Additionalitetskontrol i teori og praksis

Additionalitetskontrol i teori og praksis
Som nævnt bygger Schneider på en forholdsvist omfattende empirisk undersøgelse af 93 CDM-projekter. Rapporten fokuserer på tre typiske delelementer i de hidtidige vurderinger af, om et muligt projekt vil give additionalitet:

1) Hvad der hindrer det i at blive udført.

2) Hvorfor det som udgangspunkt ikke er økonomisk attraktivt at føre projektet ud i livet.

3) Hvad der i forvejen er indført af lignende praksisser i lokalområdet.

Mange af de 93 projekter er dog præget af ret svage begrundelser eller manglende information i alle tre tilfælde, og Schneider vurderer, at det ved ca. 40 % af de registrerede projekter faktisk er tvivlsomt, om de har nogen additionalitet. Dertil kommer andre problemer med bestemte projekter, såsom at deres virkning er stærkt begrænset, og at det er muligt at registrere et projekt under CDM, selvom det er blevet indledt, før registreringen overhovedet har været på tale. [1]

I nogle tilfælde er det finansieringsproblematikken, som gør, at et projekt ender som ikke-additionelt. I andre kan problemet være manglende data. Lohmann omtaler et godt eksempel på dette, nemlig et biobrændselsprojekt i Thailand, hvis CO2-reduktion er stærkt omdiskuteret. Projektet blev vurderet af Norsk Veritas, som baserede dets baseline på et gennemsnit af den totale udledning af CO2 som følge af elektricitetsforbruget i Thailand generelt, og dette grundlag var særdeles usikkert. [2] Dette illustrerer, at hvis man vil vurdere additionaliteten af et projekt, der skal føre til en mere klimavenlig produktion af elektricitet, er det nødvendigt at have en betydelig baggrundsviden om samspillet mellem forskellige energikilder i det lokale elnet, og ikke mindst hvor meget de enkelte lokale kraftværker producerer. Michaelowa nævner Indien og Chile som eksempler på lande, hvor denne information er offentligt tilgængelig på internettet, mens elproducenter i Thailand ikke er forpligtet til at offentliggøre deres produktion. I Kina støder additionalitetsvurderinger ind i det særlige problem, at de enkelte kraftværkers produktionstal slet og ret betragtes som en statshemmelighed, og at det derfor er umuligt at få de nødvendige data. [3]

Corner House, som har udgivet Lohmanns bog, har i øvrigt lavet en kommenteret oversigt over en række andre projekter med lignende problemer, fordelt på Guatamala, Ecuador, Uganda, Tanzania, Costa Rica, Indien, Sri Lanka, Thailand, Sydafrika, Brasilien, USA, New Zealand og Storbritannien. [4]

I A Realistic Policy on International Carbon Offsets kommer Wara ind på en anden vigtig årsag til additionalitetsproblemer: Myndighederne i ulandene har ofte en interesse i at hævde, at et hvilket som helst energirelateret projekt aldrig ville være udført, hvis det ikke havde været for CDM-tilskuddene – med Kina som et grelt eksempel. [5] Dette problem uddybes af Haya, som i en artikel i International Rivers kritiserer, at en række kinesiske vandkraftværker er blevet godkendt som CDM-projekter. Omstændighederne omkring dem tyder nemlig på, at de ikke fører til nogen additionalitet. Haya tager udgangspunkt i, at der i 2007 var 654 vandkraftprojekter under forberedelse, svarende til 25 % af det samlede antal af CDM-projekter og 15 % af de samlede CDM-kreditter. Størstedelen af disse projekter (402 stk.) ville finde sted i Kina. Problemet var bare, at de tilsammen ville bidrage med 5,1 GW i 2007, dvs. mere end halvdelen af den forventede nye kinesiske vandkraftkapacitet på 9 GW det samme år. Desuden var det forventet, at 77 % af projekterne begyndte at generere kreditter indenfor et år (og 96 % af dem indenfor højest to år), til trods for at det typisk tog 4-8 år at opføre vandkraftværkerne efter planlægningsfasen. Med andre ord var det højest sandsynligt, at der blot var tale om kraftværker, der i forvejen var ved at blive opført, men som projektmagerne alligevel forsøgte at registrere som CDM. [6]

