Diskontering i Stern-rapporten

Diskontering i Stern-rapporten

Diskontering er den beregning, man foretager i forbindelse med private og samfundsøkonomiske investeringer, for at afklare om udbyttet af en given investering er højt nok til at retfærdiggøre den, når man medregner renterne. De vigtigste dele af Stern-rapportens diskontering tager udgangspunkt i den her meget forenklede formel:

ρ = η x (C’ / C) + δ

hvor diskonteringsraten, ρ (rho) er en funktion af grænsenytteelasticiteten, η (eta), ganget med vækstraterne i forhold til et givet udgangspunkt, C’ / C, samt den rene tidsdiskonteringsrate, δ (delta), også kaldet nyttediskontering. De egentlige beregninger er udbygget med hensyn til bl.a. den globale befolkningsvækst, økonomisk ulighed mellem forskellige generationer og usikkerhed om de fremtidige vækstraters niveau. [1] Men de her nævnte parametre er stadig afgørende for resultaterne, og står centralt i den efterfølgende diskonteringsdebat.

Valget af parametre i en langsigtet samfundsøkonomisk diskontering bliver ofte inddelt i to hovedtilgange: 1) Den ”etiske”, der fokuserer på, hvad der skal til, for at det på forhånd ønskede mål bliver opnået. 2) Den ”beskrivende”, der fokuserer på, hvordan valget af parametre aktuelt foretages, når det gælder private investeringer, og heraf slutter, at man bør efterligne dem, når man laver samfundsøkonomiske investeringer, uanset hvilken type. [2] Tilhængere af den sidste tilgang forsvarer den ofte med, at den er mere objektiv end den første, da den bygger på iagttagelser snarere end politiske målsætninger. Men forudsætningerne for offentlige investeringer og især beslutninger med økonomiske konsekvenser for hele samfundet kan godt adskille sig så meget fra forudsætningerne for de private investeringer, at det bliver absurd at bruge deres parametervalg som målestok eller at hævde, at de er apolitiske. [3] Stern-rapporten anvender den ”etiske” tilgang. Det har især konsekvenser for forfatternes syn på nyttediskonteringsraten.

Nyttediskonteringsraten udtrykker i ”normale” investeringer den utålmodighed mht. forbrug/resultater, som kendetegner individuelle forbrugeres og private virksomheders handlinger, og som overført på samfundsøkonomiske projekter, der skal vare i flere generationer, tillægger fremtiden mindre betydning, jo længere væk den befinder sig fra nutiden. Stern-rapportens målsætning er imidlertid at sikre acceptable klimaforhold for i princippet uendeligt mange fremtidige generationer. I modsætning til andre former for offentlig planlægning, f.eks. investeringer i jernbaner, er dette ikke et projekt, der blot kan droppes til fordel for noget helt andet, og derfor kan kobles til en bestemt tidshorisont. [4] At anvende tidspræferencer, når det handler om at forebygge drivhuseffekten, svarer ifølge Stern-rapporten til, at en bedstefar nedvurderer værdien af sit barnebarn og træffer beslutninger med alvorlige og uoprettelige konsekvenser for barnebarnet, blot fordi det vil leve 50 år senere end bedstefaderen selv. [5]

Derfor kunne forfatterne i princippet have sat værdien af δ til 0. For en god ordens skylds anvender de dog i stedet den ret vilkårlige værdi 0,1. Den skal afspejle den hypotetiske risiko for at store dele af menneskeheden udryddes i løbet af de næste århundreder, som følge af f.eks. en global atomkrig. Værdien er så lav, at den ikke får nogen særlige konsekvenser for de videre beregninger. [6]

