Fremskridtspartiet vs. Dansk Folkeparti

Fremskridtspartiet vs. Dansk Folkeparti

Som jeg nævnte i afsnit 5, var der i sidste del af 1990erne en tendens til, at Fremskridtspartiet – i form af Kim Behnke – kom med mere positive udmeldinger om statsstøttet energiforskning end Dansk Folkeparti. Under den nævnte behandling af et lovforslag om statstilskud til energiforskningen i 1998 nævnte Behnke brændselsceller, solceller og brint som fremdrivningsmiddel som eksempler på teknologier, han så perspektiver i, med amerikanske busser som forbillede. Omvendt mente han ikke, at der var behov for yderligere støtte til vindmølleindustrien, da den i dag havde så mange penge til produktudvikling, at den sagtens kunne klare det selv.

Svend Auken var enig i, at industrien selv burde betale en større del af forskningsudgifterne, og mente, at det kunne gøres ved at pålægge transmissionsselskaberne forskningsforpligtelser i form af PSO. Men samtidig kunne denne type forskning ikke stå alene, men burde suppleres med forskning i ”relevante, ikke modne” teknologier, hvilket skulle ske med offentlig støtte. [1]

Generelt har Dansk Folkepartis miljøpolitik fra begyndelsen fokuseret på meget nære og synlige miljøproblemer, og dette har ikke ændret sig over tid. I partiets arbejdsprogram hedder det i én enkelt sætning, at ”Dansk Folkeparti ønsker, at reduktion af udslippet af kuldioxid fortsat skal have højeste prioritet” men uden at angive i forhold til hvad, hvilket gør sætningen meningsløs. I resten af programmet er den globale opvarmning end ikke nævnt. [2]

I debatter om energiforskning og energi i øvrigt har partiets ordførere altovervejende fokuseret på frygten for stigende elregninger og har desuden bakket op om den samme tiltro til det eksisterende marked som Bendt Bendtsen.

Således var partiets Aase D. Madsen i 2003 meget bekymret for elforbrugerne, idet øgede investeringer i f.eks. kvalitetssikringsordninger for VE i sidste ende ville blive betalt af forbrugerne. Kim Andersen (V) brugte i øvrigt Madsens udmelding som et argument for, at VK-regeringen nu havde fundet en fin balance mellem dem, der ikke ville bruge penge på VE i det hele taget, og dem der ikke kunne få nok. [3]

Dansk Folkeparti kunne heller ikke tilslutte sig et socialdemokratisk forslag om udbygning af VE, for selvom ordføreren Tina Petersen ellers generelt fandt forslaget ”meget positivt”, ønskede Dansk Folkeparti hverken nogen bindinger eller bindende målsætninger på dette område, ”pga. det frie marked”. [4]

Dertil kommer enkelte meget kategoriske udmeldinger fra især Morten Messerschmidt, der adskillige gange har hævdet, at den globale opvarmning udelukkende skyldtes naturlige variationer. Dette bygger dog ikke på nogen egentlige argumenter, kun en (fejlagtig) påstand om, at vi ikke har nogen viden om sammenhængen mellem CO2-udledning og global opvarmning, og en (korrekt, men irrelevant) påpegning af, at der også har optrådt temperatursvingninger før industrialiseringen. Ikke desto mindre har Messerschmidt insisteret på, at ”Tiden vil vise, at jeg har ret”, samt at ”alle normalt tænkende” må kunne indse, at der ikke kan være nogen sammenhæng mellem CO2 og global opvarmning overhovedet. [5]

I et interview i Politiken i november 2006 hævdede Messerschmidt, at Dansk Folkeparti ikke var med til at ratificere Kyotoprotokollen, fordi partiet ikke anerkendte, at der var en sammenhæng mellem CO2-udledninger og global opvarmning. Det fremgik dog også, at han ikke selv kendte til sætningen fra partiets arbejdsprogram. Da ingen andre fra partiet har udtalt sig om problemstillingen, lader det til, at partiet ikke har nogen afklaret holdning til sagen. [6]

Noter 

[1] FF: L 77 - 4/11 98. Se note 15.

[2] Dansk Folkeparti: Arbejdsprogram – Rent Miljø.

[3] FF: B 120 - 21/3 03. Se note 37.

[4] FF: B 132 - 11/5 06. Se note 26.

[5] Pol. 4. november 2006, debat, s. 2: ”Interview: »Tiden vil vise, at jeg har ret« ”. JP 29. november 2006, jp, s. 12: ”Fri os for klimafundamentalister”, Ber. 1. januar 2007, 2 sektion, magasin, s. 20: ”Grænseløs uvished bag klimakamp” samt FF: Spørgsmål nr. S 300, 19/10 06.

[6] Pol. 4. november 2006, debat, s. 2: ”Interview: »Tiden vil vise, at jeg har ret« ”.