Vækstrater og substitution mellem kapitaltyper

Vækstrater og substitution mellem kapitaltyper

Den mest omfattende debat handler om godediskontering, altså hvordan de fremtidige generationers stigende velstand skal afspejles i raterne. Weitzman kritiserer Stern-rapporten for at fremstille sine konklusioner som et resultat af økonomiske beregninger, når dens formål egentlig ikke er at optimere klimaindsatsen ud fra økonomisk teori. Det havde været mere ærligt, hvis forfatterne meldte ud, at det i stedet handler om subjektive vurderinger af små men diffuse sandsynligheder for, at den globale opvarmning opnår et katastrofalt niveau.

Weitzman foreslår derefter, at vi i stedet for at forebygge drivhuseffekten fokuserer på, hvor meget det vil koste at udvikle et advarselssystem, der kan advare os, hvis der skulle være ved at ske noget katastrofalt. Når en evt. klimakatastrofe er overhængende – og først da – bør vi ifølge Weitzman iværksætte en storstilet nødplan, der skal bremse katastrofen, ved at vi maler alle menneskeskabte strukturer hvide og spreder enorme mængder af metalstøv eller svovlaerosoler i atmosfæren. Begge dele for at reflektere sollyset og på den måde sænke temperaturen igen. [1] Om dette overhovedet er teknisk muligt eller vil blive det i tide, kommer han ikke nærmere ind på.

Cole er igen meget forbeholden overfor Weitzmans tilgang, og mener, at hans kritik af Stern-rapporten ikke bare rammer forfatterne men reelt også hele den måde, cost-benefit-analyser foretages på. [2] Med udgangspunkt i Weitzmans kritik finder Cole, at det grundlæggende problem er, at vi simpelthen ved for lidt om konsekvenserne af den fremtidige udvikling. I hvert fald hvis vi havner i den situation, at temperaturen stiger med 6 °C eller mere i 2150, sådan som IPCC for øjeblikket vurderer, at der er 5 % sandsynlighed for.

Nordhaus slår til lyd for, at den optimale økonomiske politik på klimaområdet i modsætning til Stern-rapportens anbefalinger bør bestå i en ”climate-policy ramp”: Vi bør foretage begrænsede nedskæringer på kort sigt, efterfulgt af kraftige nedskæringer på mellemlangt og langt sigt. Hans udgangspunkt er, at klimaskaderne i nutiden er relativt små i forhold til det udbytte, vi kan få af andre investeringer, f.eks. i alternative energiteknologier. I fremtiden vil klimaskadernes relative betydning øges, og derved bliver det af sig selv mere attraktivt at investere i en mere omfattende reduktion af CO2-udledningen. Stern-rapportens risiko for et produktionstab på hele 20 % skyldes, at den inddrager store men teoretiske skader langt ude i fremtiden, og derpå lader et d på næsten 0 forstørre skaderne op til en stor nutidsværdi. Hvis man anlægger tilstrækkeligt små rater, bliver det logiske resultat, at vi i dag skal betale enorme summer for at hindre fremtidige skader. Nordhaus opstiller et alternativt regnestykke, hvor han anslår, hvad man med Stern-rapportens metode ville nå frem til, at nutiden burde betale for at fjerne en hypotetisk uregelmæssighed (”wrinkle”) i klimasystemet, hvis den fra og med 2200 og ud i al fremtid førte til skader, der svarede til 0,1 % af vores produktion. Resultatet bliver, at det i dag ville kræve 56 % af produktionen at fjerne uregelmæssigheden. [3]

Dette er korrekt, men afspejler endnu engang diskonteringsraternes paradoks: Forholdsvist høje rater giver mening ved kortsigtede investeringer, men over længere tidsrum kræver det stadigt lavere rater, hvis fremtiden ikke på forhånd skal betragtes som værdiløs. Dette påpeges også af Quiggin, som ikke finder, at paradokset er afklaret tilfredsstillende i Stern-rapporten. Han er grundlæggende positiv overfor forfatternes projekt og i det store og hele enig i deres valg af parametre. Men han vurderer samtidig, at kernen i problemstillingen er, at analysen beskæftiger sig med et emne, der ligger på kanten af, hvad man egentlig kan bruge økonomisk teori til. [4]

Cole kritiserer Nordhaus’ kritik for at være præget af, at han selv har stået bag adskillige økonomiske analyser af klimaændringerne gennem de seneste tre årtier. Stern-rapporten kritiserer ham for selv at have anvendt en rate på 3 %, som gradvist aftager til 1 % over 300 år, da dette undervurderer omkostningerne. Derfor er Nordhaus’ angreb på rapporten reelt et forsvar for hans egne tidligere valg. Når hovedparten af den øvrige litteratur på området stemmer overens med Nordhaus, kan det netop skyldes, at den er påvirket af hans tidligere analyser. [5]