Wara mener, at dette problem er udbredt i hele den kinesiske energisektor, både indenfor vandkraft, naturgas og vindenergi. Begrundelsen er, at Kinas seneste femårsplan satser på en massiv udbygning af alle disse energityper, hvilket betyder, at der pr. definition findes en politisk vilje til at opføre nye anlæg. Samtidig har CDM Executive Board modtaget ansøgninger om at lave kinesiske CDM-projekter i et omfang, hvis samlede kreditgenerering stort set svarer til den øgede kapacitet fra alle nye kinesiske vandkraftværker, vindmølleparker og naturgasbaserede kraftværker tilsammen. [7]

At CDM passer dårligt til den kinesiske planøkonomi, understreges af udviklingen indenfor et helt andet område, nemlig atomkraft. Af forskellige årsager har den aldrig haft udsigt til at blive anerkendt som CDM-teknologi – Point Carbon vurderer, at Frankrig, Kina og Japan for øjeblikket står alene mod “rest of the world” med ønsket om at inkludere atomkraft i CDM-projekterne. [8] Ganske vist udgav det Internationale EnergiAgentur i 2000 en rapport, der anbefalede at opføre en række atomkraftværker i Kina, Indien, Vietnam, Pakistan og Sydkorea – med CDM som mulig finansieringskilde. I Kinas tilfælde blev det ligefrem hævdet, at CDM-bidrag var en forudsætning for, at landet kunne nå et mål om at udbygge atomenergien med 40 GW inden år 2020. [9] Men ikke desto mindre har de udeblevne CDM-tilskud ikke hindret Kina i fortsat at udbygge sine atomkraftværker i overensstemmelse med målet om de 40 GW, hvilket bl.a. fremgår af planen China Medium and Long Term Development Planning for Nuclear Power (2005-2020). For øjeblikket overvejer de kinesiske myndigheder at øge dette mål. [10]

Hinostrozas arbejdspapir Potentials and barriers for end-use energy efficiency under programmatic CDM påpeger endnu et problem ved hidtidig CDM, nemlig at den i en række tilfælde har givet forskellige ulandes myndigheder et incitament til ikke at indlede miljøforbedringer. Årsagen er, at dette ville ødelægge mulighederne for at tiltrække fremtidige projektmagere, der er villige til at betale for at få lov til at lave disse forbedringer via CDM. [11]

Hvordan kan kontrollen forbedres?

Kollmuss kritiserer, at DOE’s er udvalgt og aflønnet af projektudviklerne selv, da det giver dem et uheldigt incitament til at godkende så mange projekter så hurtigt som muligt. Når det gælder additionalitet, befinder CDM sig stadig i en udviklingsfase, hvor Evaluation Board forsøger at præcisere de eksisterende og forholdsvist vage retningslinier. Kollmuss henviser her til Schneider, som ligeledes vurderer, at der i mange af projektbeskrivelserne kun er angivet sparsomme, uklare eller uigennemskuelige noter om de eksisterende hindringer og finansielle udfordringer. Koncepter som “first-of-its-kind” mangler desuden at blive defineret entydigt. Ganske vist mener Schneider, at det næppe helt kan undgås, at ikke-additionelle projekter slipper igennem kontrolsystemerne. Men hvis disse ikke bliver forbedret, vil en fortsat vækst i CDM-markederne efter 2012 ligefrem være en alvorlig trussel mod den globale klimaindsats. [12]

