Konklusion og perspektivering

Konklusion og perspektivering

Stern-rapportens diskonteringsrater har ført til en omfattende debat, præget af vidt forskellige syn på, hvordan de enkelte parametre i beregningerne bør fastsættes.

Forfatternes argumentation for ikke at inddrage tidspræferencer i deres beregninger virker overbevisende. Selvom dette valg støder på en del modstand, er ingen af kritikerne i stand til egentlig at forklare hvorfor.

Der er mindre uenighed om, hvorvidt forfatterne burde have inddraget faldende grænsenytte. Men her handler diskussionen mere om det problematiske i at fastsætte mere eller mindre ”objektive” diskonteringsrater, når man skal opgøre omkostninger ved drivhuseffekten. Især når de skal vurderes over flere hundrede år. Raterne kan hurtigt få absurde konsekvenser ved enten at tillægge nutiden eller fremtiden alt for stor betydning. Hvis man skal balancere imellem hensynene til nutidens og fremtidige generationer, får valget af diskonteringsrater omvendt et meget tilfældigt præg.

Fronterne er trukket skarpt op, når det handler om diskontering som følge af fremtidig økonomisk vækst: På den ene side findes Stern-rapportens målsætning om at undgå at løbe en risiko for uoprettelige katastrofer, hvis sandsynlighed det dog er svært, grænsende til umuligt, at sætte sikre tal på pga. mængden af uforudsigelige faktorer. På den anden side findes en række af kritikernes underforståede og endnu mindre underbyggelige tiltro til udviklingen af perfekt teknologi, der skal vende udviklingen eller i hvert fald sikre, at drivhuseffektens konsekvenser ikke kan blive katastrofale.

Den manglende mulighed for at sætte præcise tal og procenter på de mulige scenarier gør, at rapporten kan kritiseres for overhovedet at bruge tal, der i medierne er blevet fremstillet som udtryk for ”objektiv” økonomisk sagkundskab. Forfatterne prøver at komme ud over dette problem ved at inddrage særdeles høje omkostninger, der skal afspejle uoprettelige og omfattende skader, samtidig med at de gør opmærksom på, at disse tal afspejler en risikoaversion og ikke præcise beregninger. Men dette forsøg på at løse cirklens kvadratur bidrager yderligere til det tilfældige (om end ikke urealistiske) præg ved de anslåede omkostninger.

Dette ser også ud til at være det mest kritisable punkt ved Stern-rapportens brug af diskonteringsrater; ikke så meget det konkrete valg af dem, da andre rater næppe ville være mere velbegrundede. Men det er selvfølgelig muligt, at rapportens konklusioner er forsynet med de omtalte beregninger, fordi de politiske systemer lægger stor vægt på, at analyser som Sterns bør give en klar økonomisk konklusion, uanset om det egentlig er muligt eller ej.

Netop dette er flere af kommentatorerne opmærksomme på. Nogle af dem – som Nordhaus – advarer om, at rapporten er blevet til indenfor nogle politiske rammer, der på forhånd har fastsat konklusionen. [1] Andre – især Cole – konkluderer, at Stern-rapporten ganske vist er et lige så politisk som økonomisk dokument, men dette gælder for alle cost-benefit-analyser. Valget af parametre ville ikke have været mere neutralt, hvis det havde ligget tættere på ”mainstream”-analyserne. [2]

Tol & Yohe er – trods forskellige kritikpunkter – enige med rapportens konklusion om, at risikoen ved klimaændringerne i sig selv er store nok til at retfærdiggøre markante initiativer. Men dens forfattere sætter nogle problematiske tal på risiciene. Det vil ifølge Tol & Yohe give klimaskeptikere rig anledning til at gøre debatten til et spørgsmål om beregningsmetoderne i Stern-rapporten, mens opmærksomheden afledes fra den globale opvarmnings egentlige problemstillinger. [3]

Man kan dog lige så godt argumentere for, at det faktisk er nødvendigt at forsyne advarsler om klimakatastrofer med økonomiske beregninger, hvis advarslerne skal tages alvorligt i det politiske system og herigennem påvirke den offentlige planlægning. Og dilemmaet består i, at tilhængere af begge disse argumenter godt kan have ret på samme tid.

Noter

[1] Nordhaus, s. 34.

[2] Cole, s. 27-29 samt 32-34. Cole er enig med kritikerne i, at rapporten giver indtryk af at stå på fastere videnskabelig grund, end den egentlig gør. Hele debatten om Stern-rapporten demonstrerer, at der ikke findes grundlæggende konsensus om, hvilke rater der skal vælges. Dette er dog ifølge Cole kun en fordel, da alt for mange politikere opfatter økonomiske analyser som naturvidenskab. Men rapportens forfattere får ros af Cole for at være mere villig til at diskutere deres præmisser end tidligere forfattere til cost-benefit-analyser på klimaområdet.

[3] Tol & Yohe, s. 245-246.