Nordhaus har endnu et argument imod Stern-rapportens ”ekstreme” antagelser om diskontering. Nemlig at de har rod i en britisk utilitaristisk (nytteetisk) tradition, mens man sagtens kan anvende andre. Såsom at hver generation skal efterlade sig mindst lige så meget samlet samfundskapital, som den selv har arvet. Eller at de fattigste generationers velstand bør maksimeres, og at intet derfor må hæmme vores egen generations økonomiske vækst, da vi relativt set er de fattigste mennesker, der kommer til at leve fra nu af. [6]

Begge alternativer svarer til det såkaldte meget svage bæredygtighedsprincip, hvor enhver form for naturkapital og menneskeskabt kapital kan erstatte hinanden uden problemer. [7] Det forudsætter her, at man kan kompensere for selv en selvforstærkende klimakatastrofe, hvis blot produktionen i samfundet er høj nok. Og diskontering over flere århundreder kan netop kritiseres for at have en underforstået forudsætning om, at der er fuld substitution mellem de forskellige kapitaltyper. [8]

Bl.a. Cline ser dette som en vigtig potentiel begrænsning ved cost-benefit-analyser. Der kan forekomme omstændigheder, hvor et trade-off mellem forskellige goder bliver uendelig stort, og diskonteringen herved mister sin mening. Cline finder det med rette usandsynligt, at det er muligt at kompensere for stigende vandstande, ørkendannelse og tab af arter med et selv nok så højt antal biler og videomaskiner. [9] Weitzman og Nordhaus mener dog næppe noget sådant. Deres mere eller mindre underforståede præmis er snarere, at afkastet fra en uhindret økonomisk aktivitet kan investeres i projekter, der afhjælper de skadelige effekter af drivhuseffekten eller ligefrem er i stand til at bremse den. Om ikke andet så med hjælp fra de endnu ukendte men særdeles effektive teknologier, som nok vil opstå i rette tid som følge af økonomiens udvikling.

Weitzman giver meget direkte udtryk for denne antagelse med sin anbefaling af at løse problemerne med avanceret teknologi i sidste øjeblik. Hos Nordhaus er antagelsen mere underforstået, men kommer til udtryk i hans tiltro til ubegrænset substitution og store læggen vægt på, at fremtidens generationer vil have adgang til teknologier og goder, som vi i dag knapt nok kan forestille os, f.eks. indbyggede supercomputere i vores kroppe. [10] Også Mendelsohn kritiserer Stern-rapporten for at undervurdere folks evne og vilje til at tilpasse sig klimaændringerne.

Teoretisk er det rigtigt, at hvis vi bliver i stand til udvikle, hvad man kan kalde en ”perfekt teknologi”, som vil kunne ”rulle drivhuseffekten tilbage”, uden uoverkommelige omkostninger, vil substitutionsmulighederne mellem natur- og menneskeskabt kapital gradvist kunne øges, indtil det meget svage bæredygtighedsprincip kan bruges universelt. Fraværet af perfekt teknologi samt vores manglende viden om, hvorvidt og i givet fald hvornår vi bliver i stand til at udvikle denne, er til gengæld en stor svaghed ved denne ”optimistiske” tilgang. Når det gælder drivhuseffekten, er tilgangen kun et spørgsmål om tro, så længe der ikke er noget, der peger i retning af en snarlig udvikling af de perfekte teknologier. [11] Selvom det i 2508 skulle blive muligt at regulere det globale klima som med en termostat, hjælper det ikke meget, hvis der er behov for dette allerede i 2108 for at undgå katastrofer. Stern-rapportens forfattere nærer ingen tiltro til, at det bliver teknisk muligt at vende drivhuseffekten, når den først har fundet sted. [12]

Til gengæld lader antagelsen om ubegrænsede substitutionsmuligheder til at ligge bag store dele af kritikken af Sterns diskonteringsrater. Antagelsen præger også debatten om, hvorvidt ulandenes økonomiske udvikling vil blive bremset af klimaændringer, eller om uhindret økonomisk vækst i det 21. århundrede vil gøre dem i stand til at løse problemerne på egen hånd.

På det konkrete plan fremhæver Tol, at selvom klimaændringer aktuelt vil give store problemer med fødevareproduktion i især Afrika, vurderer de socio-økonomiske scenarier, Stern-rapporten bruger, at de afrikanske økonomier vil vokse kraftigt fremover. Og eftersom den globale fødevareproduktion angiveligt ikke vil være truet af klimaforandringer, vil de kommende afrikanske mellemindkomstlande sandsynligvis bruge deres overskud til at importere fødevarer. [13]

Byatt m.fl. finder, at Stern-rapportens lave diskonteringsrater reelt får dens anbefalinger til at består i, at vores nulevende og relativt fattige generation skal overføre en stor del af sine midler til de fremtidige og relativt rige generationer. Dette er ifølge Byatt m.fl. lige så absurd, som hvis de mennesker, der levede i begyndelsen af industrialiseringen, skulle have ofret sig for deres endnu rigere efterkommere i nutiden, til trods for, at de selv var rigere end nogen af deres forgængere. [14]