Også Wara konkluderer, at CDM i sin nuværende udformning er en fiasko, bl.a. fordi DOE’s har en interesse i at godkende som mange projekter som muligt. Samtidig drukner CDM Executive Board i ansøgninger, og har derfor kun meget begrænset tid og ressourcer til at gå i dybden med en vurdering af de ansøgninger de får ind – og er derfor afhængige af de ikke ufejlbarlige anbefalinger, de får fra DOE’s. [13]

Hos CDM, Gold Standard og CCX skal projekterne både kontrolleres af en uafhængig DOE og et organ i systemet selv. Hos VCS og alle de øvrige systemer på markedet er der kun en enkelt udefra kommende DOE, der godkender projektet. Kollmuss mener, at dette forstærker tendensen til, at en given DOE har interesse i at kunne sige god for så mange projekter som muligt, for at blive ved med at stå på god fod med projektmagerne, som omvendt har en interesse i at have tilknyttede DOE’s, som er så velvillige som muligt overfor projekterne i deres “stald”. [14] Selv forsøger VCS at løse dette problem ved at lade to forskellige aktører evaluere de grundlæggende redskaber.

I modsætning til f.eks. Gold Standard finder Kollmuss, at VCS har gode fremtidsudsigter, bl.a. som følge af de ret svage krav til projekterne og den følgende lave pris. [15] Dette er et grundlæggende dilemma på certificeringsmarkedet: Hvis man skal sikre en individuel evaluering af hvert projekt og samtidig skal holde priserne nede, kræver det en høj grad af specialisering. Det forudsætter, at man enten får særlige virksomheder til at gennemgå de projekter, der skal ligge til grund for ens egne kompensationstilbud, eller at man selv har råd til at ansætte en ekspert, der kan evaluere kompensationsprojekternes additionalitet. Robert Dornau fra SGS forsvarer i artiklen “Defending the Integrity of the CDM” det eksisterende CDM med henvisning til, at kritikerne kun forholder sig til projekterne, som de ser ud på skrivebordsplan, mens DOE’s ofte besøger projektstederne. Schneiders kritik af, at DOE’s angiveligt bruger for kort tid på at evaluere projekterne, er forældet. Ganske vist var der tidsproblemer i begyndelsen, men i 2008 brugte en DOE typisk flere dage og sommetider over 20 døgn på at evaluere det enkelte projekt. [16]

Dornau mener heller ikke, at Waras kritik af interessekonflikterne er rimelig. Modargumentet er, at DOE’s trods alt er professionelle virksomheder med stor erfaring indenfor evaluering, og derfor også må forventes at have høje standarder. Samtidig skal det fremgå tydeligt af de kontrakter, en projektmager indgår med DOS’s, at deres betaling er uafhængig af, hvilke resultater de når frem til. Dertil kommer, at DOE’s er ansvarlige for enhver udstedelse af for mange CER’s, samt at “This liability is not taken lightly and is a very strong incentive for DOEs to perform a very diligent assessment”. [17] Det fremgår dog ikke, hvad konsekvenserne er for de virksomheder, som måtte sige god for ikke-additionelle projekter.

Hvis man skal trænge dybere ned i spørgsmålet om, hvorvidt ansvaret for de eksisterende additionalitetsproblemer ligger hos DOE’s eller ej, vil det dog kræve en nærmere undersøgelse af arbejdsmåden hos de enkelte virksomheder, der har godkendt projekter, som siden er mistænkt for ikke at være additionelle. En sådan undersøgelse har ingen endnu foretaget – i det mindste er der ingen, der har offentliggjort den.

Lohmann placerer sig i den modsatte grøft af Dornau ved at hævde, at CO2-kompensationsprojekter pr. definition er meningsløse og bør forkastes over én kam. Argumentet er, at det er umuligt at vurdere, om et givent projekt giver additionelle CO2-besparelser, idet den nødvendige baseline aldrig kan fastsættes med sikkerhed, og sammenligningerne derfor altid vil bygge på subjektive skøn. [18] Hans kilder underbygger, at der findes additionalitetsproblemer i en række projekter, men det er tvivlsomt, om de kan bære hans ret pessimistiske konklusion om, at CO2-kompensation i virkeligheden er umuligt.

