Certificeringsstandarder

Certificeringsstandarder

Jeg vil her tage udgangspunkt i Kollmuss’ gennemgang af de fem vigtigste og “selvstændige” standarder:

• Clean Development Mechanism (CDM)

• Gold Standard (GS)

• Voluntary Carbon Standard (VCS)

• VER+

• Chicago Climate Exchange (CCX)

Den tidligere omtalte klimastrategiske håndbog nævner fire overordnede kriterier for, om et givet kompensationsprojekt er i orden: Det skal være additionelt, “godkendt”, unikt (så kvoterne ikke købes to gange) og følge en (tilsyneladende hvilken som helst) af de fungerende standarder, hvis specifikke fordele og ulemper forfatterne dog ikke kommer nærmere ind på. Som eksempler disse standarder angives CDM/JI, Gold Standard, VCS, VER+, VOS samt Plan Vivo System og Climate, Community and Biodiversity Standard. [1] Denne beskrivelse giver dog ikke noget indtryk af forskellene mellem standarderne, de praktiske problemer, der er forbundet med at vurdere additionalitet, eller hvordan disse kan løses. Ifølge Kollmus har kun Gold Standard en bedre additionalitetskontrol end CDM. Niveauet for alle de øvrige er ca. det samme eller ringere. [2]

Clean Development Mechanism

For øjeblikket findes der 1.699 registrerede CDM-projekter samt yderligere 2.575, som befinder sig et sted i godkendelsesfasen. Ca. 500 projekter er blevet afvist eller trukket tilbage af forskellige årsager. [3] Størstedelen af de nuværende CDM-projekter finder sted i Kina: I 2007 stod kinesiske projekter for hele 73 % af verdens samlede CDM-kreditter, mens Indien, det resterende Asien, Afrika, Brasilien og det resterende Sydamerika hver stod for 5-6 %. Godt en tredjedel af JI-kreditterne kom i 2007 fra Rusland, en anden tredjedel fra Ukraine og resten fra Østeuropa, især Polen, Rumænien og Bulgarien. [4]

I Danmark er Udenrigs- og Miljøministeriet involveret i både køb af CDM- og JI-kreditter via Danish Carbon Fund, [5] som er stiftet til formålet, og direkte finansiering/koordination af projekter, som primært finder sted i Thailand, Malaysia og Kina. [6] Danish Carbon Fund samarbejder også med en række private virksomheder om CDM-projekter. Eksempelvis Nordjysk Elhandel, som bl.a. tilbyder såkaldte KlimaPakker, som skal reducere CO2-udledningen med 1 ton pr. pakke. [7] Ved hvert salg køber Nordjysk Elhandel en CDM-kvote fra et projekt i Malaysia, hvor selskabet i samarbejde med Udenrigsministeriet og den danske ambassade i landet finansierer opførelsen af et komposteringsanlæg på en palmeoliemølle. Anlægget behandler organisk affald fra produktionen, bl.a. spildevand, og erstatter de tidligere processer, hvor rensningen af spildevandet førte til udledning af metan. [8]

Aktørerne i et CDM-projekt er typisk en projektudvikler, det centrale CDM Executive Board samt to forskellige kontrollanter, kaldet Designated Operational Entities (DOE’s) samt myndighederne i det land, hvor CDM-projektet skal finde sted, også kaldet Designated National Authorities (DNA’s). Executive Board består af 10 personer, udpeget af de lande og regioner, der deltager i Kyoto-protokollen. Et særligt Registration and Issuance Team (RIT) bistår Executive Board og DOE’s med praktisk vejledning. En projektudvikler skal i første omgang lave et ProjektDesignDokument (PDD), som følger UNFCCC’s generelle retningslinier, udarbejdet af det såkaldte CDM Methodology Panel. Panelet består af 15 personer, og har til opgave at forbedre de fremgangsmåder, som diverse virksomheder løbende udvikler til konkrete CDM-projekter. [9] CDM-systemet har således en slags indbygget motor, der bidrager til at videreudvikle det undervejs. Det kræver dog enten, at panelet selv tager initiativ til forbedringer, eller at der findes et politisk ønske om at presse på for dette.