Ifølge Byatt m.fl. overser Stern-rapporten også, at den globale opvarmning netop giver et øget incitament til at tilpasse sig klimaændringerne, samt at den tekniske udvikling vil gøre store fremskridt. Især med så langt et tidsperspektiv som 300 år. Rapporten antager desuden, at ændringerne vil ramme hårdest i ulandene, men selvom den bygger på IPCC’s Special Report on Emissions Scenarios (SRES), [15] tager den ikke højde for, at SRES forudser betydelige velfærdsstigninger, så ulandenes befolkninger vil være rige nok til at imødegå klimaforandringerne. I år 2100 hævdes det gennemsnitlige indkomstniveau i ulandene således at være højere end gennemsnittet i OECD-landene i 1990.

I sin bog Cool it tilslutter Lomborg sig denne kritik af Stern, og gentager, at fremtidige generationer – også i ulande som Bangladesh – vil være langt rigere end i dag, og at de derfor godt selv kan håndtere klimaændringerne. [16] Også han underbygger det med en henvisning til SRES, især rapportens mindst optimistiske A2-scenarie, som er præget af høj befolkningstilvækst og lav økonomisk vækst, men hvor den øgede rigdom ikke desto mindre er en realitet. Disse scenarier er dog konstrueret ved, at der på forhånd er fastsat en bestemt global befolkningsstørrelse samt et bestemt globalt BNP, hvorefter det beskrives, hvordan verden i 2100 er nået frem til denne kombination. [17] Om Scenarie A2 siges det direkte i rapporten, at der ikke er lagt særlig vægt på miljøspørgsmål. [18]

Lomborg henviser desuden til konklusionerne fra konferencen Copenhagen Consensus i 2004 og citerer A. Maddisons fremskrivninger om den globale udvikling, men ingen af delene er særligt relevante for problemstillingen. På Copenhagen Consensus blev forebyggelse af klimaændringer placeret meget lavt på en prioriteret liste over indsatsområder for global ulandsbistand. Det siger ikke alverden, da klimaproblematikken kun i meget ringe grad handler om ulandsbistand. Og selvom man betragter problematikken isoleret, står og falder en økonomisk vurdering af det rentable i at forebygge drivhuseffekten stadig med valget af diskonteringsrater. [19] Maddisons tekst er blot en historisk oversigt over en beregnet udvikling af det globale BNP, opgjort på enkelte lande gennem især 1800- og 1900-tallet, og forsynet med en ukommenteret fremskrivning af den økonomiske vækst frem til 2030.

Den globale fordeling af skader ved drivhuseffekten er i høj grad en integreret og irreversibel del af klimaændringerne selv. Så selvom man når frem til en given potentiel Pareto-optimal fordeling af gevinster og omkostninger ved at forebygge ændringerne hhv. lade stå til, kan det godt vise sig umuligt at realisere fordelingen. [20] Det præger også Stern-rapportens argumentation. Omvendt lader de nævnte kritikere til at antage, at uhindret økonomisk vækst og de medfølgende teknologiske landvindinger af sig selv vil skabe en situation, hvor det enten bliver muligt at realisere den Pareto-optimale fordeling ad politisk vej, eller hvor den nærmest realiserer sig selv. Hvilket i denne sammenhæng igen forudsætter, at det bliver muligt at substituere frit mellem kapitaltyperne. Det er svært at bygge bro mellem disse meget forskellige grundholdninger.

Noter

[1] Weitzman, s. 24.

[2] Cole, s. 19-21

[3] Nordhaus, s. 25-28.

[4] DeLong. Se også Quiggin.

[5] Cole, s. 14.

[6] Nordhaus, s. 17-18. ”Samfundskapital” dækker her alle former for menneskeskabt kapital og naturkapital (miljø og ressourcer) under ét.

[7] Holten-Andersen, s. 22-23 samt Neumayer, s. 23-26.

[8] Neumayer, s. 29-43.

[9] Cline, s. 243.

[10] Nordhaus, s. 18-19.

[11] Som Neumayer argumenter for, kan hverken teser om svag eller stærk bæredygtighed falsificeres. Neumayer, s. 44-94.

[12] Stern, s. 664. Se også Cline.

[13] Tol, s. 978.

[14] Carter, s. 214.

[15] Stern, Figur 3.1, s. 69 samt 202.

[16] Lomborg 2007, s. 135-38.

[17] Nakicenovic, http://www.grida.no/climate/ipcc/emission/090.htm

[18] ”For instance, no environmentally related barriers to nuclear energy development or environmental costs of fossil energy use are assumed”. (4.4.10.2. A2 Scenarios, http://www.grida.no/climate/ipcc/emission/110.htm )

[19] Lomborg 2004, s. 606-607. Se også denne undersøgelses note 18 om Clines diskontering ved Copenhagen Consensus.

[20] Arler 2005.