En af kilderne er Grubbs The Kyoto Protocol: A Guide and Assessment, som gør opmærksom på en meget enkelt pointe: Mens en faktisk CO2-udledning kan iagttages og derfor også registreres, kan undgået CO2-udledning ikke iagttages, og derfor er det også umuligt at måle den præcise undgåede udledning. [19] I en fodnote gør Lohmann desuden opmærksom på en avisartikel i Sydney Morning Herald samt to artikler af Carolyn Fischer hhv. Erik Haites og Farhana Yamin, som alle skal understrege, at man ikke kan opstille et “rigtigt” bud på, hvad der ville være sket, hvis et givent projekt ikke var blevet iværksat. Fischer er enig i pointen, men modsat Lohmann mener hun ikke, at det er umuligt at lave et kvalificeret skøn. [20] Heller ikke Haites artikel, som er en gennemgang af, hvordan CDM-projekter bliver til, hævder, at det er umuligt at fastsætte en baseline, men at “The baseline should reflect what would happen in the absence of the project. This can never be observed, so it is not possible to determine the “right” baseline. (...) Thus, it is possible only to agree on a reasonable baseline.” [21]

Den nævnte avisartikel omtaler en undersøgelse fra University of New South Wales (Australien), der har kritiseret det lokale CO2-kvotesystem NSW Greenhouse Gas Abatement Scheme for ikke at give additionelle CO2-reduktioner i 70 % af tilfældene. [22] Heller ikke dette siger dog noget om muligheden for at beregne additionalitet generelt, men kun at kvotesystemet i New South Wales ifølge undersøgelsen ikke virker efter hensigten. Men selvom man kan sætte spørgsmålstegn ved Lohmanns konklusion, ændrer det ikke på, at han kommer med en række konkrete eksempler på projekter under CDM eller andre standarder, hvis additionalitet er tvivlsom.

Hvordan kan CDM-institutionerne forbedres?

Det er et åbent spørgsmål, hvornår og hvordan additionalitetsproblemerne vil blive løst i fremtiden. Den tidligere formand for CDM Executive Board, Hans Jürgen Stehr, mener, at løsningen slet og ret består i at videreudvikle og forbedre de eksisterende kontrolprocedurer og manualer. [23] Dette lyder som en meget oplagt løsning, og efterhånden har CDM Methodology Panel da også udarbejdet et betydeligt sæt retningslinier, rettet mod forskellige projekttyper og omstændigheder. Imidlertid ville det være særdeles arbejdskrævende, hvis alle de tidligere erfaringer fra projekterne skulle inddrages i retningslinierne. Flere kritikere anser netop arbejdspresset på Executive Board for at være et stort problem.

Kollmuss vurderer, at CDM Executive Board er forholdsvist ineffektivt og arbejder langsomt, hvilket bl.a. skyldes manglende uddannelse af medarbejderne og en generel mangel på “institutionel hukommelse”. Dette skaber betydelige flaskehalse, da antallet af projekter, der skal evalueres som CDM er steget kraftigt i de seneste år. [24]

Leguets artikel “A reformed CDM to increase supply” fremhæver ligeledes dette problem. Det tager uforholdsvist lang tid for en projektudvikler at få godkendt et givent projekt i første omgang – gennemsnitligt 8 måneder og i nogle tilfælde op til 520 døgn. [25] Mens antallet af projekter er i kraftig stigning, findes der kun findes et begrænset antal virksomheder, der er i stand til at fungere som kvalificerede DOE’s, og CDM Executive Board er kun er i stand til at behandle så og så mange ansøgninger. Man kan derfor frygte, at endnu mere detaljerede regelsæt, der skal opsnappe “false positive” projekter, dels vil betyde stigende omkostninger for projektudviklerne, dels vil føre til yderligere forsinkelser af et projekts godkendelse og måske endda øge antallet af “false negative” projekter, altså hindre ellers additionelle projekter i at blive godkendt. Også Dornau advarer imod denne risiko, hvis kontrolmekanismerne går hen og bliver for strenge. [26] At dømme efter de kritiske undersøgelser virker dette dog ikke som en overhængende trussel.