Ifølge UNFCCC’s retningslinier skal projektudvikleren [10]

1) Afklare, hvad alternativerne til et givent projekt er indenfor rammerne af den lokale lovgivning.

2) Vurdere, om projektet er økonomisk attraktivt i forhold til alternativerne. Hvis det er muligt at komme med en præcis konklusion om alternativerne, bør det mest rentable vælges som “baseline”, dvs. målestok for, hvordan udviklingen i den udledte CO2-mængde kommer til at forløbe i fremtiden, hvis man ikke foretager sig noget. Ellers skal baselinen fastlægges efter det alternativ, der giver den laveste CO2-udledning.

3) Vurdere, om der findes mindst én hindring, som gør, at projektet kun kan blive udført, hvis det modtager finansiering via CDM. Hindringerne kan være både - økonomiske, f.eks. mangel på private investorer, - teknologiske, f.eks. at der ikke findes tilstrækkelig uddannet arbejdskraft i lokalområdet til at iværksætte projektet, at infrastrukturen er dårlig, eller at der mangler andre nødvendige teknologier, - at projektet er “first of its kind” med de udfordringer, det medfører, - eller noget helt fjerde.

4) Undersøge “Common Practice” i lokalområdet – findes der tilsvarende lokale projekter i forvejen, og hvis der gør, er der så afgørende forskelle mellem disse og det foreslåede projekt, som alligevel kan retfærdiggøre at lave det under CDM?

En DOE er typisk en virksomhed med erfaring indenfor evalueringsområdet. Når PDD’et ligger klart, skal det vurderes af den første DOE, som gennemgår dokumentets indhold, besøger det sted, hvor projektet skal udføres, taler med forskellige af dets deltagere og offentliggør designdokumentet på internettet. Her er der en offentlig høringsperiode på 30 døgn. [11] Hvis alt ser ud til at være i orden, og de lokale myndigheder siger god for projektet, kan det derpå registreres af CDM Executive Board. Projektudvikleren sætter så projektet i gang. Han udarbejder en valideringsrapport om, hvordan det forløber i en monitoreringsperiode, der kan vare mellem nogle få uger og flere år. Den anden DOE kontrollerer rapporten og besøger eventuelt projektet. Hvis der stadig ikke er nogen problemer, sender den anden DOE en bekræftende rapport til CDM Executive Board, som derpå begynder at udstede CDM-kreditter. Projektudvikleren får lov til at sælge disse, enten direkte til forskellige kunder til CO2-kompensation eller – mere almindeligt – til specialiserede mellemforhandlere. [12]

P.t. kan de fleste projekttyper accepteres under CDM, hvis blot de reducerer en af de seks drivhusgasser, der er omfattet af Kyoto-protokollen. Atomkraft, nye HCFC-22-anlæg (mere om dette senere) og “undgået afskovning” er dog ikke tilladt. [13] Det er sandsynligt, at kravene til projekttyper skærpes i fremtiden. [14] CDM-projekter kan godt være delfinansierede af offentlige midler, dog ikke decideret ulandsbistand, da dette ville gribe forstyrrende ind i bistandsplanlægningen. [15]

Andre standarder og deres forbindelse til CDM

Gold Standard drives som selvstændig organisation med hovedkvarter i Basel (Schweiz) og et sekretariat på 5 personer. [16] Standarden anbefales af Verdensnaturfonden, som da også har været med til at udvikle den, [17] og modtager økonomisk støtte fra det tyske miljøministerium.

