Konklusion og fremtidsudsigter

Konklusion og fremtidsudsigter

I perioden 1998-2001 fandtes der kun begrænset uenighed om dansk energiforskning. SR-regeringens politik tog udgangspunkt i en positiv holdning til et tæt samspil mellem stat og marked i alle teknologiernes udviklingsfaser, ligesom energiforskning blev set som et delelement i løsningen af en række problemer med forsyningssikkerhed, drivhuseffekt og danske virksomheders eksportmuligheder på én gang.

Ganske vist havde der været kritik fra Venstre og Konservative af en række detaljer i Energi 21, ligesom der ikke var enighed i Folketinget om, hvorvidt drivhuseffekten var et reelt problem. Men først efter 2001 har der for alvor været markante forskelle mellem holdningerne til energi- og energiforskningspolitik hos V-K-O og hos oppositionspartierne S-R-SF-Ø. De meget bratte nedskæringer i 2002 reducerede støtten til at være ren forskningsstøtte og ikke længere støtte til demonstration for ikke at tale om (midlertidigt) beskyttede markeder eller eksport. Debatten om årsagen til nedskæringerne byder på adskillige forklaringer af svingende kvalitet.

Et generelt ønske om markedsstyring går ofte igen i VK-regeringens argumentation for nedskæringer samt i Energistrategi 2025 fra 2005. Imidlertid lader ”markedet” oftere til at betegne en optimistisk (og billig) laissez faire-kurs end særligt detaljerede overvejelser om det faktiske markeds funktionsmåde.

Regeringens argumenter om afløbsproblemer eller pengespild til projekter uden potentiale er ikke særligt velunderbyggede. Tværtimod efterlyste erhvervslivet flere gange øgede midler efter 2002, og hvis ønsket om at optimere støttemidlerne var drivkraften i nedskæringerne, kunne man forvente, at de havde tog udgangspunkt i de eksisterende evalueringer af støtte til energiforskning – som i øvrigt påviste en række forbedringsmuligheder. Dette skete dog ikke.

Hvis ”ideologiske” hensyn eller enkeltpersoner som Svend Auken eller Bjørn Lomborg har haft betydning, har det sandsynligvis været indirekte som led i den generelle miljødebat.

Den bedste forklaring på regeringens bratte kursskifte på energiforskningsområdet er imidlertid en generel ligegyldighed over for emnet. Dertil kommer en mere gennemtænkt modstand mod enhver form for erhvervsstøtte samt den meget simple årsag, at VK-regeringen havde et skattestop og diverse valgløfter at tage hensyn til – og hvorfor så ikke skære på de områder, der i forvejen ikke havde nogen særlig interesse?

Den ”generelle ligegyldighed” blev sandsynligvis også fremmet af, at V-K-O betragter energiforskning som del af en rendyrket forsyningssikkerhedsproblematik, mens klimaproblematikken enten har været stærkt nedprioriteret eller i enkelte tilfælde direkte benægtet. Den klimaskeptiske holdning har i nogen grad også tidligere præget V-K-O og dermed også deres syn på støtte til udbredelsen af VE.

Sidste del af 2006 bød dog på et vist brud med den hidtidige kurs på området. I En visionær dansk energipolitik 2025 fra 2007 er behovet for støtte til demonstrationsanlæg nu blevet anerkendt, og efter en række interne tovtrækkerier er regeringen ikke længere lodret imod anvendelsen af forpligtende mål. Samtidig er forskningsmidlerne øget betydeligt.

Der er dog ikke noget, der tyder på en grundlæggende nyorientering i spørgsmålet. Men den ”generelle ligegyldighed” har sandsynligvis gjort det lettere at foretage de nævnte delvise skift i politikken. Ligegyldigheden har ganske vist ført til nedprioriteringer men giver også plads for en vis fleksibilitet, når regeringen presses udefra. Presset er i dette tilfælde først og fremmest kommet fra den øgede opmærksomhed på både forsynings- og klimaproblematikken i EU.

Hensynet til en øget miljøbevidsthed hos vælgerne er en anden mulig forklaring. Den er dog svagere, da dens fortalere ikke har inddraget undersøgelser af, om vælgernes miljøbevidsthed reelt er ændret indenfor de seneste år. Under folketingsvalgkampene i 1998, 2001 og 2005 har hverken miljø- eller energispørgsmål haft nogen betydning overhovedet.

Endnu en forklaring er kritik fra erhvervslivet. Også dette kan have været en medvirkende faktor, men næppe udslagsgivende, da kritikken har fundet sted siden 2002 uden konsekvenser.

Ingen af VK-regeringens ordførere er på noget tidspunkt gået i dybden med innovationsteori på energiområdet, mens oppositionens ordførere fortsat har det samme syn på støtte til energiteknologier i de forskellige udviklingsfaser, som også prægede perioden 1998-2001. Hvordan politikken vil udvikles i fremtiden er et spørgsmål, der dels kommer an på den internationale udvikling, dels og i nok så høj grad hvilke skiftende flertal, der vil kunne indgås efter næste valg. Ikke mindst Ny Alliances opdukken har gjort fremtidsudsigterne for dansk energiforskning meget uforudsigelige.