I Verdensbankens 2008-rapport om kvotemarkedet blev det fremhævet, at der p.t. var 3.188 CDM-projekter under forberedelse, men at 2.022 stadig befandt sig i vurderingsfasen, hvilket gav ekstra udgifter til investorerne. [27] I første omgang er det ikke et problem for de enkelte projekters additionalitet, men det risikerer at blive et problem for CDM-systemet som helhed, hvis et stigende prisniveau afskrækker investorerne. Denne problemstilling er ikke ny. Allerede under planlægningen af kvotehandelssystemet kom Victor med en hård kritik af dets opbygning og mente bl.a., at CDM næppe ville få nogen videre udbredelse, da der nok hurtigt ville opstå tvivl om, hvorvidt projekterne var additionelle eller ej. Herefter ville det blive nødvendigt at skærpe kontrolkravene og de dermed forbundne omkostninger så meget, at interessen for at investere i CDM ville falde kraftigt. [28] Endnu er forudsigelsen ikke gået i opfyldelse, men det er meget relevant at undersøge, hvordan man kan forebygge dette dilemma.

Leguet har flere løsninger. Dels foreslår de at spare tid ved at lade det nuværende Registration and Issuance Team lave rapporter før DOE’s. I dag laver teamet rapporter i samarbejde med DOE’s, hvilket ifølge Leguet gør processen unødigt tidskrævende. [29] Dels forslår de at lave procedurer, der er mere enkle end de nuværende, og hvor et projekt blot skal leve op til en bestemt checkliste over forskellige former for teknologi og andre objektivt målbare kriterier. I stedet for de nuværende procedurer, som både beskæftiger sig med mange (men generelle) emner, og beror på en lang række subjektive skøn. Leguet medgiver selv, at antallet af “false positive” projekter sandsynligvis vil stige med et sådant system. Til gengæld vil det være bedre egnet end det nuværende til “programmatisk CDM”, som har udsigt til at spille en stadigt større rolle i fremtiden.

I stil med Leguet foreslår Wara at ændre CDM grundlæggende til en mere enkel struktur, hvor alle former for CO2-kompensation er acceptable som udgangspunkt, og hvor der arbejdes med et langt mere enkelt regelsæt end i dag, hvor CDM Methodology Panel gradvist udarbejder procedurer for hver enkelt projekttype. Samtidig mener Wara, at der kun bør satses på få men omfattende projekter (inkl. programmatisk CDM), hvor det er muligt at afsætte ressourcer til at lave en dybdegående vurdering af deres additionalitet. Og så bør kvotesystemet i øvrigt afløses af en uafhængig international klimafond, som skal stå for finansieringen af projekterne. Ideen er dels, at man ikke længere skal kunne betale sig fra egne CO2-udledninger, dels at en sådan fond vil have større frihed til at afvise åbenlyst tvivlsomme projekter. [30] Wara angiver ikke, hvad tidsperspektivet er for dette ret ambitiøse forslag.

Omvendt mener Dornau, at den aktuelle tilgang, hvor projekterne bliver vurderet individuelt, er nødvendig. Set ud fra en additionalitetsbetragtning vil det være alt for risikabelt at indføre mere generelle procedurer. [31]

CDM-institutionerne finansieres af offentlige midler via FN, og i første omfang vil en oplagt (og snusfornuftig) forbedringsmulighed være, at COP-landene øger systemets bevillinger, så det bliver i stand til at ansætte flere medarbejdere. En af konklusionerne fra Schneiders omtalte Delphi-undersøgelse var netop, at de fleste eksperter mente, at en af de to vigtigste opgaver i den fremtidige udvikling og forbedring af CDM-systemet var at styrke de internationale institutioner på området, især CDM Executive Board og Methodology Panel. 1) at afklare situationen omkring kvotehandel efter 2012, 2). [32]