Et kommende eksempel på GS-baserede CO2-kompensationstilbud på det danske marked er Natur-Energis elprodukt CO2 FRI GULD. I takt med efterspørgslen vil selskabet fra og med 2010 opkøbe CO2-kvoter via JI/CDM, svarende til ca. 100 % af den CO2-udledning, elforbruget medfører hos kunderne. Kvoterne skal give investeringer i CO2-reducerende GS-projekter i ulandene. [18] Det er ikke endnu ikke afklaret, hvilke konkrete projekter der bliver tale om; den beslutning træffes først i udgangen af 2009. [19]

Blandt mellemforhandlerne støtter Carbon Neutral opførelsen af GS-vindmølleparker i New Zealand, [20] mens Climate Neutral Group støtter tilsvarende vindmølleparker på Taiwan. [21] Et tredje selskab, Atmosfair, reklamerer med, at samtlige 10 planlagte eller fungerende kompensationsprojekter i deres “stald” lever op til Gold Standard. [22]

Gold Standard har en teknisk rådgivningskomité (Gold Standard Technical Advisory Committee eller GS-TAC) på 7 personer, som både evaluerer og godkender Gold Standards egne retningslinier og procedurer samt de konkrete projekter. Ligesom hos CDM skal et GS-projekt godkendes i to omgange af to uafhængige DOE’s, medmindre der er tale om mikroprojekter – i så fald kan det godt være den samme DOE, der står for begge godkendelser.

Mange af retningslinierne i Gold Standard trækker på de procedurer, der i forvejen udvikles i CDM-systemet. Mikroprojekter kan dog nøjes med at bruge hjemmelavede additionalitetsredskaber, hvis de blot er godkendt af Gold Standard. [23] Hvis det offentligt har været erklæret, at et givent projekt vil blive udført uden CDM-bidrag, kan det heller ikke blive GS-certificeret, medmindre projektet siden er blevet opgivet og derpå genstartet som følge af udsigten til at få CDM-bidrag, eller projektdesignet siden er blevet ændret og CDM-bidrag sikrer, at det nye design øger chancerne for at føre projektet ud i livet. [24] Ligesom CDM skal GS-projekter bidrage til teknologioverførsel til værtslandet, og skal desuden leve op til et særligt sæt af bæredygtighedsindikatorer, der er mere krævende end procedurerne i CDM.

Kollmuss fremhæver Gold Standard som den eneste frivillige standard, der har klart definerede retningslinier for, hvordan projekternes additionalitet vurderes, kræver tilsyn fra en tredjepart, og har en direktion, som godkender projekterne i stil med CDM Executive Board. Standardens svage punkt er til gengæld, at den ikke anvendes af særligt mange, og hovedudfordringen for den bliver at tiltrække langt flere kunder, end den gør i dag. Foreløbigt er kun 20 projekter blevet registreret, om end hele 90 yderligere projekter befinder sig et sted tidligere i processen. [25] Til gengæld er Gold Standard den eneste internationale standard, der for alvor har opnået troværdighed på CDM-/JI-markederne. [26] De skærpede krav til reduktionsprojekter hjælper dog ikke meget i en større sammenhæng, hvis det påkrævede ekstraarbejde ved at få et projekt GS-certificeret afskrækker de fleste virksomheder. [27] Selvom det selvfølgelig ikke påvirker additionaliteten i det enkelte projekt.

En sandsynlig forklaring på det endnu lave antal er, at Gold Standard kræver mere dokumentationsarbejde end de øvrige frivillige evalueringsordninger, og derfor kræver mere tid og flere penge. Dertil kommer, at Gold Standard kun kan tildeles til projekter, der handler om energieffektivisering eller vedvarende energi, hvoraf vandkraftværker på over 15 MV også er udelukket. [28] Disse skærpede betingelser mindsker antallet af potentielle GS-projekter fra begyndelsen.

Voluntary Carbon Standard 2007 (herefter blot “VCS”) er et frivilligt evalueringssystem, der administreres af VCS Association, som er en uafhængig forening, ligeledes placeret i Schweiz. Foreningen har et sekretariat, ét panel, der kontrollerer selve standarden og godkender eventuelle ændringer, et andet, der udarbejder VCS-procedurerne, samt diverse tekniske rådgivningsgrupper. [29]

For at blive certificeret efter VCS skal et projekt grundlæggende leve op til kravene i CDM og desuden bruge (mindst) en af de følgende testmetoder: [30]

1) “The Project Test” - indtægterne fra CO2-kreditterne skal være nødvendige for at projektet kan finansieres eller overvinde diverse “organisatoriske, kulturelle eller sociale” hindringer. - projekttypen må ikke i forvejen være almindeligt anvendt i lokalområdet eller i projekter, der ikke finansieres via kreditter. VCS-standarden henviser i øvrigt til The Greenhouse Gas Protocol fra World Resources Institute.

