Sammenhængen mellem forskellige politikområder

Sammenhængen mellem forskellige politikområder

Grundlæggende kan man tale om, at SR- og VK-regeringerne indtog to vidt forskellige grundholdninger til energiforskningen:

Den første betragtede energiforskning som en integreret del af en energipolitik, der havde adskillige mål – forsyningssikkerhed, indsats imod drivhuseffekten samt støtte til den del af dansk erhvervsliv, der beskæftigede sig med VE. Denne holdning lå til grund for politikken i 1990erne, og kendetegner stadig oppositionspartierne – Dansk Folkeparti ikke medregnet.

Den anden grundholdning kendetegnede Venstre og Konservative efter valget. Ifølge den var energiforskningen koblet til en energipolitik, der havde ét mål, nemlig forsyningssikkerhed. Holdningen til den erhvervsmæssige side af sagen var, at det principielt ville være urimeligt at lade bestemte dele af erhvervslivet modtage statsstøtte. Drivhusproblematikken blev betragtet med en blanding af ligegyldighed og afvisning af, at problemet overhovedet eksisterede – og hvis det eksisterede, så at det var menneskeligt muligt at gøre noget ved det eller overhovedet foretage en politisk planlægning for mere end ganske få år ud i fremtiden. Dette var ikke noget nyt standpunkt; også i midten af 1990erne anbefalede den konservative Eva Møller, at Danmark ikke levede op til mere, end hvad de internationale forpligtelser om CO2-reduktion tilsagde, da hun fandt den globale opvarmning stærkt overdrevet. Hendes partifælle Niels J. Langkilde mente ligefrem, at supernovaer, meteorer og vulkaner var ”mere sandsynlige som påvirkningsfaktor” end CO2. [1]

En omkostningseffektiv klimastrategi fra 2003 omtalte ikke energiforskning, men var indirekte et godt eksempel på, at regeringens syn på drivhusproblematikken ikke var tænkt ind i en større sammenhæng. Strategien anbefalede køb af CO2-kvoter i udlandet som den billigste måde at nå Kyotoprotokollens mål på. Dette er korrekt indenfor rapportens egne præmisser, men i forhold til den bagvedliggende problemstilling – den globale opvarmning – er konklusionerne problematiske. Rapporten handler kun om at opnå Kyotomålene indtil 2012, hvilket imidlertid er en alt for beskeden reduktion til, at den kan bidrage til at løse opvarmningsproblemet, medmindre der følges op med langt mere ambitiøse mål efter 2012. Modsætningen mellem ønsket om på den ene side at leve op til Kyotomålene og på den anden side ikke have yderligere ambitioner (hvilket egentlig gør det første ønske absurd) demonstrerer ikke modstand mod en klimaindsats (i så fald var det mere logisk at være modstander af protokollen) men derimod en generel ligegyldighed overfor problemstillingen.

I 2004 lavede en gruppe samfundsfagsstuderende på Roskilde Universitetscenter en undersøgelse af en række forskellige aktørers holdning til udsigten til en oliekrise indenfor en overskuelig fremtid. Her skelnede de mellem udtrykkene ”backcasting” og ”forecasting”. Det første betyder kort fortalt, at man går ind for at opstille bestemte mål for fremtiden og derpå forsøge at opfylde disse mål med politiske redskaber. Det andet er slet og ret en fremskrivning af aktuelle tendenser og har intet at gøre med fastsættelse eller opfyldelse af politiske mål.

RUC’erne interviewede forskellige politikere – Svend Auken, Martin Lidegaard og Kim Andersen. Desværre kunne de ikke få fat i Bendt Bendtsen og benyttede sig i stedet af hans udtalelser i tv-interviews m.v.. Den konservative energiordfører Helle Sjelle afslog at deltage i et interview om ”olieproblematikken”, da hun ikke havde tid til at sætte sig ind i den. [2]

Mens Auken og Lidegaard gav udtryk for, at sagen skulle tages alvorligt, og desuden så en sammenhæng mellem forsyningssikkerhed og drivhusproblematikken, afviste Bendt Bendtsen i DR’s Søndagsmagasinet 16. maj 2004 problematikken ved at hævde, at Nordsøolien ikke slap op indenfor en ”lang årrække”. Det kan dels diskuteres, og har dels ikke ret meget at gøre med sagen. Spørgsmålet om produktion, reserver og efterspørgsel i et fremtidigt globalt perspektiv samt eksternaliteter i form af bl.a. drivhuseffekten indgik ikke i Bendtsens vurdering af situationen. [3]

RUC’ernes konklusion blev, at der var en betydelig forskel mellem regeringens og oppositionens syn på de fremtidige behov, i og med at kun oppositionen benyttede sig af backcasting. Regeringen foretrak at opstille sandsynlige prognoser for, hvordan udviklingen uden politisk indblanding ville finde sted i fremtiden, hvorefter den konstaterede, at denne udvikling sandsynligvis vil finde sted, og derpå accepterede udviklingen i stedet for at forsøge at påvirke den.

De udmeldinger fra regering hhv. opposition, der kom til udtryk i den offentlige debat i 2002-2006 (men ikke 1998-2001) bekræfter fuldt ud de nævnte markante forskelle i synet på energipolitik og dermed også energiforskning.

Noter

[1] FF – L 123 - 30/4 96. Se note 6.

[2] Rasmussen 2004, s. 33.

[3] Ibid., s. 126-133.