Programmatisk CDM

Et klimaorienteret ulandsprojekt består typisk i en enkeltstående teknisk indretning, f.eks. en vindmøllepark, et vandkraftværk etc. Og de eksisterende evalueringsmetoder og certificeringsordninger retter sig især mod disse. Derfor risikerer CO2-kompensationsmarkedet at støde ind i de samme problemer, som ofte var forbundet med traditionel ulandsbistand. Her handlede det i de første årtier om at lave en række enkeltstående projekter, som imidlertid ofte led af, at de blev iværksat uden sammenhæng med de strømninger, der ellers måtte være i lokalsamfundet, og uden samspil med de lokale myndigheder. En række dårlige erfaringer med isolerede bistandsprojekter (“hvide elefanter”) førte efterhånden til, at mange landes ulandsbistand, inkl. den danske, fra 1990erne blev ændret i retning af sektorprogrammer, præget af et tæt samarbejde mellem bistandsyderne og de lokale myndigheder og politiske institutioner. [33]

Selvom det primære formål med CDM-projekter er at mindske drivhuseffekten og ikke bidrage til lokalsamfundets udvikling, er udfordringen den samme: Det er nødvendigt at have overblik over samspillet med en række ydre faktorer såsom politiske forhold, hvordan projekterne påvirker en række lokale tendenser, osv. Dette kan hurtigt føre til en indviklet og meget specifik analyse, som er svær at passe ind i en standardiseret procedure.

I de seneste år har COP-landene derfor drøftet, hvordan CDM-konceptet kan videreudvikles i fremtiden og trækkes væk fra de hidtidige enkeltstående projekter, hen imod ”programmatisk CDM”, som beror på og er vævet sammen med de lokale myndigheders og regeringers egen indsats. Hinostroza beskriver to mulige typer: Den ene er “policy-based CDM”, hvor offentlige politikker får lov til at tælle som CDM-projekter, den anden er “sectoral CDM”, hvor private virksomheder i ulandene, der opnår en særligt stor reduktion af deres egne udledninger, kan få godkendt dette som selvstændigt projekt. [34] Ifølge Hinostroza giver det tidligere omtalte Kuyasa-projekt et fingerpeg om, hvordan programmatisk CDM kan tænkes at fungere. [35] Også Schneider konkluderer, at der er behov for at undersøge, hvordan CDM-konceptet kan ændres i retning af en sektorbaseret indsats. [36]

Fordelen ved programmatisk CDM er, at den vil give langt bredere muligheder for at foretage CO2-reduktioner og samtidig også kan omfatte selv små og spredte husholdninger og virksomheder og andre dele af samfundet, som typisk ville falde udenfor rammerne af et normalt CDM-projekt. Den umiddelbare udfordring er, at de gængse manualer og procedurer som sagt er tilpasset enkeltstående projekter. På længere sigt står programmatisk CDM overfor den samme udfordring som sektororienteret ulandsbistand: Det kan kun realiseres med succes i lande, der i forvejen har forholdsvist effektive centraladministrationer og engagerede forvaltninger. Ellers vil den generelle træghed eller ligefrem korruption i værtslandet hindre programmerne i at leve op til deres formål. Hvis et CO2-kompensationstilbud er baseret på programmatisk CDM, kan det være et tegn på øget additionalitet, men det er langt fra sikkert, og vil i givet fald kræve en grundig undersøgelse af de politiske og forvaltningsmæssige forhold i hvert enkelt værtsland.