2) “Performance Standard” - som groft sagt består i, at man skal vurdere, om CO2-udledningen er lavere end i tilsvarende projekter.

3) “Technology test” Projektet må ikke være påbudt som følge af lovgivningen eller anden regulering fra myndighederne og skal leve op til en liste over projekttyper, som VCS anerkender som additionelle.

VCS stiller ikke yderligere krav til, hvor detaljeret de nævnte hindringer skal beskrives. Kravene til verifikation af CO2-udledninger før og efter projektet samt gennemsigtighed i dataindsamlingen er forholdsvist vage, [31] og ingen projekttyper er udelukket på forhånd. [32] Af samme grund har Verdensnaturfonden direkte frarådet at bruge standarden. [33]

Den omtalte Greenhouse Gas Protocol giver gode råd om, hvordan man afklarer, hvilke alternative teknologier eller projekter, der kan levere den samme ydelse som det projekt, man ønsker at vurdere. F.eks. leverer et vindenergiprojekt elektricitet, og alternativerne kan derfor være afbrænding af fossile brændstoffer eller andre vedvarende energi-teknologier. Et skovbevaringsprojekt leverer binding af CO2, og skal derfor sammenlignes med, hvad der ville ske med skovene i det pågældende område, hvis projektet ikke blev iværksat, eller hvad man kunne opnå af tilsvarende gevinster ved at ændre den eksisterende skovdrift, f.eks. ved at bruge mindre gødning.

Desuden skal man overveje projektets omfang i geografisk og tidsmæssig henseende. En teknologi, der forbinder større geografiske områder, f.eks. et sammenhængende elektricitetsnet, kan gøre det oplagt at betragte det samlede energisystem, som projektet indgår i. På samme måde skal det overvejes, hvilke teknologier eller projekter der har været iværksat i lokalområdet i de seneste 5-7 år og hvilken fremtidig udvikling i området, der kan få konsekvenser for projektets effekt. [34] Disse retningslinier er relevante nok, men da de ligesom retningslinierne for CDM er forholdsvist generelle, kan de ikke bruges som en checkliste, der garanterer additionalitet.

Chicago Climate Exchange er udbredt i USA, og har i øjeblikket 152 registrerede projekter. [35] Standardens centrale organ er CCX Committee on Offsets, der består af 12 personer, som både evaluerer og godkender projekterne. Fremgangsmåden er udviklet uafhængigt af CDM og er mere enkel. I stedet for at udelukke bestemte projekttyper har CCX en liste over tilladte typer, og har særlige procedurer for, hvordan man skal vurdere additionalitet for hver enkelt af dem. En projektudviklers forslag skal godkendes af dels CCX Committee on Offsets, dels en uafhængig verifikator, hvis rapport om projektet derpå skal gennemses af CCX og den amerikanske Financial Industry Regulatory Authority (FINRA). CCX-projekter kan finansieres på en hvilken som helst måde.

Kollmuss vurderer, at CCX-projekter ofte har problemer med additionaliteten. Et omdiskuteret emne har været, at CCX tillader de såkaldte no-till-landbrugsprojekter, hvor landmænd der undlader at pløje jorden (for ikke at udpine den), kan få certificeret denne praksis som CO2-binding. Dette er også sket i en række tilfælde, hvor landmændene havde undladt at pløje, længe inden no-till blev brugt som CO2-kompensation. [36] Fremtiden for CCX står og falder dog med, om USA bliver tilsluttet det internationale kvotehandelssystem efter 2012.

