Debatten om grænsenytteelasticitet

Debatten om grænsenytteelasticitet

Et par af kritikerne angriber valget af η. Dasgupta anerkender den lave værdi for δ, men finder det absurd at sætte η til 1, da det reelt betyder, at vi skal spare op til rigere generationer. Som eksempel anfører han, at hvis man samtidig sætter δ til 0,1, ser bort fra befolkningsvækst og teknologisk udvikling og dertil føjer en årlig rente på 4 %, bliver resultatet, at vores generation skal foretage en opsparing på hele 97,5 % af sin produktion til fremtiden! Selvom Dasgupta er enig i behovet for at sætte ind mod drivhuseffekten, mener han ikke, at indsatsen bør fremmes ved at vælge parametre, der gør, at udregningerne på forhånd når frem til dette ønskede resultat.

Byatt m.fl. gør opmærksom på, at selv små variationer i både η og δ kan give konklusioner, der adskiller sig markant fra Stern-rapportens. Hvis man f.eks. erstatter dens δ på 0,1 med 1,5, kommer klimaændringerne ikke til at koste 5 % af det årlige globale BNP, men falder til 1,4 %. Den anbefalede diskonteringsrate stiger hermed fra 2,1 % pr. år til 3,5 %. Hvis man fastholder et δ på 0,1 og i stedet sætter η til 1,5, hvilket sagtens kan forenes med forfatternes egne overvejelser om fordeling, får man en diskonteringsrate på 3,1 % pr. år. [1]

Stern-rapporten gør i første omgang ikke meget ud af at forklare det lave η. Forfatterne nævner dog i et Technical Annex, at det både skal udtrykke risikoaversionen overfor katastrofer og en aversion overfor økonomisk ulighed. [2] Så Dasgupta har faktisk delvist ret i, at konklusionen her ser ud til at gå forud for valget af parametre. Man kan dog stadig forsvare det lave h med ulighedsargumentet, hvis de fremtidige generationers øgede rigdom i virkeligheden afspejler, at mange i forvejen fattige mennesker i ulandene bliver mindre fattige. De vil have større relativ nytte af økonomisk udvikling, end hvis det drejer sig om i forvejen rige mennesker, der bliver endnu rigere – selvom de totale beløb sagtens kan være ens. Og Stern-rapporten lægger netop stor vægt på ulandenes sårbarhed overfor klimaændringer og disses funktion som hæmsko for landenes kommende økonomiske udvikling. [3]

Debatten om grænsenytteelasticitet fylder ikke meget hos kritikerne, men illustrerer ganske godt, hvor stort et element af skøn der ligger bag fastsættelsen af parametrene. Samt at det ikke umiddelbart er muligt at finde en ”objektiv” økonomisk balancegang mellem modstridende hensyn, når man planlægger over flere generationer. Uanset hvilke diskonteringsrater man anvender, kommer enten nutiden eller fremtiden hurtigt til at få enten ekstremt stor eller ekstremt lille betydning.

Noter 

[1] Carter, s. 211-213. Forfatterne er selv opmærksomme på dette, jfr. Stern, s. 54.

[2] Stern, s. 667-668.

[3] Stern, s. 104-137.