Delkonklusion

Udover problematikkerne omkring finansiering og projekttyper risikerer kompensationsprojekter også at støde ind i manglende muligheder for at skaffe information, eller at bestemte værtslandes politiske forhold undergraver additionaliteten. I princippet burde langt de fleste tvivlsomme projekter blive frasorteret af CDM-systemet i udviklingsfasen, men at dømme efter de uafhængige undersøgelser er antallet af godkendte ”false positive”-projekter væsentligt større.

De fleste rapporter mener, at problemet ligger i samspillet mellem CDM Executive Board og DOE’s, men der er delte meninger om, hvad det egentlig skyldes. Nogle rapporter placerer ansvaret hos de eksisterende DOE’s, som over et længere tidsrum har et incitament til at godkende så mange projekter som muligt. Ingen af kritikerne har dog endnu undersøgt de enkelte DOE’s fremgangsmåder i dybden og sammenholdt dem med de tvivlsomme projekter. Andre mener, at problemet ligger hos Executive Board, som er underbemandet i forhold til antallet af CDM-ansøgninger. Nogle kommentatorer fokuserer især på, at dette risikerer at give ekstra omkostninger for projektmagerne, og derved afskrække dem. Blandt de foreslåede løsninger på dette problem er at forenkle CDM-procedurerne og/eller slække på kravene til projekttyper. Men da de eksisterende procedurer endnu ikke lader til at garantere en tilstrækkelig sandsynlighed for additionalitet, virker det som en ond cirkel, hvis procedurerne bliver udvandet for at holde på virksomhedene. En mere oplagt løsning ville være at forøge de eksisterende institutioners budgetter og medarbejderstab.

Det er endnu uvist, hvor stor en forskel ”programmatisk CDM” vil gøre i fremtiden, men under alle omstændigheder vil dette nye begreb stille høje krav til værtslandene og sandsynligvis kræve mere omfattende procedurer end traditionel CDM.

Noter

[1] Schneider, s. 7-10.

[2] Lohmann, s. 280-286.

[3] Michaelowa 2005, s. 296.

[4] Corner House, s. 81-120.

[5] Wara, s. 14 + 19.

[6] Haya, s. 4-7.

[7] Wara, s. 12-14.

[8] Point Carbon.

[9] Rogner, s. 6-10.

[10] Market Avenue 18. marts 2008: “China’s Development Plan of Nuclear Power Industry” http://www.marketavenue.cn/upload/articles/ARTICLES_1301.htm [linket er nede p.t.] samt Reuters 17. marts 2009: “Installed Capacity of Nuclear Power in China, 2003-2010”, http://www.reuters.com/article/pressRelease/idUS159914+17-Mar-2009+BW20090317

[11] Hinostroza, s. 7.

[12] Kollmuss, s. 49-53 samt Schneider, s. 44-45.

[13] Wara, s. 14 + 19.

[14] Kollmuss, s. 35.

[15] Kollmuss, s. 58-63.

[16] Dornau, s. 78-79.

[17] Dornau, s. 80-81.

[18] Lohmann, s. 141-146 + 208 + 210.

[19] Grubb, s. 98.

[20] Fischer, s. 1807.

[21] Haites, s. 35.

[22] Sydney Morning Herald 14. september 2005: “Dirty power plants making millions out of green scheme”. Også offentliggjort på http://www.spinwatch.org.uk/latest-news-mainmenu-10/165-energy-industries/1815-dirty-power-plants-making-millions-out-of-green-scheme [linket er nede p.t.]

[23] Stehr, s. 64-67.

[24] Kollmuss, s. 49-53.

[25] Leguet, s. 77-78.

[26] Dornau, s. 77-78 samt Leguet, s. 80-82.

[27] Capoor, s. 4 + 21-24.

[28] Victor, s. 40 + 133-134.

[29] Leguet, s. 80-82.

[30] Wara, s. 18-23.

[31] Dornau, s. 77-78.

[32] Cames, s. 78-80.

[33] Bach, s. 423-453.

[34] Hinostroza, s. 7-14 + 59.

[35] Hinostroza, s. 16.

[36] Schneider, s. 72-73.