Når det gælder de fremtidige vækstrater, betragter forfatterne til gengæld diskonteringen som en naturlig ting. Hvis det slet ikke blev diskonteret, ville det svare til at antage, at fremtidige generationer ikke bliver rigere end i dag og derfor også har øgede muligheder. Selvfølgelig under forudsætning af, at klimaændringerne ikke undergraver denne udvikling i ekstrem grad. Elasticiteten η, dvs. forholdet mellem de øgede forbrugsmuligheder og den relativt set faldende nytte, fremtidige og rigere generationer vil have pr. ekstra forbrugsenhed, sættes i Stern-rapportens beregninger til 1,0. Dvs. det antages, at den gennemsnitlige grænsenytte faktisk ikke vil falde. Så heller ikke η påvirker det endelige resultat. Det betyder, at det altovervejende er de forventede fremtidige vækstrater, der kommer til at trække diskonteringslæsset. Forfatterne opererer med en gennemsnitlig stigning i de globale vækstrater på 2,0 % pr. år i perioden 2000-2100, 2,8 % i 2100-2200 og 1,3 % i 2200-2300. [7]

Med computermodellen PAGE2002 beregner forfatterne seks forskellige scenarier, hvor omkostningerne kombineres med risikoen for egentlige katastrofer, alt efter hvor høje temperaturstigninger vi kommer til at opleve i løbet af det 21. århundrede. Generelt forsøger de at inddrage væsentligt flere af skadevirkningerne end i hidtidige analyser. Disse har beskæftiget sig med udvalgte og økonomisk målbare dele af samfundet men ikke risikoen for eksempelvis øgede konflikter, folkevandringer eller kapitalflugt. [8]

De forskellige mulige temperaturstigninger bygger på scenarierne i det Internationale Klimapanels (IPCC) Third Assessment Report fra 2001. Her vurderer panelet, at der med det eksisterende datagrundlag er 90 % sandsynlighed for, at den globale temperatur vil stige med mellem 2,4 og 5,8 °C i løbet af det 21. århundrede. Stern-rapporten inddrager desuden risikoen for katastrofer, der skyldes mulige selvforstærkende effekter som følge af temperaturstigningerne. Såsom svækkede ”carbon sinks”, især verdenshavenes evne til at optage CO2, eller frigivelsen af de store mængder af drivhusgassen metan, som i dag er bundet i vådområder eller områder med permafrost. [9]

Stern-rapporten citeres ofte for at vurdere omkostningerne ved de fremtidige klimaændringer til at svare til 5 % af den årlige globale produktion, ”now and forever”, og i værste fald kunne komme op på hele 20 %. Blandt de seks opstillede scenarier giver det værste et gennemsnitstab på 14,4 %. [10] Forfatterne går selv et skridt videre, og anslår at hvis der derudover viser sig at være flere men endnu ukendte risici forbundet med de selvforstærkende effekter og/eller hvis klimaet viser sig at være mere følsomt end først antaget, kan dette tal komme op på 20 %. Samtidig advarer de dog gentagne gange imod at lægge alt for stor vægt på tallene i sig selv. De høje værdier afspejler ikke målbare omkostninger ved en kendt og velbeskrevet proces men snarere risikoaversion i forhold til mulige men bogstaveligt talt uberegnelige katastrofer. [11]

Noter

[1] Stern, s. 46-61.

[2] Halsnæs, s. 42-46.

[3] En kritik kan findes i Arler 2007, s. 672.

[4] Stern, s. 35-36 samt 664.

[5] Stern, s. 654.

[6] Stern, s. 53. Selvom værdien 0,1 svarer til, at der er 10 % risiko for masseudryddelse indenfor de næste 100 år. Dette virker meget højt sat, men i sagens natur kan man jo aldrig vide...

[7] Stern, s. 665-667.

[8] Stern, s. 169-173, især Figur 6.3.

[9] I PAGE2002-beregningerne lader forfatterne disse selvforstærkende effekter betyde en opjustering af temperaturstigningerne i det 21. århundrede, fra mellem 2,4 og 5,8 °C til mellem 2,6 og 6,5 °C. Stern, Box 6.1, s. 175-176.

[10] Stern, s. xv samt Tabel 6.1, s. 186.

[11] Stern, s. 173-189 samt 665-670.