”Mål alt hvad måleligt er…”

”Mål alt hvad måleligt er…”

SternForudsætninger for Stern-rapportens diskonteringsrater og konsekvenser for planlægningen af en global klimaindsats

Problemformulering

Hvilke argumenter bruger Stern-rapporten hhv. dens kritikere til at støtte deres forskellige vurderinger af grundlaget for rapportens diskonteringsberegninger? Hvilke direkte omtalte eller underforståede forudsætninger ligger til grund for uenigheden? Og hvilken konsekvenser har dette for diskussionen om, hvordan vi skal håndtere de menneskeskabte klimaændringer?

Kort om Stern-rapporten

The Stern Review Report, udgivet med titlen The Economics of Climate Change, er en 700-siders rapport om globale velfærdsøkonomiske aspekter af de menneskeskabte klimaændringer. Rapporten blev til på foranledning af den tidligere britiske finansminister og nuværende premierminister Gordon Brown. Den blev udformet i 2005-2006 af ca. 20 personer under ledelse af økonomen Nicholas Stern, [1] og beskæftiger sig med følgende problemstillinger:

- Hvad er de sandsynlige omkostninger og risici ved den globale opvarmning over de næste 300 år?

- Hvad er omkostningerne ved at modvirke den?

- Hvilke konsekvenser bør det få for samfundsøkonomiens indretning og de offentlige udgifter?

- Hvad kan vi gøre for at tilpasse os opvarmningen, og hvordan vil det kunne finansieres?

- Hvordan kan såvel modvirkning som tilpasning fremmes på internationalt plan?

Rapporten betragter drivhuseffekten som en negativ eksternalitet ved den globale økonomi, dvs. en uønsket konsekvens, der ikke indgår i markedsprisdannelsen og som derfor heller ikke forsvinder af sig selv uden politiske tiltag. Drivhuseffekten adskiller sig fra andre eksternaliteter ved, at dens konsekvenser opstår over et længere tidsrum, er globale og i vid udstrækning irreversible. Desuden er det forbundet med stor usikkerhed at beregne deres omfang. Stern-rapporten konkluderer, at selvom vi skal gøre en indsats for at tilpasse os den drivhuseffekt, der på nuværende tidspunkt er uundgåelig, er der også tungtvejende økonomiske grunde til en omfattende indsats imod yderligere opvarmning. Indsatsens mål bør være at stabilisere atmosfærens CO2-indhold på et niveau imellem 450 og allerhøjest 550 ppm (milliontedele). Et lavere niveau vil være uforholdsmæssigt dyrt at opnå, et højere vil betyde en uforholdsmæssig større risiko for katastrofescenarier. [2] Jo før indsatsen indledes, jo lavere bliver omkostningerne ved at forebygge i forhold til de skader, som vi risikerer at påføre verden ved at vente eller lade stå til.

Noter

[1] Stern, s. ix-xii.

[2] Stern, s. 329-40. Det nuværende niveau er ca. 430 ppm og stiger med godt 2 ppm årligt. (Stern, s. xvi.)