-271. Se også Information 26. marts 2007: “ Jagten på CO2-kreditter fører til fortsat forurening”.

[5] Jfr. Pedersen. Se også Berlingske Tidende 6. marts 2008: “Tvingende behov for debat om klimaproblemer”.

[6] Capoor, s. 30-31.

[7] Point Carbon.

[8] Det gælder også perflourcarboner og svovlhexaflourid, hvis virkning som drivhusgasser ligeledes er mange tusind gange kraftigere end CO2, men ikke er blevet udnyttet som genvej til CDM-kreditter på samme måde som HFC’erne.

[9] Ernsting, s. 22-23.

[10] Reuters 18. februar 2008: “Saudi, Norway back carbon capture for CDM”. http://www.reuters.com/article/environmentNews/idUSL1831690120080218?pageNumber=1&virtualBrandChannel=0

[11] Philibert, s. 8 + 11-16.

[12] Rochon, s. 26.

[13] Rochon, s. 21-24 samt Metz, s. 263-289.

[14] Ernsting, s. 20-21.

[15] http://www.sinkswatch.org

[16] Kollmuss, s. 21-22.

[17] http://cdmpipeline.org/overview.htm

[18] Elgie, s. 9-22.

[19] Dutschke 2001, s. 10.

[20] Smith, s. 19-22 samt 63-69.

[21] Climate Neutral Group: “Carbon offsetting: Is offsetting using forestry projects really effective?” på http://www.climateneutralgroup.com/ShowContent.aspx?page=FAQ+CO2+compensatie&lang=EN

[22] Dutschke 2008, s. 77-85.

[23] Eraker, s. 23-25.

[24] Kollmuss, s. 21.

[25] http://www.biochar-international.org Se også Lehmann 2009, Tenenbaum samt Ernsting, s. 27-29.

[26] Ernsting, s. 30.

[27] Lehmann 2007, s. 382-384.

[28] Glaser, s. 225-226.

[29] Ernsting, s. 41-60.

[30] Smith, s. 19-22.

[31] Climate Neutral Group, s. 40. Se også http://www.climateneutralgroup.com/Downloads/Projecten/CNG%20projectsheet%20Forest-Malaysia.pdf

[32] Det Internationale KlimaPanel (IPCC) oplyser, at ca. 80 % af de menneskeskabte CO2-emissioner i 1990erne skyldtes afbrænding af fossile brændstoffer, mens de sidste 20 % skyldtes ændringer i den måde, landskabet blev anvendt på (primært afskovning). Solomon, s. 514-515.

[33] Kollmuss, s. 76-79.

[34] Climate Neutral Group, s. 26.

[35] http://www.climate-standards.org/projects/index.html (22. juli 2009)

[36] The Climate, Community & Biodiversity Alliance (CCBA), s. 14-15 + 22-24. [37] Plan Vivo, s. 12.

[38] http://www.planvivo.org/fx.planvivo/scheme/projects.aspx (22. juli 2009) [linket er nede p.t.]

[39] Kollmuss, s. 79-82.

[40] Kollmuss, s. 72-73.

[41] Kollmuss, s. 74-75. Se også http://www.v-c-s.org/afl.html [linket er nede p.t.]