Verified Emission Reductions Plus anerkender ikke HFC-projekter af nogen art eller vandkraftværker på over 80 MW, og den samme DOE kan godt sørge for hele evalueringsprocessen, men derudover minder standarden meget om CDM. Den er da også udviklet af en DOE, TÜV SÜD, som en certificeringsstandard, der er målrettet til de projekter, der af forskellige årsager ikke kan udføres som CDM, men hvor projektmagerne alligevel gerne vil følge CDM’s retningslinier. Centralt i VER+ står de fire medlemmer af TÜV SÜD certification body “climate and energy”, som både varetager standarden og vurderer de CDM-projekter, TÜV SÜD beskæftiger sig med i sin egenskab af DOE. [37]

The Voluntary Offset Standard (VOS) og adskillige andre mærkningsordninger kan kaldes “satellit-standarder”, da de ikke fungerer selvstændigt, men kobler sig på de andres krav og procedurer. VOS er lanceret i juni 2007 af The International Carbon Investors and Services (INCIS), som særligt tilbud til projekter, der finder sted i lande, der ikke er omfattet af Kyoto-protokollen. VOS bruges til at certificere projekter, der i forvejen kan leve op til CDM, JI eller Gold Standard, [38] og det giver således ikke mening at vurdere kvaliteten af denne standard i sig selv. Vurderer man CDM/JI, vurderer man også VOS.

Det samme gælder for en række hjemmelavede mærkningsordninger fra forskellige firmaer. For at nævne to af dem tilbyder evalueringsfirmaet SGS en mærkningsordning, hvor virksomheder kan få evalueret deres samlede grad af CO2-neutralitet på en skala fra 1 til 5, hvor ét flueben skal betyde, at virksomheden har neutraliseret 20 % af sin CO2-udledning, mens fem står for 100 %. [39] Som metoder til at opnå CO2-kompensation anerkender SGS CDM/JI, VCS og Gold Standard eller kvoter, der er “anerkendt af et lands regering”. Ordningen trækker således i høj grad på CDM, men har smuthuller, der gør kontrollen ringere end denne standard.

Carbon Neutral har udformet The Carbon Neutral Protocol, som er virksomhedens standard for CO2-kompensationsprojekter. Den rummer en generel vejledning til projektmagere, og tager ligesom SGS’ mærkningsordning udgangspunkt i, at et projekt kan anerkendes som brugbart kompensationsprojekt, hvis det lever op til minimumskravene til en CDM eller er godkendt af en regering. [40]

Delkonklusion

Som det fremgår af denne gennemgang, har CDM en central placering på markedet. Da de fleste standarder og mærkningsordninger (på nær CCX) trækker på retningslinier og metoder fra CDM, fungerer den i høj grad som omdrejningspunkt for de øvrige. Hvis CDM er i stand til at garantere additionalitet, er der en vis sandsynlighed for, at de standarder, der lægger sig op af de samme retningslinier, også virker efter hensigten. Men da alle de beskrevne standarder, bortset fra Gold Standard, udvander kravene og kontrolmekanismerne i CDM i større eller mindre grad, er der ingen sikkerhed. Ser man bort fra Gold Standard, kan man til gengæld godt opstille en tommelfingerregel om, at hvis CDM på bestemte områder ikke giver en tilstrækkelig garanti for additionalitet, gør de øvrige standarder næppe heller. Hvis man skal forbedre kontrollen på CO2-kompensationsmarkederne som helhed, bør indsatsen derfor først og fremmest rettes mod CDM.

Noter

[1] Hansen, s. 21 + 100-104.

[2] Kollmuss, s. x.

[3] 22. juli 2009. De aktuelle tal findes på UNEP & Risøs oversigt http://cdmpipeline.org/overview.htm

[4] Capoor, s. 28-29.

[5] En oversigt over fondens projekter kan ses på http://wbcarbonfinance.org/Router.cfm?Page=DCF&FID=9713&ItemID=9713&ft=Projects

[6] http://co2guiden.imind.dk/da-DK/Mereom/Sider/StatensJICDMindsats.aspx [linket er nede p.t.] samt Udenrigsministeriet.

[7] http://www.nordjysk-elhandel.dk/shop/klimapakken.aspx.

[8] http://www.netinform.net/KE/files/pdf/MNI_PDD_100708.pdf Se også Berlingske Tidende 1. september 2008: “El-selskab sælger ren luft til de miljøbevidste kunder”. Greenpeace har kritiseret palmeolieprojekter som disse for at have for snævert et fokus. Ikke fordi der er noget galt i projekterne i sig selv, men fordi de er med til at støtte en palmeolieindustri, hvor det er uvist, om den producerede olie vil blive brugt til biodiesel og dermed ophæve gevinsten ved projekterne selv (Palm, s. 8-9). Endnu findes der dog ikke nogen rapporter, der har analyseret dette mulige problem til bunds.

[9] Yamin. s. 29-53.

[10] UNFCCC: Tool for the demonstration and assessment of additionality, version 05.2 samt UNFCCC: Combined tool to identify the baseline scenario and demonstrate additionality, version 02.2.

[11] Kollmuss tvivler på, om denne forholdsvist korte høringsperiode er nok til at højne projekternes kvalitet, men uddyber det ikke (Kollmuss, s. 35). Omvendt bruger Dornau høringsperioden og det forhold, at der typisk ikke kommer nogen henvendelser, som argument for, at systemet fungerer upåklageligt (Dornau, s. 80).

[12] Kollmuss, s. 8-12.

[13] Kollmuss, 25 + 50.

[14] Point Carbon.

[15] Yamin, s. 51.

[16] Kollmuss, s. 54.

[17] World Wide Fund 29. oktober 2002: “WWF launches Gold Standard for Kyoto Protocol Projects” http://www.worldwildlife.org/who/media/press/2002/WWFPresitem10728.html

[18] http://natur-energi.dk/produkter/co2-fri-guld samt http://natur-energi.dk/certifikater

[19] Telefonsamtale den 5. marts 2009 med Søren Holgård Justesen, stifter af Natur-Energi.

[20] http://www.carbonneutral.com/uploadedfiles/Inner%20Mongolia%201%20pg.pdf

[21] Climate Neutral Group, s. 43 + 47. Se også http://www.climateneutralgroup.com/Downloads/Projecten/Windfarm%20Taiwan.pdf

[22] http://www.atmosfair.de/index.php?id=projekte00&L=3

[23] The Gold Standard Version 2.1: Toolkit 2.0 July 2008, s. 35.

[24] The Gold Standard: Validation & Verification Manual, s. 28 samt The Gold Standard: Manual for CDM project developers, s. 10 + 14.

[25] https://gs1.apx.com/myModule/rpt/myrpt.asp?r=111 (22. juli 2009)

[26] Capoor, s. 37.

[27] Kollmuss, s. 54-58.

[28] Kollmuss, s. 54. Årsagen er, at store vandkraftværker er dyre ”enten-eller”-projekter, hvor udsigten til CDM-tilskud næppe gør nogen forskel for beslutningen om at opføre dem.

[29] Kollmuss, s. 59.

[30] Voluntary Carbon Standard 2007.1, s. 16-17.

[31] VCS Association, s. 16-18.

[32] Kollmuss, s. 25 + 59.

[33] REEEP (Renewable Energy & Energy Efficiency Partnership) 11. januar 2008: “Voluntary Carbon Offsetting – the forest through the trees?”, http://www.reeep.org/9863.2946/voluntary-carbon-offsetting-the-forest-through-the-trees.htm

[34] World Resources Institute & World Business Council for Sustainable Development, s. 38-47.

[35] http://www.chicagoclimatex.com/offsets/projectReport.jsf (22. juli 2009)

[36] Kollmuss, s. 66-70.

[37] Kollmuss, s. 63-66.

[38] Kollmuss, s. 71-72.

[39] http://www.sgs.com/about_sgs/in_brief.htm samt http://www.climatechange.sgs.com/carbon_neutrality_label_climatechange.htm

[40] The Carbon Neutral Company, s. 9-14 – hele offset-delen er indeholdt her.